Beach House byder på inviterende – og sexet – mareridtspop på ’7’
»Bands/ those funny little plans/ that never work quite right«, sang Jonathan Donahue i 1998 på Mercury Revs med længder bedste album, ’Deserter’s Songs’. Donahue indfangede med de linjer karakteren af ’det hemmelige X’ bagved enhver gruppe af kreative individer, der forsøger at skabe noget sammen. Musisk kreativitet handler mere om uforudsete kemiske sammenstød, en slags alkymi, end om logik eller formler.
Mercury Revs egen hastigt vigende formkurve i det 21. århundrede kan stå som sin egen lille besk-ironiske påmindelse om, hvor sært genstridig en størrelse kunstnerisk kreativitet er. Den er en nådegave, som det er svært at få greb om og endnu sværere at holde fast i.
Beach House er en forunderlig undtagelse, når vi taler sværvægterne i tidens (noget decimerede) indierock-panteon. Alex Scally og Victoria Legrand laver nemlig kun album af høj kvalitet. Ikke nødvendigvis mesterlige eller banebrydende album, men genuint glimrende album, der måske i virkeligheden repræsenterer den elektriske spænding, der opstår, når netop disse to hjerner synkroniserer.
Det giver derfor dårligt mening at kalde ’7’ for en foreløbig kulmination på duoens arbejde, for ethvert nyt album fra Beach House er i en vis forstand en form for kulmination. Der er en pirrende selvfølgelighed over gruppens små, diskrete kursjusteringer eller forfinelse af en form – kald det drømmepop eller shoegaze – der, overfladisk vurderet, ellers kan fremstå begrænsende snarere end det modsatte.
Det er dog alligevel som om, at Beach House har taget et større skridt med ’7’ end på tidligere udgivelser. Det kan være svært præcis at sige, hvori forskellen består, men udover de rent overfladiske kendetegn – at produktionen er en anelse mere glinsende end tidligere, eller at Legrands vokal er mindre idiosynkratisk, mere begravet i sangenes teksturer (det er først på femte skæring, ’Drunk in L.A.’, at den ’genfinder’ sit typiske leje af hæs croon) – er det måske lettere at beskrive forskellen mellem ’7’ og forgængerne ved, at den er farligere, mere, nå ja, sexet.
Noget af effekten kan ligge i en bredere palet af lyde, som duoen vrider ud af deres synths – lyt for eksempel til de fuzztunge toner på åbningsnummeret ’Dark Spring’ eller den krybende uhygge på ’Black Car’, der vitterligt lyder som et begravelsesoptog med retning mod underverdenen – eller brugen af en live-trommeslager (som erstatning for forgængernes trommemaskiner), jævnfør de nærmest hiphop-lænende trommespor på ’Lemon Glow’ eller den percussive tordenstorm midtvejs på ’Dive’.
’7’ præsenterer med andre ord en sjældent dynamisk udgave af Beach House.
’Lemon Glow’ er forførerisk, ikke så meget fordi den masserer typiske drømmepop-relaterede zoner som den ’varme melankoli’, der ofte er resultatet af denne musikforms genstandsløse, men mættede stemninger, men fordi den er mere maskinel, på sin vis koldere, men samtidig mere direkte rettet mod noget begærligt, noget frådende, noget lyslevende (som jo indlysende er en oplagt kontrast til det drømmende).
På samme måde har Beach House tidligere lavet ganske meget musik, der med nogen ret kan beskrives som ’mørk’, men spørgsmålet er, om bandet nogensinde tidligere har lavet et nummer, der som ’Black Car’ (»We want to go inside the cold / it’s like a tomb, but it’s something to hold«), der så behændigt aktiverer hjernens center for akut dødsbevidsthed (sangens indledende xylofon-lydende loop er sjældent urovækkende). Her har drømmepoppen mere karakter af mareridtspop!
Som altid på Beach House-album er der også på ’7’ øjeblikke, hvor man zapper lidt ud (’Girl of the Year’ vil for eksempel næppe blive fremhævet af mange som hørende blandt dette albums største øjeblikke) eller lidt glemmer at lytte til det specifikke ved den enkelte sang, fordi den enten minder så meget om den foregående sang eller om en sang på et tidligere album, man ikke lige kan komme i tanke om.
’7’ er et Beach House-album, og som sådan endnu et supersolidt et i rækken af supersolide album, men man sidder alligevel tilbage med en fornemmelse af ekstra spænding, ekstra pirring. Der er noget udefinerbart mere på spil på ’7’. Så måske er albummet alligevel en kulmination i dobbelt forstand: Det er både det seneste og mest vitale, spændende album fra den kant.
Kort sagt:
Det giver dårligt mening at kalde ’7’ for en foreløbig kulmination på duoens arbejde, for enhver ny plade fra Beach House er i en vis forstand en form for kulmination på grund af de små, skridsikre justeringer af formlen. Alligevel er det som om, der er noget mere på spil på ’7’, der brillerer ved sin understrøm af uhygge, farlighed og sex og præsenterer en inviterende, nærmest glinsende, overflade, der tilsammen gør albummet til det måske mest vitale udtryk hidtil for den elektriske kemi, der altid opstår når Alex Scally og Victoria Legrand støder hovederne sammen.