Chvrches er håbløse romantikere på ‘Love Is Dead’
Med gennembrudshittet ‘The Mother We Share’ og det efterfølgende debutalbum fra 2013 blev Chvrches nærmest frontløbere for en ny genre. En stram, synthbåret og fremdriftsfokuseret form for popmusik, der er blevet skamløst efterlignet lige siden.
Chvrches har stadig formået at holde deres særegne identitet intakt, og det er således deres velkendte synthpoplyd, man møder på trioens tredje album med den dystopiske titel ‘Love Is Dead’ – et album, der ifølge forsanger Lauren Mayberry handler om et brud med verdenssituationens status quo. Man kan dog ikke komme uden om, at blåtonede synthesizers er utrolig nært beslægtet med knuste hjerter, og ‘Love Is Dead’ klinger stadig mere af ulykkelig kærlighed end af politiske revolutioner, måske med undtagelse af den afsluttende, selvreflekterende ‘Wonderland’.
Selv om der bliver stillet spørgsmål til den kaotiske verdenssituation, er status quo bevaret musikalsk gennem det meste af albummet, bortset fra et par enkelte mere kommercielt klingnede popnumre som singlen ‘Miracles’ og den eurodance-lignende ‘Heaven/Hell’. Selv om Mayberrys lyse vokal passer som fod i hose til mere strømlinede popsange, bliver ‘Miracles’ dog et lidt sært indspark i Chvrches’ repertoire, og den lyder desværre lidt som noget, der kunne have ageret soundtrack til en ’50 Shades of Grey’-film. Det er interessant, at gruppen flirter mere med det ultrapoppede, men med Mayberrys stemme i front balancerer de også på en knivsæg.
Blandt albummets 13 numre er der dog masser af euforiske popbangers, der får dig til at se verden gennem en pastelfarvet og ulykkeligt forelsket slowmotion-linse – særligt førstesinglen ‘Get Out’ står stærkt som et af albummets flotteste numre med tydelige referencer til ‘The Mother We Share’.
‘Forever’ er endnu et ekstatisk højdepunkt, hvor flere forskellige melodiske figurer fletter sig ind i hinanden som et delikat sikkerhedsnet under Mayberrys stemme. Hendes spinkle, men ekstremt ekspressive vokal får enkelte gange selskab af mandlige vokaler i form af The Nationals Matt Berninger på ‘My Enemy’ og Martin Doherty på ‘God’s Plan’. Sidstnævnte er dog langt fra ligeså vellykket som den fine duet mellem Mayberry og Berninger, hvis forliste kærlighedsdynamik leder tankerne hen på Gotyes ‘Somebody That I Used To Know’.
Numrene er alle velskrevne, virkelig flotte popsange hver for sig, men i sammenhæng bliver det tydeligt, at de alle følger en meget ens skabelon. De besidder alle den samme driftige, stramme, synthpoppede røde tråd, men det bliver svært at skille sangene fra hinanden, fordi mange af dem bruger den samme instrumentering og de samme halvmelankolske akkordprogressioner. Hvis Chvrches dyrkede de fine melodiske figurer, som eksempelvis optræder på ‘Forever’, noget mere, ville de enkelte sanges identitet måske fremstå stærkere.
De manglende musikalske variationer bliver albummets, hvis ikke Chvrches’ akilleshæl. Man savner ophold i de brusende synthflader, og selv om den elektroniske lyd er deres kendetegn, ville det måske skabe et knapt så statisk udtryk, hvis synthfladerne af og til fik selskab af andre instrumenter. Albummets korteste nummer, interludet ‘ii’, er kun halvandet minut langt, men det har et markant anderledes melodisk udtryk, der virkelig pirrer ens nysgerrighed.
Kort sagt:
På ‘Love Is Dead’s møder man den skotske synthtrios velkendte poplyd, det mere eller mindre bevarer status quo. Iblandt albummets 13 numre er der masser af euforiske popbangers, der får dig til at se verdenen gennem en pastelfarvet, ulykkeligt forelsket slowmotion-linse. De manglende musikalske variationer på ‘Love Is Dead’ bliver dog klart albummets, hvis ikke Chvrches’ akilleshæl.