De guldrandede guitarmelodier stråler på Courtney Barnetts ’Tell Me How You Really Feel’
Musikscenen vrimler for tiden med en fremadstormende generation af helt unge kvindelige sangskrivere, der er med til at indgyde håb for en indiemusikscene, der ellers har ligget noget underdrejet omtrent siden Brooklyn-scenen (Grizzly Bear, Animal Collective et al.) peakede i slutningen af 00’erne.
At det er kvinderne, der viser vejen i en Metoo-tidsalder, er næppe helt overraskende: Julien Baker, Lucy Dacus, Catherine Rose, Soccer Mommy, Frankie Cosmos, Illuminati Hotties, U.S. Girls, Phoebe Bridgers og (meget snart albumdebuterende) Snail Mail er bare nogle af de navne, der fører sig frem med en blanding af ydmyghed (over for metieren) og selvbevidsthed (i form af velplaceret tro på egen formåen).
Hvis der er noget, der binder disse navne sammen, kunne det være en fælles forkærlighed for ’Exile in Guyville’, Liz Phairs i år 25-års-jubilerende mesterværk, der fremstår som lidt af en ledestjerne – musikalsk, bestemt, men også for sin konsekvente og ofte ramsaltede undersøgelse af kønsproblematikker; lige kræs for Metoo-generationen.
Australske Courtney Barnett står i en lidt anden position: Hun har allerede oplevet et gennembrud og står med efterfølgeren til albumdebuten ’Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit’ fra 2015 i en position, hvor hun skal forsvare allerede erobrede stillinger eller ligefrem udvide felttoget til at omfatte mainstreamrockens sirligt kultiverede græsgange.
’Tell Me How You Really Feel’ ligger i naturlig forlængelse af debuten, men er, fraset den hardcore-fræsende ’I’m Not Your Mother, I’m Not Your Bitch’, en anelse mere afrundet i sin guitarlyd. Bevares, guitarerne knaser lystent og sprødt og vejer generelt tungt i lydbilledet, men de er næsten konsekvent i sangenes tjeneste, det vil sige de understøtter – snarere end afviger fra – Barnetts nærmest skødesløst veloplagte melodilinjer. Få, om nogen, sangskrivere kan i disse år – hvor musikscenen generelt står i hiphoppens og den urbane pops tegn – kaste om sig med riffs, der er så indlysende medrivende som Barnett.
I virkeligheden ligger meget af Barnetts styrke i hendes guitarspil frem for i de ellers højt besungne sangtekster, der ofte før i tiden havde karakter af kvikke bemærkninger, men som i denne ombæring er mere indadvendte – frem for udadreagerende eller miljøobserverende. Denne tilgang afspejler sig i Barnetts vokalindsats, der nok gør brug af sin australske twang med stærke slacker-undertoner, men som virker langt mindre selvbevidst jokende i denne ombæring. Hun synger med en mere distant, mindre affekteret diktion, hvor jokesne ikke ruller ud med helt samme selvfølgelighed. Det skæve smil er, med andre ord, stivnet.
Det er som om skoen trykker, som om den stærkt tiltagende opmærksomhed har givet hendes sange en mere mørk, mere indestængt tone, som om håbløsheden (jævnfør titlen på åbningsnummeret; ’Hopelessness’) har gnavet sig ind til marven af disse sanges kuldslåede universer; universer, der peger indad, frem for at pege (fingre) udad.
’Tell Me How You Really Feel’ udfolder sig for mig i tre adskilte tempi. Sang 2-5 er alle veloplagte, melodisk potente knaldperler, inklusive forløbersinglerne ’Need A Little Time’ og ’Nameless, Faceless’ (inklusive Margaret Atwood-citatet »Men are afraid that women will laugh at them / women are afraid that men will kill them«, tilsat backingvokal fra ingen ringere end Kim Deal).
Herefter dykker albummet en kende i form af tre sange (herunder førnævnte ’I’m Not Your Mother, I’m Not Your Bitch’), der i konkurrence med albummets øvrige syv sange opleves som mindre essentielle (uden på nogen måde at falde igennem). Barnett er blevet så skridsikker en sangskriver, at hun sagtens kan slippe af sted med at presse sit b-materiale gennem nåleøjet, næsten uden man bemærker, at kvaliteten daler.
Det er dog albummets to sidste sange – ’Walkin’ On Eggshells’ og ’Sunday Roast’ – der for alvor tager stikkene hjem. Her viser Barnett sig fra sin allerbedste side i et par genuint fremragende sange, der tilmed viser nye facetter af talentet. Ikke så meget fordi Barnett her stikker i nye musikalske retninger – hun lyder så godt som konsekvent som en blanding mellem Neil Young i dennes elektriske hjørne og netop Kim Deals The Breeders – som fordi hun synes at finde ind til en form for accept af sig selv, der slår om i en større rummelighed over for andre (man kan kalde det for modenhed, men det er nok ikke dét ord, en yngre musiker selv ønsker at se sin musik mærket som).
»’I know it’s been a long week/ and now you’re taking your time/ some kindness goes around/ some kind of backfires/ it’s all the same to me«, synger hun og får så alligevel i den sidste linje bekræftet sit slacker-perspektiv – hvilket måske vil berolige hendes fans.
Det kan godt være, Courtney Barnett er presset bagfra – eller måske endda fra siden – af en mindre sværm af kvindelige sangskrivere med mod på mere, men med ’Tell Me How You Really Feel’ synes hun at holde konkurrenterne stangen mindst en albumcyklus’ tid endnu.
Kort sagt:
Meget af Courtney Barnetts styrke ligger i hendes guitarspil snarere end i hendes ellers højt besungne lyrik. Det er mængden af medrivende riffs og knasende sprøde guitarlinjer, der tager stikkene hjem på den australske sangskrivers andet album. De i denne ombæring mindre miljøobserverende og mere indadvendte tekster afspejler sig i Barnetts vokalindsats, der virker langt mindre selvbevidst jokende end tidligere.