Den Sorte Skole kombinerede lydflader fra himlen og psykisk vold i overvældende symbiose
Kan det blive større, bliver man gang på gang nødt til at spørge sig selv, når man lytter, flyder med, frastødes og omsluttes, ja netop, omsluttes, af den slags koncertoplevelser, Den Sorte Skoles Martin Højland og Simon Dokkedal igen og igen synes at sætte nye benchmarks for på dansk jord.
I det Kongelige Teater, på den historiske Gamle Scene, fik dramaturgien igen et nøk op. Et umage par var de, Den Sorte Skole og Det Kongelige Teater. Skolen har siden sine første koncerter været garant for en subtil kulturel modkraft i det danske musiklandskab, og det mere end nogensinde før på deres seneste album ‘Indians and Cowboys’, der prikker til den hvide mands kolonialistiske bedrifter.
Omvendt står teateret som et historisk symbol på aristokratiets magt, bygget og finansieret af konger og aristokratiet, pakket ind i rød velour, guld i uendelige kvadratmetre og religiøs symbolik i overflod. Der er endda indrettet en speciel loge til monarken i teateret. På den måde et umage par.
Men det tog ikke fra oplevelsen. Lyden i salen var kæmpe, bassen kunne føles helt ind til knoglerne, og lyset havde et smukt rum at lege med. På den måde blev det umage par et godt match.
Rammen gav især rum for det komplekst sammensatte totalteater, hvor gennemtænkt dramaturgi af lyd, lys, visuals og dynamik samler sig til et sjæleligt væsen. Et væsen med dybt menneskelige temperamenter, der spejler sig i musikkens strøm: Det voldsomme udbrud af distorted lyd som en vrede eller aggression, det store gregorianske kor og strygersatser som det smukke og det nostalgiske måske.
Til koncerten var der en ebbe og flod af temperamenter, der hægtede sig fast i kroppen.
Det siger noget om roen og nerven, når Den Sorte Skole, foran et pakket nationalteater med over 1000 mennesker, venter små 20 minutter med at smide deres første beat. Indtil da flød en ulidelig velkomponeret opbygning ud over scenekanten – en knugende følelse af stille, smuk evolution i filmiske proportioner. Det var som at opleve Jan Johanssons legendariske ‘Jazz på svenska’ møde noget henad ’The Revenant’-soundtracket, hvor Ryuichi Sakamoto, Alva Noto og Bryce Dessner kombinerer klassisk musik og elektronik, så det er kuldegysende flot og isnende koldt. Her kunne man være blevet uendeligt længe.
Men det smukke kan også blive kedeligt. Det fik det bare aldrig lov til. For ind imellem flader fra himlen dukkede gang på gang distorted kaos og støjregn op, cementeret ved fire livagtige (robot?)børn i 3D på den store skærm på scenen. Farvet i guld – uden race og uden køn – omformede de fire sig til uigenkendelighed, som støjbjergene blev stadig stejlere. Som koncerten fortsatte, blev de til blodrøde klumper af opløst geometri og mindede om øjet i ’Ringenes Herre’, i mangel af bedre reference.
Som et ekstra lag flød også mytologiske dyr med horn og ukendte maskeansigter ind og ud af Skolens samples. Højdepunktet var et haitiansk-klingende drum’n’bass-mashup, der dundrede og faldt gennem gulvet ned i kælderen og slog om sig i sin egen form for voodoo-techno.
Omvendt var de stille momenter af strygere, horn og kor netop det, man havde brug for efter støjen. Smukt bliver kun endnu smukkere, når det foldes ned i gennemtænkt dynamik og står i kontrast til det skærende og til tider næsten umenneskelige støjmekka. Indtrykket var en slags psykisk, visuel og lydlig vold, afløst af svalende oaser af lyd, ikke mindst takket være Obscura Vertigos fantastiske arbejde med lys og visuals. ‘Ghosts & Robots’, som koncerten var navngivet, var bestemt til stede i rummet. Hvordan helt præcis var dog op til os.
Det sluttede ambivalent. En rød sol eller måne hang tungt over salen, ildevarslende smuk – som om hverken Skolen eller verden helt kan beslutte sig for, om der er håb, eller om det er for sent. En passende symbolsk sløjfe i en overvældende koncertoplevelse, der burde minde folk om, hvad koncertformatet kan, når det foldes ud og nytænkes. Her er teatrets (på kedelige dage), men især biografens forudsigelige fortællinger ævl kævl i forhold til de sanser, man fik mættet af Den Sorte Skole i teateret.
Hvad fortæller aftenen os? Jo, at kreativiteten, omhuen og lysten til at teste dem selv og deres kreative skaberkraft konstant skubber Den Sorte Skole mod grænserne for deres egen formåen. Da jeg interviewede Martin Højland op til deres enorme kunststykke af en koncert på Orange Scene i 2017, stod der en betryggende modløshed malet i øjnene på ham. Havde de endegyldigt gabt over for meget? Havde de nu endelig sat sig selv derud, hvor det ikke kunne bære? Modløsheden var betryggende, fordi den netop understreger de tos kamp for musikkens muligheder. For at skabe og forny.
Musik kan bygge bro, dens demokratisk kraft og inspiration viser historien. Det er den kraft, der dukker op, når Skolen lukker os ind i deres hjerner og åbner musik op for os, vi ellers aldrig havde hørt. Det er deres kompromisløshed, når de lokker os med derind for at lære os om menneskets mangfoldige kulturer og temperamenter. Så viser de os, at musikken – ligesom livet – har et grimt og ømt ansigt på samme tid og giver et perspektiv på vores verden og ikke mindst os selv.
Det gør Den Sorte Skole til det vigtigste musikprojekt i Danmark lige nu.
Kort sagt:
Den Sorte Skole leverede et totalteater med en gennemtænkt dramaturgi af lyd, lys, visuals og dynamik. En overvældende koncertoplevelse, der burde minde folk om, hvad koncertformatet kan, når det foldes ud og nytænkes.