Vintage-soulmanden Leon Bridges forfører med stærk albumtoer

’Good Thing’ er den ventede efterfølger til retro-soulmennesket Leon Bridges’ anmelderroste debutalbum, ’Coming Home’ (2015), der høstede stor anerkendelse og affødte ærefrygtige sammenligninger med ikoner som Sam Cooke.

Så stor en sammenligning forpligter, og den unge amerikaner med den gamle lyd skuffer bestemt ikke på sit andet album – trods høje forventninger. ’Good Thing’ har flere lag, mere dybde og større tonalt raffinement end debutudgivelsen, hvilket er et kærkomment udviklingstegn. Og selv om det lykkes at lægge afstand til ’Coming Home’, er der stadig en solid bro mellem før og nu.

På det nye album har Bridges udskiftet sit vintage-klingende r’n’b med en mere blandet genreæstetik, der leder tankerne hen på mastodonter som Marvin Gaye, Otis Redding og ikke mindst Prince, hvilket især skinner igennem på den sveddryppende, labre, funky-fedtede og dansable ’You Don’t Know’.

I modsætning til debuten, som lænede sig tungt op af en 60’er-soullyd, så kan ’Good Thing’ ikke rodfæstes på helt samme facon. Albummet er både retro, inderligt, skrøbeligt, euforisk, samtidigt, universelt, tilbageskuende, friskt, smooth, funky, melodiøst, skrattende og alt midt imellem. Og på en eller anden uforklarlig facon formår den unge Texas-musiker at binde albummet sammen, så det fremstår som en velafbalanceret og harmonisk enhed.

For at illustrere albummets mangfoldige og mangestrengede dna vil en stikprøve være på sin plads. Åbningssekvensen leder fra første tone tankerne hen på et vilkårligt Disney-eventyr, inden Bridges’ sprøde røst træder frem og omslutter samt indfanger en sjælefuld smerte i nummeret ’Bet Ain’t Worth the Hand’. Derefter ændres stemningen markant med ’Bad Bad News’, som er et jazzet og funky r’n’b-nummer, der bygges op omkring en call and response-tematik.

Inden et af albummets højdepunkter – nemlig Askepot-balladen ’Beyond’ – skal man igennem nummeret ’Shy’, der er et koncentrat af rendyrket soul. Og efter et par livlige funk-indspark – blandt andet ’If It Feels Good (Then It Must Be)’ – afsluttes albummet med det, Bridges gør bedst. Nemlig en blanding af soul og jazz, som tør kæle for detaljerne og udtrykke en hjerteskærende følsomhed.

’Good Thing’ et komplekst værk, der aldrig mister pusten eller flyder sammen til en grå masse uden tekstur og alsidighed. Albummet er en genremæssig fornøjelse og en forlystelsestur, der spiller på alle de følelsesmæssige tangenter.

Generelt slipper Bridges godt fra sit nye udtryk trods de små dyk i for eksempel popnumrene ’Lion’ og ’Forgive You’, hvor han for en stund forsvinder ind i samtidens udvandede poplyd, men han redder disse på målstregen med sin troværdighed. Dermed har vintage-musikeren formået at lave en solid albumtoer, der kun kan gøre det sværere for ham, når han skal i gang igen. Forventningerne er i hvert fald ikke dalet endnu.

---

Kort sagt:
Den unge amerikaner med den gamle lyd har udskiftet sit vintage 60’er-soul med en mere blandet æstetik. ’Good Thing’ er en komplekst album, der lyder simpelt, og det forfører og fornøjer de retrospektive musikceller på allerfineste vis.

Læs også: Leon Bridges giver koncert i København – r’n’b-håbet Amber Mark er support