Kometen Leon Bridges leverer hamrende troværdigt bud på 60’er-inspireret soul

Det kan kræve et intimt kendskab til en kunstner eller et værk at afgøre, hvorvidt den eller det er mere optaget af at efterligne end at bruge fortidige pejlemærker til – med nysgerrighed og ydmyghed intakt – at udstikke sin egen kurs. Der er en hårfin balance mellem pastiche og ægte indlevelse formidlet gennem en dyb respekt for traditionen.

Ser man alene på coveret til den 25-årige Leon Bridges’ debutalbum er pasticheelementet dominerende: Det ligner grangiveligt et albumcover fra starten af 60’erne med sangtitler på forsiden og sangeren selv i et par højtaljede vintage jeans.

Dykker man ned i musikken er den næsegruse beundring for især Sam Cooke åbenlys. Cooke tog traditionelle sangformer og gjorde dem universelt relatérbare for et større og mere købekraftigt (hvidt) publikum. Han omformede blandt andet gospel og doo-wop, så det passede ind i start-60ernes gryende poplandskab.

Når Bridges synger sine sange om hjertesmerte og brudte forhold, så lyder han som om smilet og varmen i hans vokal ikke kan lade være med at titte frem gennem forhænget af tårer. Der er en smittende vitalitet og livagtighed over hans stemme, der er med til at fjerne lytterens parader – ikke mindst, pasticheforbeholdet – nærmest per instinkt.

Bridges bruger centrale gospelmetaforer såsom ’flod’, så den rækker ud over det klichefulde. På ’Better Man’ taler han om at ville krydse Mississippi-floden for at nå frem til sin elskede, mens han i den stærkt gospelmættede ’River’ – med spartansk akustisk guitar-backing – både refererer til Jordan-floden (med de dertilhørende bibelske allusioner), men samtidig også personaliserer metaforen og gør den konkret: »Dip me in your smooth water«, »Take me to your river; I wanna go«.

Bridges formår albummet igennem at få vakt musikken til live på en måde, så man begejstres over hans fornemmelse for frasering, ord og arrangement frem for blot at nikke indforstået over hvor meget han tager med sig fra Cooke (og i mindre grad Otis Redding og tidlig Marvin Gaye).

Hans vokal er som et stykke forvasket satin, blød, men grynet. Musikken ånder og lever: Lyt bare til trommerne på ’Brown Skin Girl’, doo-wop-backingen på ’Smooth Sailin’’ og den fremragende ’Lisa Sawyer’ med et stinkende fedt tenorsax-parti, der må få enhver fornægter til at se lyset: Leon Bridges er the real deal. Dyp roligt fødderne i floden!


Kort sagt:
Den unge amerikanske soul og r’n’b-komet leverer et hamrende troværdigt bud på 60’er-inspireret soul med klare gospel- og doo-wop-reminiscenser på et debutalbum, der er præget af inderlighed samt en glæde og nysgerrighed over for musikken, der er lige så smittende som Bridges’ vokal er mættet med varme og boblende af liv.

Læs også: Albumaktuelle Leon Bridges lægger vejen forbi København med sin forførende soul

Leon Bridges. 'Coming Home'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af