Warpaint-sangerinde solodebuterer med nærværet i fokus
I kraft af sit virke som guitarist og vokalist i Warpaint har Theresa Wayman levet en tilværelse som feteret indierockmusiker og turneret over hele verden. Det har dog også været en tilværelse med betragtelige afsavn. Både på kontoen for kærlighedslivet, men yderligere udfordrende, når man, som Wayman, desuden er mor til en 12-årig dreng.
Disse temaer danner rammen for Waymans første udspil i eget navn, hvor man da også tydeligt mærker, at der er kælet for detaljerne og det samlede udtryk.
Med indtagende programmeringer og svalende synth-bølgeskvulp byder ‘Mykki’ fint inden for i Waymans intime rum, ligesom den excellente I’ve Been Fine’, albummets stjernestund, glimrende sætter hovedpersonens længsel efter nærvær i scene: »All the times our bodies pressed together and you were mine / why can’t you be next to me?«
Reminiscenser af Waymans oeuvre som bandmedlem trækker også indover ‘Lovelaws’, så Warpaint-fans kan med sindsro indløse billet og drage med på denne musikalske færd, hvor ovennævnte sange fint lægger sig i slipstrømmen af orkestrets sensuelle indiepop.
Disse numre vidner om, at Wayman på egen hånd afgjort har øre for catchy hooks og melodilinjer, man nynner med på. Men det er desværre kun den ene side af fortællingen, for albummet har også stunder, hvor man som lytter nærmest forsvinder ind i en letargisk tilstand, fordi materialet trækkes i unødigt langdrag.
‘Love Leaks’ driver ud på trivialitetens overdrev, ‘Dram’ valser rundt i et uvedkommende trummerum, og ‘Tutorial’ fremstår så transparent, at nummeret fordamper uden at forplante sig.
Her er det tydeligt, at Wayman har ladet produktionerne definere sangenes udformning med det resultat, at udtrykket bliver alt for ferskt og generisk.
Derfor er det både overraskende og befriende, når hun pludseligt levner plads til det organiske og spontane – som i ‘Safe’, hvor hun varmer stemmen op ved at synge skalaer ved et klaver, og når hun lader en uperfekt akustisk guitar være det instrumentale akkompagnement i den naivistiske ‘Sassafras Interlude’.
Man kunne godt have ønsket sig flere af disse charmerende lo-fi-momenter på et album, hvor man både bliver henført, men også distanceret af det musikalske udtryk.
Det skal være Theresa Wayman velundt at prøve kræfter med solokarrieren, men næste gang må der gerne være en større vekslen mellem produktionens stringente fokus og de spontane indslag. Omend albummets personlige udgangspunkt er sympatisk og man i øjeblikke bliver grebet, løfter ‘Lovelaws’ sig for alvor aldrig helt op til en vedkommende og nærværende oplevelse.
Kort sagt:
Warpaint-sangerinde solodebuterer med et udspil, der placerer sig mellem det nærværende og det distancerende. Waymans øre for catchy hooks og melodilinjer fornægter sig ikke i den sensuelle indiepop, men man savner en større vilje til at divergere fra produktionens stringente fokus.