Deafheaven leverer døsig dreampop forklædt som black metal
Fem år er gået, siden Deafheaven udgav ’Sunbather’ og satte metalgenrens musikalske selvforståelse til diskussion. Den amerikanske gruppes crossover af introvert indie og udadreagerende black metal fik en splittet modtagelse, hvor musikken enten blev hyldet som et visionært skub til metalgenrens konservatisme eller som en billig måde at tanke subkulturel kapital på.
Deafheavens musikalske hybrid var ikke så ny, som receptionen ville gøre den til (black metal-genren er mere progressiv, end dens ry giver udtryk for), men hvor de musikalske innovationer sjældent var nået længere ud end metalmiljøet selv, var Deafheaven de første til for alvor at bryde igennem lydmuren og få opmærksomhed fra andre musikalske lejre. At Deafheaven hørte til i metalgenren blev cementeret med et solidt »ja!«, da gruppen to efter år fulgte op med den fremragende ’New Bermuda’, hvor de bredte deres sorte vinger ud og mellem Slayer-inspireret riffing og blid post-rock fandt en endnu bredere lyd, men samtidig viste, at de er et metalband i egen ret.
»I stedet for at være ingen steder, så er vi alle steder«, fortalte forsanger George Clarke mig senere i et interview, og gruppen er i de mellemliggende år gået fra at være newcomers til at stå i spidsen for en ny generation af bands (der også har repræsentanter herhjemme – hør blot aarhusianske Møl eller københavnske Morild), der har redefineret, hvad black metal også kan være.
Hvor går man så hen, når man har indtaget territoriet, og kontroverserne har lagt sig? Som tilfældet er her, så graver man lige så stille sin egen niche ud. Hvor det på ’New Bermuda’ lød, som om Deafheaven for alvor havde noget at bevise, så er ’Ordinary Corrupt Human Love’ (der har sin titel fra en Graham Greene-roman fra 1951) en stille tilbagetrækning og en meditation over det næste skridt. Det er lyden af en gruppe, som hviler i sig selv, og som tager chancer i det små.
Der er stadig blastbeats, dobbeltpedal og hurtige guitarriff at finde, men Deafheaven går ikke efter struben som så mange andre metalbands. De er ikke så interesserede i metallens sædvanlige tilgang, som de er interesserede i at bruge dens stiltræk og markører til at tegne alternative stemninger frem, og deres forkærlighed for durtonaliteter, septimakkorder og trinvise nedgange i melodiske forløb giver selv deres metalliske forløb et flair af tresserpop, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i den elleve minutter lange ’Honeycomb’, hvor Beatles-referencen omtrent halvvejs inde ligger og lurer lige under Clarkes skrigevokal.
Det gør også, at musikken aldrig bliver rigtigt sammenbidt eller intens, og der er således langt fra den introverte melankoli, som Deafheaven maler frem her, til den iskolde og intensive misantropi, man finder hos deres black metal-forbilleder. Men når genrehybriden lykkes, er det fordi sangskrivningen også gør det.
Det er umiddelbart og effektivt, når bandet vægter fuldfede guitarhooks, som de gør det i ’Glint’, og lader sangen klinge ud til et blæret guitarlick, og det er frydefuldt overraskende, når en helt doven korsektion sætter ind i slutningen af den tolv minutter lange ’Canary Yellow’ og bærer nummeret frem til en uforudsigelig konklusion. Men de lange numre efterlader også albummets kortere indslag i en stram situation, hvor hverken den guitarklimprende og dreampoppede ’Near’ eller den glitrende lysestagegotik i ’Night People’ (en vokalduet mellem George Clarke og folk-turned-metal-musikeren Chelsea Wolfe) antager karakter som egenhændige sange snarere end at få en funktion af at være mellemstykker før næste minisymfoni.
Bandet er stadig bedst, når de spiller på kontrasterne og hiver metallens larger-than-life-filosofi ud i widescreen og laver lange, multisektionelle numre, hvor de hurtige og aggressive sektioner får dynamisk modspil af de drømmende interludes. Men Deafheaven har det også med til tider at forcere deres udtryk, og deres instrumentale stykker er ikke altid interessante nok til at fastholde opmærksomheden, hvilket også gør, at de 61 minutters spilletid til tider føles længere, end godt er.
Deafheaven hiver med succes black metal ud af de norske skove og ud i det californiske solskin, men selv om bandet besidder et udtryk, der spænder helt fra Beach House til Burzum, tenderer de mest mod det første. ’Ordinary Corrupt Human Love’ er dermed ikke så meget et album for metalpublikummet, som det er et album for alle dem, der ikke går så meget op i den slags genrekategoriseringer.
Kort sagt
Deafheaven har for længst overbevist verden om, at de er et metalband i egen ret, og selvom der stadig er blastbeats og hurtige riff på ‘Ordinary Corrupt Human Love’, er albummet et skridt længere ud i et dreampoppet terræn, hvor akkordprogressioner og guitarmelodier vægter det afspændte og stemningsfulde højere end det anspændte og sammenbidte. De kortere numre er forglemmelige i den større sammenhæng, for bandet er fortsat bedst i bredformat, hvor aggressionen afvejes af de atmosfæriske mellemstykker i de lange, multisektionelle kompositioner.