10. The Minds of 99 ‘Solkongen (del 2)’
Anden og afsluttende del af The Minds of 99’s ’Solkongen’-projekt cementerede gruppens særstatus som sin generations måske mest potente dansksprogede rockband. Ikke alle Brandts bonmoter lander lige sikkert, men hans vokale karisma og musikkens manende virkning satte nok en gang markante spor for bandet, der surfede videre på toppen af egen ydeevne – også selv om del 2 ikke indeholdt helt så smittende melodier som del 1.
9. Soho Rezanejad ‘Six Archetypes’
Dystre vinterballader og intens postpunk sniger sig ind i Soho Rezanejads gispende synthpopunivers, men den allerstørste gallionsfigur på musikeren og sangerens værk af et debutalbum er stemmen.
Rezanejad spænder sin vokal til bristepunktet og krænger sin formørkede sjæl ud i luftlag og kælderdybder, der får lytteren til at gispe efter luft.
8. Artigeardit ‘Vildedage’
Der er ingen andre, der gør det, Artigeardit gør – og det alene er ret specielt. For den unge københavnske rapper forener en lyrisk-poetisk evne (der nærmest er lidt Ukendt Kunstner-agtig) med spandevis af attitude.
Artigeardit er med andre ord en pralende poet, og hans debutalbum ‘Vildedage’ er en eftertænksom og poetisk manifestation af vild ungdom i København, der altid har en undertone af melankoli. Det er soundtracket til taxaturen hjem efter en bytur, der blev lige vild nok.
7. Barselona ‘Sommerkys’
Med bandets korte levetid in mente kan man ikke undgå at blive imponeret over, hvor modent og helstøbt et udtryk Barselona allerede kan bryste sig af. På ep’en ‘Sommerkys’ blev det yderligere raffineret med en følsom melankoli, og særligt numrene ‘Fridag’ og ‘Tættere på hende’ placerer Barselona i en topliga af unge danske sangskrivere, hvor iørefaldende melodier og poetiske tekster går op i en højere enhed.
6. Noah Carter ‘2nd Demo’
Der har altid været en sjov diskrepans mellem den heftige hype omkring Noah Carter og musikken, han laver. For Nørrebro-rapperen er ikke specielt poppet eller midtersøgende: Hans musik er stemningsfuld, nuanceret og stedvis nærmest helt drugget og døsig.
‘2nd Demo’ er på den front måske endnu mere kompromisløs end hans første album ‘Couch Dreams’. Her er ingen åbenlyse hitlisteangreb (selv om ‘Search’ er et lækkert sommerjam), men masser af intime øjeblikke sammen med en rapper, der har gjort subtilitet og stemning til sine kendetegn.
5. Schultz & Forever ‘Grand Guignol’
På den (passende) prætentiøst betitlede ’Grand Guignol’ sprang Schultz ud som komponist af maksimalistiske, men sofistikerede popsange med reference til engelske pophåndværkere fra 80’erne: Prefab Sprouts guldrandede popmelodier og The Blue Niles spleenramte croon. Med sange som ’Demon’, ’Satan is Coming’ og ’Backwards’ viste Jonathan Schultz sig lige så kapabel udi de store armbevægelser som i den intime gestus.
4. Molo ‘M.O.L.O.’
Efter to års ventetid kom det: 2018’s magnum opus inden for gaderap leveret af supergruppen Molo. Gilli, Benny Jamz, Branco og Stepz leverede en håndfuld numre med ufiltreret gademusik uden nogle nik til radioen. Minimalistiske, lange sange med iskolde rim. Faktisk er numrene her nærmest endnu mere kompromisløse end singlerne, der kom op til ep’en.
Alle de her fire rappere han sagtens lave pop – Gilli er måske den bedste til det i hele landet. Men her har de skabt en urørlig kondensering af deres hårdeste tendenser. Det kommer til at stå tilbage som det primære eksempel på dansk gaderap, når det er hårdest.
3. Sivas ‘Ultra’
Sivas lavede et kort, skarpladt album længe før Kanye!
Rapperens ‘Ultra’ er en spændende, otte numre lang udgivelse, der stritter i mange retninger. Her er sange som den eminente ‘Sidste timer’, der peger mod en mulig fremtid med Sivas som en slags discorap-elegantier, mens ‘Lang historie kort’ og ‘Mine unge ninos’ tegner Sivas som ældre gaderap-statsmand, der går tur gennem kvarteret med barnevognen, mens han undrer sig over forråelsen hos de yngre. Det er facetter af en eftertænksom rapper, der er ved at blive voksen.
‘Ultra’ er ikke Sivas’ mest sammenhængende udgivelse, men det er et spændende øjebliksbillede af en af tidens vigtigste rappere i udvikling.
2. Peter Sommer ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’
Bare titlen på Peter Sommers femte soloalbum understregede, at sangskriveren fra Skanderborg har nået et sted i karrieren – og i tilværelsen – hvor ambitionen rækker længere og bredere end nogensinde før.
Lyrisk som musikalsk var der et vingefang og en evne til fordybelse over Sommers hidtil bedst forløste kuld sange serveret i en blanding af molstemte ballader, synthpop, elektronisk nysgerrighed og hi-fi-vellyd tilsat guitarbredsider som åbne landeveje.
Det blafrede med nærvær og store følelser fra Sommerlandet, hvor de mest truende skyer var blæst bort: »Jeg springer ud som optimist, det føles som at desertere«, som han på vanligt rammende vis formulerede det.
1. Iceage ‘Beyondless’
Kendetegnende for store bands med langtidsholdbarhed er, at de udvikler sig eksponentielt udgivelse for udgivelse, og Iceage har i karrieren gennemgået en forvandling fra nihilistisk punk til varmblodig rock.
Melodimaterialet har aldrig stået stærkere eller mere imødekommende end på den københavnske kvartets fjerde album, hvor Elias Bender Rønnenfelt smyger sig rastløst og determineret gennem en sonisk symfoni af volumniøse guitarer, iørefaldende stryger- og blæserarrangementer og en duet med Sky Ferreira.
Selv om flere numre nærmest har decideret hitpotentiale, sættes den skælvende vildskab aldrig over styr. ‘Beyondless’ er et foreløbigt klimaks i en kompromisløs karriere, som kontinuerligt har føjet sofistikerede nuancer til det frydefuldt flossede rabalder.