Nick Cave holdt intens højmesse på Roskilde Festival – men kun for de forreste rækker

Der sker noget helt særligt, når Nick Cave indtager scenen. Han spankulerer med stoisk ro ud til scenekanten og indgyder øjeblikkeligt alles uforbeholdne respekt. Han kræver vores dedikation og opmærksomhed med en intensitet, der gør det svært at få øjnene fra ham.

Der er ingen tvivl om, at oplevelsen altid er bedst for dem nær scenen. Dem, som Nick Cave prædiker direkte til. Alle de fortabte sjæle i første pit, som han denne aften frelste én for én. Han sang med så meget indlevelse, at det grænsede til det uhyggelige. Det ene øjeblik som en mild frelser, det næste som en besat kultleder.

På Orange Scene er det problematisk, når frelsen kun når lige ud over scenekanten. Billederne, der flimrede over storskærmen, var stiliserede sort/hvide glimt af oplevelsen, hvilket ikke er nok, når det skal nå hele vejen ned på de billige rækker.

Da Nick Cave og hans Bad Seeds indtog Royal Arena i efteråret, var settet båret af de hjemsøgende smukke sange fra ’Skeleton Tree’ – deres 16. og seneste studiealbum, på hvilket Cave bearbejder sin søns død i et klippestyrt under et LSD-trip.

Inden denne koncert frygtede jeg, at den skrøbelighed, der gennemsyrer ’Skeleton Tree’, og som tenderede det problematiske i Royal Arena, ville falde til jorden i festivalformat. Men denne aften blev smerten snarere råbt end hvisket. På ’Girl in Amber’ var sorgen så tung, at den kunne mærkes i hver en frasering og ses i Caves mørke blik.

Aftenens set tog os heldigvis også længere tilbage i tiden med numre som ’Tupelo’, der for alvor skeler til Caves postpunkede 80’ere. Samspillet mellem Nick Cave og The Bad Seeds var som altid skarpt – særligt kemien mellem hovedpersonen og det virtuose multiinstrumentalist Warren Ellis slog regulære gnister.

På ’Jubilee Street’ viste Cave sig som den fænomenale storyteller, han nu engang er. Nummeret er en fryd i liveformat; intensiteten og tempoet tog mere og mere til, indtil det hele eksploderede i en rockekstase så solid, at den knivskarpe perkussionist Toby Dammit smadrede tamburinen ind i hi-hatten, den trofaste guitaristmaskine George Vjestica skejede helt ud, fabelagtige Warren Ellis fuldkommen mistede besindelsen i ren og skær indlevelse, mens Nick Cave kastede sig rundt på scenen.

Den australske rockfyrste havde alle sine klassiske livetricks i ærmet. Den rørende ’Into My Arms’-fællessang, den udsyrede ’From Her to Eternity’ og den vilde version af ’Stagger Lee’, hvor han famler rundt i forbryderlyrikken efter forgodtbefindende. Det virkede – og det gjorde det, fordi Nick Cave er en formidabel, overbevisende fortolker, og The Bad Seeds er fuldkommen sublime. Men når så stor en del af det halvanden time lange set blev brugt på at trække numrene i langdrag til fordel for en messe, der kun velsignede første pit, tabte han et par troende undervejs.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019

Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser