Roger Waters kom til Royal Arena med store hits og en ædel politisk mission

Roger Waters kom til Royal Arena med store hits og en ædel politisk mission

Krig har præget Roger Waters liv. Hans far døde i kamp for den britiske hær under Anden Verdenskrig, da briterne i 1944 stormede Anzio i Italien for at befri Rom. Waters selv var endnu helt spæd og voksede op uden at have kendt sin far. Faderens død har hjemsøgt stjernen livet igennem og inspireret flere af Pink Floyds sange og album, herunder ’The Wall’ og ’The Final Cut’, som Waters dedikerede til sin far. Krigen – og det den bringer med sig og repræsenterer – var også den definitive åbning til at forstå det opgør, vi var vidne til i Royal Arena, hvor Waters selv gik hovedkulds i krig mod verdens uretfærdighed i al dens kompleksitet: Fra Trump og flygtningekrisen til korruption og ulighed.

Samtidig må det at være Roger Waters føles som at have en af musikhistoriens tungeste rygsække læsset på skuldrene. For hvad gør man, når man har noget helt presserende på hjertet, men også en lille håndfuld 40-50 år gamle og ikoniske album, som 10.000 mennesker er kommet for at høre?

Løsningen blev et kompromis: Waters spillede ét set nærmest udelukkende bestående af Pink Floyd-sange, inklusiv mastodonter som ‘Wish You Were Here’, ‘Comfortably Numb’, ‘Another Brick In the Wall, Pt. 2’, ‘Breathe’, ‘Time’, ‘The Great Gig In the Sky’, og pakkede dem ind i sin kritik gennem koncertens påtrængende, voldsomme og grafiske visuelle side.

Det i sig selv var godt. Lyddesign og visuals var gennemtænkt ned til mindste detalje og viste arenaen frem fra dens bedste side. Jonathan Wilson, David Gilmours moderne substitut, var godt castet, og de to korpiger havde soul for fire – især på ‘The Great Gig In the Sky’, hvor de ’uh’-soloede eminent i et overdådigt højdepunkt. Musikken var ikke til at sætte en finger på, hvis man så bort fra det til tider døsige, luntende trav, en Pink Floyd, eller undskyld, Waters-koncert vil være.

De fans i salen, der havde lyttet opmærksomt til Waters seneste soloalbum, ‘Is This the Life We Really Want’ fra 2017, kan ikke have været overraskede. Waters, som altid har været politisk gennem sin musik, er i dag mere eksplicit end nogensinde før. Albummet kan både høres som en kamp mod det amerikanske ’demokrati’ og Trump, men kan også læses som en generel kritik af verdens tilstand. Alligevel må det være kommet bag på folk, hvor tydelig den gamle Floyd-bassist, -sangskriver og -lyriker er blevet i sin kamp, da billeder af verdens dårligdom igennem det meste af aftenen og i en tung, uendelig strøm kom flydende mod os i alle farver og former.

Spørgsmålet må i sidste ende være, om vi kom klogere hjem og bedre klædt på til at bekæmpe verdens uligheder, som Waters viste med billeder af kamphelikoptere, Palæstina, Israel, bomber, flygtninge, slum og en hel parade af kritiske citater, der gik efter struben på big corporate business.

Svaret er et nej, tror jeg. Det blev mere et orgie, en fontæne af det man nok ved, men intet rigtig gør ved.

Omvendt, hvis kunstens form og mission er andet end underholdning og at få os til at tænke og tale, gav Waters i al fald ammunition nok til samtaler. Trods det rodede og alt for pompøse visuelle setup, så prøvede han i det mindste at skabe en anden slags dialog gennem koncertformen. Et sprog, der tog fokus fra musikken i stor stil, men ikke desto mindre skubbede til koncertformatets typiske ramme, hvor musikere spiller, folk klapper og så skål. Velmenende kom han til at diktere oplevelsen for meget. Kultur lever også i kraft af menneskets egen fantasi, og måske endda noget stærkere. Det var der ikke meget plads til.

Da en kæmpe oppustelig gris kom flyvende hen over publikum med påskriften »forbliv menneskelig«, ramte det mig dog alligevel, at her lå måske Waters egentlige mission: At sætte vores kulturs reflekser i skak, når vi åndsfraværende æder det symbolske orgie og griber efter telefonerne som vi plejer for at forevige den ulighed og gru, vi snart efter lykkeligt har glemt. Var det en opdragelse, han havde gang i? I den bidske sang ‘Picture That’ fra han seneste album synger han jo: »Follow me filming myself at the show / on a phone from a seat in the very front row«.

Trods den rodede symbolik må man rose en 74-årige musiker for sin omhu, ildhu og mission: At forsøge at ruske op i os. Man kan så håbe, at mere progressive og yngre kræfter tager missionen op og udvikler og perfektionere formen til en mere handlingsorienteret modkultur, der skaber handlekraft og ikke bare minder os om alt det lort, vi allerede ved.


Kort sagt:
Med et skarpt band og de bedste sange fra kataloget spillede Roger Waters Pink Floyds største sange pakket ind i sit kritiske syn på verdens tilstand. Hvor den politiske mission var ædel, flot og tiltrængt, var formen mindre progressiv og tog fokus fra sangene på scene.

Roger Waters. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af