Nephew svælger i gimmicks og klichéer på ‘Ring—i—Ring’
Det første, man hører på Nephews nye album, er et kor, der synger det, der kaldes ‘the millenial whoop’ – en af de klichéer, der har været altgennemtrængende i dette årtis popmusik. Det er nok den mest cheesy måde at forsøge at etablere grandiositet på, hvilket ikke hjælpes af de synthesizers nedenunder, der lyder som noget ud af et gammelt Nintendo-spil.
Dette hører vi på åbningsnummeret ‘Amsterdam’, der oprindeligt udkom tilbage i januar som en del af ep’en ‘Vinter—i—Ring’. Så mange problemer, som det nummer nu engang har, er det et af de lysere øjeblikke på ‘Ring—i—Ring’. Melodien er fængende, og lyrikken er en både legesyg og tænksom refleksion over, hvor stor verden i grunden er.
Med andre ord: Hvis du ikke kan lide ‘Amsterdam’, kan du lige så godt vende om, for det bliver ikke meget bedre derfra.
Og mere vigtigt: Hvis du ikke har kunnet lide de fire ep’er, Nephew har sluppet i løbet af året, er der ingen grund til at høre dette album, for ni af albummets ti sange har allerede været udgivet på ep’erne. Den sidste er et samarbejde med Nik & Jay på ‘Rejsekammerater’.
Ergo er det nye, albumudgivelsen giver os, mestendels en rækkefølge, men med denne sekvensering står nogle af tematikkerne på albummet en kende klarere. Nephew skildrer en livscyklus (en ring, om man vil), der gennemsyrer hele den menneskelige væren – både for individerne og for den planet, vi bor på.
Noget, rækkefølgen dog ikke formår, er at få sangene til at lyde bedre. Bandet lyder næsten konsekvent livløst, og især trommerne er flade – lige med undtagelse af på ‘Grundvold’, hvor de i stedet bliver alt for frembrusende.
Hvad værre er, at stort set hver eneste sang byder på mindst én fremtrædende idé, der slet ikke fungerer. Hvad end det er at sample ‘We Didn’t Start the Fire’ på ‘Grundvold’, at bruge Daft Punk’ske vokaleffekter på ‘At dø er at rejse’ eller at få Nik & Jay til at dukke op på ‘Rejsekammerater’ med hvert sit indholdsløse gæstevers.
Simon Kvamm viser sig stadig glimtvis som den fascinerende lyriker, der i sin tid gjorde Nephew til en institution i dansk rockmusik. Alt for ofte lyder han dog i stedet som en parodi på sig selv – især stikker ‘Grundvold’ ud med latterlige ordspil som »morild, livsfar’« og »usikker, solsikker bombesikker«.
At høre Kvamm synge sine egne tekster er dog altid at foretrække over når han citerer Brorson på ‘Tropper’, eller når gruppen præsterer noget så pinligt som et cover af Kaj Munks ‘Den blå anemone’ – det skærer næsten i ørerne at høre den slags lyrik over Nephews electropop, der efterhånden lyder mere af Imagine Dragons, end den lyder af Kliché og Depeche Mode.
Når sangskrivningen ikke er pinlig, er den desværre oftest forglemmelig. Det er svært at forestille sig, at ‘Sig månen langsomt hæver’, ‘Frankenstein (i Ring part 1)’ eller ‘DMII’ bliver en del af den etablerede Nephew-kanon på samme måde som ‘Movie Klip’ eller ‘Va Fangool!’.
Hvis jeg lige skal afslutte med en positiv kommentar her på falderebet, så er Marie Højlund virkelig velintegreret som Nephews sjette medlem, i hvert fald i forhold til hendes vokalbidrag – de stykker, hun tager sig af at synge, ville næppe fungere nær så godt med et af de andre medlemmer bag mikrofonen. Forhåbentlig får vi hende også en dag at høre på et bedre Nephew-album end dette.
Kort sagt:
Nephew har spækket ‘Ring—i—Ring’ til med slidte klicheer og fjollede gimmicks, og der er meget lidt tilbage af det punch og den engagerende sangskrivning, der oprindeligt gjorde ‘USADSB’ og ‘Interkom Kom Ind’ til folkeeje.