Yves Tumors voldsomme eksperimenter tager dig på en emotionel rutsjebanetur
Intronummeret til Yves Tumors nye album er intet mindre end genialt. På den ene side varsler de bragende, dissonerende, fusionsjazzede blæserfraseringer på ‘Faith in Nothing Except in Salvation’ om, at dette ikke er et album, der på nogen måde sigter efter folkelighed. På den anden side lyder nummeret ikke som noget andet på hele albummet – og på den måde indleder sangen en rejse igennem et væld af lydflader, som på papiret ikke minder særlig meget om hinanden.
Og alligevel – til trods for, at Tumor ikke sigter efter det bredt appellerende, bruger han markant flere elementer fra popmusikken, end han tidligere har gjort.
Den amerikanske musikers tre tidligere album har generelt været flotte, men de var også en kende fremmedgørende – eksperimenterende lydkollager, som bød på mange spændende ideer, men hvor man godt kunne savne en mere ekspressiv auteur, der kunne gøre musikken mere øjeblikkeligt gribende.
De oftest elektronisk orienterede eksperimenter har endelig fået den sjæl på ‘Safe in the Hands of Love’. For ligesom for eksempel The Avalanches og Animal Collective før ham, har Tumor formået at få poppede hooks og eksperimentelle teksturer til at gå hånd i hånd på en måde, der giver begge sider af musikken mere personlighed.
Nogle af albummets stærkeste sange er dem, hvor en eklektisk, psykedelisk vokal befinder sig i centrum. På ‘Noid’ og ‘Lifetime’ synger Tumor hjertet ud, mens et kludetæppe af instrumenter skaber et kaotisk miljø, som gør numrene ubekvemme og omklamrende på den bedst tænkelige måde.
På James K-duetten ‘Licking An Orchid’ bliver det helt intimt for en stund, inden det ender som et sonisk frontalangreb af en støjkakofoni, mens det følsomme groove tragikomisk fortsætter i baggrunden. ‘Recognizing the Enemy’ er et andet nummer, der starter med at forføre med nogle mere stille øjeblikke, men her kulminerer det i en højtragende industriel eksplosion af Nine Inch Nails- eller Death Grips-lignende dimensioner.
Der er dog en del numre foruden introen, der er langt fra nær så tilgivende over for lytteren. ‘Economy of Freedom’ er en grum, neurotisk komposition, der veksler mellem nervøse ambient-trækninger og destruktiv bas. ‘Hope In Suffering’ er en dramatisk deklaration af død og ødelæggelse, der starter faretruende og kun bliver blodigere, som tracket skrider frem.
Sangene er meget forskellige i deres natur, men de har alle det til fælles, at de er fulde af grusomme overraskelser og i fællesskab bygger op til et gradvist mere kompakt lydbillede. Dette kulminerer i et angstskrig af et afslutningsnummer ved navn ‘Let the Lioness in You Flow Freely’.
Det er over fem minutters intens, hårdtpumpende sonisk hypnose – der er så mange lyde på én gang, der overfalder såvel hinanden som lytterens øren. Dette kaotiske virvar af angst er den perfekte måde at afslutte albummet på.
Men så kommer albummets ti sidste sekunder, hvor Tumor troller sine lyttere med et sample af Jan Haflins cheesy soundtracksang ‘Angelfire’ fra den obskure 80’er-gyser ‘Demon Queen’. Hun bliver cuttet brat af midt i en linje, og så er albummet slut.
Det er en lidt mærkværdig slutning, og den er desværre ret uforløsende, når det føles som om, at hele albummet har bygget op til dette øjeblik. Men rejsen i sig selv har uden tvivl været det hele værd.
Kort sagt:
Yves Tumors ‘Safe in the Hands of Love’ er den slags album, der kan tage pusten fra dig. Den er en ekstrem rutsjebanetur i eksperimenterende ideer, som konstant finder nye måder at overraske – og samtidig har albummet en emotionel kerne, som kun få af tidens eksperimenterende udgivelser kan matche.