1. Mø ‘Forever Neverland’
Fire år er der gået, siden Mø i 2014 debuterede med albummet ‘No Mythologies to Follow’. Siden er en række internationale hits og prominente samarbejder fulgt i kølvandet, og tiden er nu omsider kommet til en efterfølger. ‘Forever Neverland’ er navnet på den længeventede plade, hvorfra vi allerede har fået sange som ‘Sun In Our Eyes’, ‘Imaginary Friend’ og senest ‘Blur’ – kunstnere som Charli XCX og Empress Of gæster.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Hør via Spotify HER eller Apple Music HER.
2. Empress Of ‘Us’
Netop Empress Of (som altså gæster Mø-albummet, hvis du ikke husker så godt) sender også sit andet album på gaden i dag. I 2015 udgav hun debuten ‘Me’, og nu står den amerikanske sangerinde klar med efterfølgeren, der har fået den symbolske titel ‘Us’. Tematikken har dermed skiftet kulør for Lorely Rodriguez, som øjensynligt er mere os end mig på sin anden plade, der blandt andet har Dev Hynes (Blood Orange) med som producer. Om albummet har Rodriguez selv udtalt: »Jeg vil have det til at være ligesom et spejl, hvor (lytterne, red.) kan se en lille smule af dem selv i hver sang«.
Hør via Spotify HER eller Apple Music HER.
3. Future & Juice WRLD ‘Presents… WRLD On Drugs’
De annoncerede det for et par dage siden, og nu er det her altså: Fællesalbummet fra veteranen Future og nykommeren Juice WRLD, der består af hele 16 numre. Gæstelisten er selvsagt pakket og byder på folk som Nicki Minaj, Lil Wayne og Young Thug.
Hør via Spotify HER eller Apple Music HER.
4. Neneh Cherry ‘Broken Politics’
Den svenske veteran Neneh Cherry er atter aktuel med sit femte album ‘Broken Politics’. Det er Neneh Cherrys andet album i dette årtusinde, siden hun for fire år siden brød sin 16 år lange solosabbat med albummet ‘Blank Project’. Som titlen eksplicit afslører, så retter Cherry på sit nye album fokus mod det politiske; førstesinglen ‘Kong’ handler eksempelvis om Europas flygtningekrise. Den engelske producer Four Tet har – ligesom det var tilfældet på comebackpladen for fire år siden – siddet bag knapperne i studiet.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Hør via Spotify HER eller Apple Music HER.
5. Cloud Nothings ‘Last Building Burning’
Det er kun et enkelt år siden, at Cloud Nothings udgav ‘Life Without Sound’, men det afholder altså ikke Cleveland-kvartetten fra atter at smide en pose blandet rock på bordet. Frontfigur Dylan Baldi forklarer det egentlig meget simpelt: »Jeg har skrevet det her (album, red.), fordi jeg ikke følte, at der er så mange andre rockbands, der gør som os lige nu. En masse andre bands lyder fantastiske, men mangler noget heaviness, som jeg godt kan lide«. Ærlig snak.
Hør via Spotify HER eller Apple Music HER.
6. Greta Van Fleet ‘Anthem of the Peaceful Army’
Det er med en solid portion hype i ryggen, at Kiszka-brødrene Josh, Jake og Sam og trommeslager Danny Wagner nu kan slippe deres debutalbum, som har fået den noget sukkersøde titel ‘Anthem of the Peaceful Army’. Men har man set interviews med Greta Van Fleet-drengene, vil man også vide, at de faktisk snildt kunne være bannerførere i en fredsfyldt lille guitarhær. Forud for albummet er singlerne ‘When the Curtain Falls’, ‘Watching Over’, ‘Lover, Leaver’ og ‘Anthem’ sendt afsted.
Læs vores anmeldelse af albummet HER.
Hør via Spotify HER eller Apple Music HER.
Det er en pakket uge – hvis du vil være helt opdateret, skal du også høre:
Lil Yachty ‘Nuthin’ 2 Prove’
Khalid ‘Sun City’
Major Lazer ‘Essentials’
How to Dress Well ‘The Anteroom’
Kasper Bjørke Quartet ‘The Fifty Eleven Project’