Neneh Cherry sørger for iskold triphop-melankoli på ‘Broken Politics’
Neneh Cherry har haft en rimelig varieret musikkariere. Som ung lavede hun postpunk med bandet Rip Rig + Panic, hun fik sit kommercielle gennembrud med dansabel poprap på solodebuten ‘Raw Like Sushi’, og på et fremragende fællesalbum med The Thing i 2012 bevægede hun sig endda over i avantgardejazz (hendes stedfar var trods alt freejazzpioneren Don Cherry).
Det, der dog har defineret størstedelen af Cherrys output, har været en sprød, intim mellemting mellem triphop og alternativ r’n’b. Og det er lige det, vi får på ‘Broken Politics’, hendes femte soloalbum, der ligesom sin forgænger ‘Blank Project’ er produceret af det elektroniske mastermind Four Tet.
På mange punkter fortsætter ‘Broken Politics’ sonisk blot hvor ‘Blank Project’ slap, men stort set alle aspekter er blevet forbedret. Cherry lyder nu meget mere komfortabel over Four Tets instrumentation, der kun er blevet mere kohærent siden sidst; det er køligt, ofte lettere minimalistisk, men altid produceret med en præcision, der er svær at matche.
Melodierne er også blevet markant stærkere end før. Førstesinglen ‘Kong’, der er produceret i samarbejde med Massive Attack-medlemmet 3D, vakte øjeblikkeligt opmærksomhed, da den knivskarpe triphop-sang er så velskrevet, at den er til at få gåsehud af.
Der er ikke mange sange på ‘Broken Politics’, der når helt derop, men der er skam en del glimrende melodier. ‘Synchronised Devotion’, ‘Shot Gun Shack’ og ‘Black Monday’ er flotte kompositioner, der også vækker meget af den samme kolde melankoli som på ‘Kong’.
Det bedste nummer ud over førstesinglen er dog utvivlsomt ‘Natural Skin Deep’. Hvis man lige kan komme sig over de sporadiske airhorn-lyde, er det et fyldigt, hektisk track, hvor tempoet blot sørger for at øge den emotionelle intensitet. Det er et af de mindst minimalistiske numre på albummet, og det ville være rart, hvis der havde været flere numre af dens slags – overvægten af langsommere, minimalistisk arrangerede sange, ender nemlig med at gøre lytteoplevelsen en kende ensformig.
Et andet nummer, der bringer lidt tiltrængt variation, er den fløjtebefængte ‘Slow Release’, der lyder lidt hen af den folktronica-lyd, Four Tet senest udforskede på ‘New Energy’. Det giver en næsten euforiserende varme, der fungerer som fin afveksling fra albummets overordnede lyd. Den ensartede retning bliver nemlig lidt af et problem på de tracks, hvor melodien ikke er så stærk igen. Det gør, at ‘Deep Vein Thrombosis’ og ‘Faster Than The Truth’ såvel som de to små interludier ikke bidrager særlig meget til albummets overordnede udtryk.
Som titlen ‘Broken Politics’ antyder, har Cherry sigtet efter at kreere et politisk album. Det er ikke svært at acceptere, at melankolien delvist er blevet produceret af vor tids verdenspolitiske situation, men Cherrys lyrik er generelt meget vag, og den svælger i så meget billedsprog, at jeg ikke ville bebrejde nogen for ikke at lægge mærke til det politiske indhold.
Men heldigvis fungerer lyrikken også, hvis man ikke skulle vide, at der var politisk indhold på albummet. Hun er på ‘Broken Politics’ konsekvent effektiv til både lyrisk og sonisk at etablere blid melankoli på en måde, hvor det føles både reelt og levende.
Kort sagt:
Der er godt med effektiv melankolsk triphop på Neneh Cherrys ‘Broken Politics’. Selv om lyden godt kunne trænge til lidt mere variation, er der mange stærke melodier, og hertil har Four Tet sørget for flot, iskold produktion, der fungerer ganske passende til Cherrys vemodige sangskrivning.