Cloud Nothings’ poppunk løber hurtigt tør for ideer
Selv om de kalder udgivelsen for deres ‘new age-album’, er det nu i vid udstrækning business as usual for Cloud Nothings. Ankermand Dylan Baldi har atter drysset den liflige aroma af 90’er-nostalgi over Ohio-gruppens nye album, hvor pulserende basgange, veldoserede stænk af tørre og forvrængende guitarer samt energiske trommer udgør virkemidlerne.
Bandets adelsmærke har altid været Baldis tæft for at fusionere punkens energi med poppens hooks. Et kvalitetsstempel, som har borget for et vist niveau, omend denne tur rundt i albummanegen snarere er udtryk for Cloud Nothings høje bundniveau frem for en forædlende videreudvikling af gruppens styrker.
Sagt på en anden måde: Albummet er spaltet mellem på den ene side solide skæringer, båret af Baldi og co.’s sikre greb om udtrykket og et vist ambitionsniveau, og en række generiske readymades på den anden side, som ikke efterlader sig nævneværdigt indtryk.
De rammer plet med den catchy ‘Internal World’, hvis »I’m not the one who’s always right«-omkvæd hamrer sig ind i hjernebarken. Ligeledes velfungerende er ‘Up to the Surface’, hvor pianostrofer føjer lyse lag til det skramlede rockformat, og ‘Sight Unseen’, som skærer det perfekte snit mellem udknaldet ekspression og dynamisk afveksling.
Som ærgerlig kontrast hertil trækkes helhedsindtrykket ned, når kvartetten sætter automatpiloten på i den collegeradio-friske, men forglemmelige ‘Modern Act’, ligesom den forcerede desperation i ‘Strange Year’ og ‘Realize My Fate’, samt den frenetiske energi i ‘Darkened Rings’ efterlader én mere forpustet end revet med.
Omend bundniveauet er højt og albummet fyldt med energiske indfald, maskerer det ikke, at Cloud Nothings hurtigt løber tør for ideer, der kunne have forgrenet sig i væsentligt flere mindeværdige melodier. Dylan Baldi påbegyndte sin musikalske løbebane med den simple målsætning at skrive en sang, der var bedre end den forrige. Fire fuldlængder inde i Cloud Nothings-diskografien bør han minde sig selv om denne målsætning, for i denne ombæring holder kadencen ikke helt trit med fordums bedrifter.
Kort sagt:
Ohio-gruppen har tidligere draget stor fordel af frontmand Dylan Baldis tæft for at fusionere punkens energi med poppens hooks. Selv om bundniveauet er højt og rummer medrivende indfald, løber Cloud Nothings desværre også hurtigt tør for friske ideer, der kunne have forgrenet sig i flere mindeværdige melodier.