Julia Holters mastodontalbum er vanvittigt ambitiøst – og en smule udmattende
’Aviary’ er er en højt belagt dobbeltdækker af et album, hvis 15 sange sjældent bliver på den korte side af de fem minutter. Der er meget at indtage, men har man viljestyrke og stærke ører, vil man opdage et digert, ambitiøst værk komme én i møde. Laurie Anderson, Kate Bush anno anden halvdel af ’Hounds of Love’, György Ligeti, det fjerne Asien, tidlig Brian Eno, sen Talk Talk. Referencerne er så mange, at det bliver næsten absurd at inddæmme hele det svimlende spektrum af inspirationskilder.
Især albummets første halvdel er modhagefyldt lytning. Åbningsnummeret lyder som en Björk-sang fanget i stormvejr og livstruende turbulens. Skingert filende violiner gisper efter vejret oven på freejazzet percussion, mens der er en opstigende fornemmelse, som blev Julia Holter suget ud i verdensrummet i løbet af sangen.
Det et regulært statement af et åbningsnummer: Det her album er et forsøg på at indramme tidens kaos, har Julia Holter tilkendegivet i sit forskræp til udgivelsen. Man får flere steder indtrykket af et brandsalg: Som om Los Angeles-multikunstneren har tømt alle skufferne og kastet alle ingredienser og inspirationskilder ind i forsøget på at reflektere over en tid, der kværner og larmer så voldsomt som vores.
’Chaitius’ består hovedsageligt af messingblæsere og strygere og lyder som et stykke moderne kammermusik med sin glasskarpe kølighed og spooky korharmoniseringer. ’Everyday Is an Emergency’ skiller for alvor fårene fra bukkene: Her er omtrent fire minutters næsten ulyttelig sækkepibe-drone, inden Julia Holter hælder lidt blid honning op til sine hårdt prøvede lyttere. Albummet ’Have You In My Wilderness’ fra 2015 var en let anretning (glimrende) popsange sammenlignet med denne piggede tour de force.
Anden halvdel af albummet er visse steder mildere ved ørerne. På ’Colligere’ virker Holter inspireret af den skønhedssøgende hellige minimalisme, som den bliver praktiseret af eksempelvis Arvo Pärt. Albummets centrale nummer hedder ’I Shall Love 2’ – som et påbud og en påmindelse til sig selv. Sangen lægger ud som en intim enestund oppebåret af en såre enkel skønhed og et besnærende enkelt, orientalsk klingende keyboardrefræn. Maksimal fred og velvære.
Nummeret udvikler sig dog til et regulært stykke maksimalisme, hvor Holter ønsker at gøre sit budskab universelt ved at dubbe sin vokal, så en hel hær af Julia Holters synger med. Der bliver skabt et spektakel, som virker designet til at nå himmelrummets bagvæg. Nummeret får en reprise, nu som ’I Shall Love 1’, og bliver på denne måde et optimistisk, hjerteformet ledemotiv i denne ellers flere steder hermetiske pakke highbrow højkultur.
Nu og da gisper man lidt efter vejret. Og som anmelder føler jeg, at jeg stadig kun har stukket tæerne i vandet. Ørerne er trætte, sanserne overmættede, når ’Aviary’ efter 90 minutter endelig rinder ud, men man sidder også tilbage fuld af beundring for Julia Holters babelstårnhøje ambitions- og abstraktionsniveau.
Kort sagt:
Med en (ære)frygtindgydende længde på 90 minutter er ’Aviary’ en prøvelse at sidde igennem på én gang. Men for dem med åbne ører og stamina er Julia Holters modernistisk inspirerede mastodontalbum et værk rigt på ambition og (for mainstreammusikken) foruroligende og fremmedartede klange.