Kurt Vile forveksler kvalitet med kvantitet

3 6
Kurt Vile forveksler kvalitet med kvantitet
Kurt Vile.

Kurt Vile er kongen af navlefnuller-rock. Så simpelt er det – manden må kunne falde i staver over en simpel guitarfigur i dagevis uden at kede sig, også selv om vi sikkert kun ser en flig af hans udgydelser i form af et album i ny og næ.

Den flig er dog på det seneste blevet større og større – fraregnet sidste års relativt kompakte teamup med Courtney Barnett på ‘Lotta Sea Lice’ er Viles seneste album alenlange, og ‘Bottle It In’ lægger sig pænt i forlængelse af den tendens med næsten 80 minutters spilletid. Spørgsmålet er også, om han efterhånden bør stramme filteret lidt til, for ‘Bottle It In’ er næsten for meget af det gode.

Hvis vi starter med roserne, så udstiller første tredjedel af albummet popsmeden Vile i flot flor. Sangene føles her mere hooky, veldrejede, fuldendte og i stand til at stå på egne ben, om det er den charmerende slackerhymne af en åbner, ‘Loading Zones’, den abrupte ‘Yeah Bones’, der med sit friske tempo ville kunne få selv din halvdøde moster Oda til at vippe med fødderne, eller den bakkesnagvendt-glade, næsten ti minutter lange single ‘Bassackwards’. Faktisk går det rigtigt godt helt frem til og med albummets enlige covernummer ‘Rollin’ with the Flow’, hvis største synd egentlig er, at den nærmest er alt for tro mod country-originalen af Charlie Rich.

Derefter bliver der kogt alt for tynd suppe på både ‘Check Baby’ og titelnummeret, som henholdsvis forsøger at få et hæderligt narrativ ud af lydprøvereplikker (!?) og at vride en sang ud af snublende trommeloops og spinkle bidrag fra harpenisten Mary Lattimore, der kun lige akkurat antyder konturerne af de få akkorder, nummeret består af.

Vile kommer lidt efter det med de vellykkede ‘Mutinies’ og ‘Come Again’, som er de af albummets numre, der tydeligst ekkoer hans forrige langspiller ‘B’lieve I’m Goin Down’ og de americana-tendenser, han luftede der – men med et par anæmiske ligegyldigheder som ‘Cold Was the Wind’ og ‘Skinny Mini’ som efterfølgere, går han og dermed også albummet atter næsten i stå, efterhånden som det lakker mod enden.

Der gemmer sig faktisk et rigtigt fint album inden under alt flæsket, men samlet set er der måske 30-35 minutter af ‘Bottle It In’, som måske, apropos titlen, er så undværlige, at de snildt kunne være blevet i flasken.

For Viles talent er nærmest selve definitionen af elegance, nemlig at få rigtigt meget ud af meget lidt: Han har ikke fantastisk meget på hjerte i sine hverdagsfilosoferende tekster, og hans nærmest meditative melodier er så enkle, at det næsten gør ondt, men alligevel får han lortet til at flyve. På ‘Bottle It In’ forveksler han dog undertiden kvalitet med kvantitet, og når det går værst for sig, er det som at overvære førnævnte moster Oda slide hul i gulvet med sin gyngestol.


Kort sagt:
Kurt Viles ellers elegante, meditative navlefnuller-rock lykkes kun delvist på ‘Bottle It In’, der med sine 80 minutter undertiden forveksler kvalitet og kvantitet. På en håndfuld sange stråler popsmeden Vile i fuldt flor, og et par fine afstikkere peger mod de americana-tendenser, han udstillede på sit seneste album, men han falder indimellem også i staver over alenlange numre med alt for lidt indhold til at interessere lytteren.

Kurt Vile. 'Bottle It In'. Album. Matador/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af