Kurt Vile øsede ud af sin uperfekte Kurthed i Store Vega
Det var helt sikkert ment som en joke, da Kurt Vile i 2008 udgav sit debutalbum med titlen ’Constant Hitmaker’. Men efter denne aften i Store Vega, slår det alligevel én, hvor mange hits den amerikanske sangskriver rent faktisk har lavet. En del af dem endda med den der magiske kvalitet, der får dem til at virke velkendte, selv om det er første gang, man hører dem.
Det gælder også en håndfuld af sangene på Viles nye og syvende album ’Bottle It In’. Et album, hvor Vile for så vidt fortsætter i den døsige rockrille med sin varme, disede guitar over skulderen, men om noget søger længere ind i sig selv og finder guld i de kreative randzoner. Stemninger males med ekspansive panoramiske penselstrøg, mens der værnes om repetitionen og dens meditative kvaliteter. Med andre ord: Man fortaber sig nemt. Og det er vist også pointen.
På et album kan den slags egocentriske navleuniverser være ret lækre og vellykkede, på en scene er det en anden sag med indadvendtheden. Så hvad bør man egentlig forvente af den notoriske slacker, Kurt Vile, der er kendt for at gemme sig i garnet, når han står på scenen? Mja, at give os den ægte vare, måske.
Og det fik vi. I al sin behårede dudeness iført t-shirt og røde kondisko stod han ligesom bare der og vibede med The Violators gennem den formidable nyklassiker ’Loading Zones’ og hittet ’Jesus Fever’, hvor det ørehængende mantra »I’m already gone« lagde en ikke alt for ambitiøs stemning for dagen. Det stod samtidig klart fra start, at manden efter mere end et helt årti i showbusiness stadigvæk er mærket af en vokal timing på niveau med en seriøst blæst Lou Reed.
Mellem numrene udbrød han mest nogle klovnede lyde, lidt »Yay« og »Hey« og så et »Go« for at sætte kvartetten i gang på sange som ’Bassackwards’ og ’Goldtone’. The Violators var så klart et backing band – til den stenede side. Koreografisk havde de mere til fælles med en statue af Christin IV end Shakira. Til gengæld var frontmanden i hopla, hvilket især kom til udtryk gennem hans guitarsoli, hvor han dansede over sine effektpedaler og gik til ståltråden med ildhu, mens publikum blev svøbt i wah og fuzz.
Det skabte nogle sekvenser af ekstrem nærvær og energi på ’Wakin on a Pretty Day’, ’Check Baby’ og ’KV Crimes’, men satte også tingene i relief. Det var klart de støjende guitarsekvenser, der løftede koncerten på Vesterbro. De udkoksede slowburners føltes fade og manglede den episke sound og melodiske skarphed, der gør dem dragende på plade.
Kunne man have ønsket, at han havde gjort sig en lille smule mere umage til finalen med ’Pretty Pimpin’ og Springsteen-coveret ’Downbound Train’? Teknisk set, ja. Men han ville i så fald miste hele sin Kurthed lige dér. Kurt Vile er det uperfekte i sin essens, det må man bare sige.
Og denne tirsdag aften stod han foran et pakket Store Vega som et levende symbol på netop det. På alt det, man kan blive til ved at springe over gærdets laveste punkt og dermed stikke tidens neoliberale påbud skråt op. På den led var koncerten både en forfriskende og fuldbyrdet jagt på det ufuldkomne.
Kort sagt:
Den notoriske slacker var i hopla til sin koncert i Store Vega, hvor han med sit band The Violators pendulerede mellem skarpe indiehits fra bagkataloget og lange, udkoksede slowburners. Når han greb guitaren var han fyr og flamme midt i et magisk bål af wah og fuzz, når han bare sang var det mest af alt mærket af hans umiskendelige Kurthed. Det var uperfekt, men fuldkomment til trods.