Årene er fløjet. Men hun ligner sig selv.
Hendes spinkle timeglasfigur, lange sorte hår og store mandelformede øjne opfylder stadig kravene for en Disney-prinsesse. Hun skifter fortsat mellem dansk og engelsk, og stemmen har den samme mørke klang. Energien er ligeså mystisk og selvsikker, som jeg husker.
Kwamie Liv sidder overfor mig på stamstedet Simpleraw på Gråbrødretorv og gnasker sig igennem grøntsagerne i en vegansk poke bowl. Den dansk/zambiske sangerinde, musiker og globetrotter er hjemme i København efter en tur til Nordnorge. Senere på ugen skal hun til Paris og promovere sit længeventede debutalbum ’Lovers That Come and Go’ (ude 9. nov), og ugen efter kalder London.
Det er tre år siden, vi mødtes første gang, da verden lige havde lært navnet ’Kwamie Liv’ at kende. Dengang slubrede vi kaffe i Elmegade, mens vi sludrede om nomadeopvæksten i Sydafrika, Kenya, Sverige, Irland, Zambia og Tyrkiet, hendes arbejde i en flygtningelejr i Bangladesh, kærligheden til musikken og frem for alt den store nationale og internationale hype, som fulgte med debut-ep’en ’Lost In the Girl’ fra 2014, og som i årene efter utålmodigt varslede debutalbummet og det store gennembrud. Et debutalbum, som aldrig kom – før nu.
»Og så trak jeg mig lige«, begynder hun.
»Det er det med forventninger, som ikke er ens egne. De er virkelig ikke mit problem. For mig var de forventninger bare et tegn på, at der var nogle øjne på det, vi lavede, og at folk lyttede til musikken, og det gjorde mig glad. Men jeg mærkede det ikke som et pres i forhold til, at jeg skulle gøre noget bestemt. I sidste ende er det jo mig, der skal leve med, at jeg har udgivet noget, som jeg føler er utroværdigt, og som jeg ikke er glad for at skulle synge igen og igen. Det kan jeg ikke. Det er ikke derfor, jeg laver musik. Mit forhold til musik er meget…«. Hun holder en lille tænkepause.
»Like it comes, you know. Jeg tænker ikke så meget over det. Det handler virkelig bare om tid. Selvfølgelig er der sket forskellige ting i den tid, men jeg ved ikke, om det er derfor, pladen blev færdig nu og ikke for et år siden eller om to år. Lige pludselig sidder man med tolv sange, og så føles det bare færdigt. No lover, no not lover, no job is gonna change the fact, that the river is gonna float at the speed it floats at«.
Der er ikke sket noget helt vanvittigt. Livet skete
Kwamie Liv har aldrig rigtig følt sig tilpas i blitzlyset, og hun nåede heller aldrig at se sig selv som den fremstormende sangstjerne, hun blev ophævet til, dengang buzzen omkring hende var størst. Hun var egentlig bare taknemmelig for opbakningen og følte, at hun havde udgivet noget godt. Derfor har det også virket helt naturligt og udramatisk for hende at holde sig for sig selv og finde ro til at dykke ned i endnu et musikalsk projekt.
»Jeg er en ret privat person og kan godt lide at fokusere på musikken, for det er uden tvivl det vigtigste for mig. Fordi jeg altid har været selektiv, har jeg aldrig følt, at jeg skulle være så synlig som muligt. Det har aldrig været min tilgang, og det bliver det heller aldrig«.
Klar til at køre væk
I de tre år, der er gået siden sidst, har Kwamie Liv blandt andet rejst rundt i verden, udgivet singler, skrevet filmmusik, optrådt til Steppeulven og på Roskilde og Heartland Festival, samarbejdet med Angel Haze på ’Pleasure the Pain’ og lavet et cover af Kim Larsens ’Pianomand’ – som hun også optrådte med for nylig til DR’s mindekoncert. Tiden har ikke stået stille. Men det er heller ikke fordi, det har været tre vilde år, understreger hun.
»Der er ikke sket noget helt vanvittigt. Livet skete. Var der tidspunkter, hvor jeg var rigtig glad? Klart. Var der gange, hvor jeg var virkelig ked af det? Klart. Var der tidspunkter, hvor jeg bare havde lyst til at forsvinde og starte forfra? Klart. Var der tidspunkter, hvor jeg følte, at jeg var, præcis hvor jeg skulle være? Selvfølgelig. Men alle har det sådan, så jeg ser det ikke som noget signifikant for mig«.
Én særlig oplevelse, som har været inspirationskilde til debutalbummet, kan Kwamie Liv godt overtales til at fiske frem fra gemmerne. Sidste år endte hun pludselig på et roadtrip gennem USA sammen med to venner, som blandt andet førte dem forbi festivalen South by Southwest i Texas. Turen var meget spontan. Faktisk var det slet ikke planen, at Kwamie Liv skulle med, men da hun blev inviteret, kunne hun mærke, at det var det helt rigtige for hende, så hun satte sig ind på bagsædet af den lille Cabriolet BMW og lod sine venner fragte sig rundt i Guds eget land.
»Jeg kan huske, at vi stoppede ved Mississippifloden og bare stod og kiggede på den. Der lå en hvid bygning, som lignede et lejlighedskompleks fra 70’erne. Det er det med at have ro til at kunne drømme sig ind i nogle forskellige verdener. Men der troede jeg, at jeg næsten havde en færdig plade – det havde jeg så ikke«, siger hun og fortsætter.
»Jeg rejste rigtig meget i min opvækst og får meget inspiration af nye oplevelser og mennesker, så det var fedt for mig bogstaveligt talt at sidde på bagsædet og kigge ud på alle de her forskellige mennesker og subkulturer, som vi kørte forbi. Det var en rimelig rock’n’roll tur, for vi var alle et sted i livet på det tidspunkt, hvor vi var klar til at køre væk«.
Hvad var gået forud?
»Jeg havde været i Los Angeles og før det København. Det var vinter og koldt. Jeg skrev stadig sange, men var også begyndt at mixe albummet. Derudover havde jeg et breakup med en, som jeg havde været sammen med i lang tid, og som absolut havde indflydelse på, hvordan jeg havde det. Forholdet gik ikke i stykker. Det fandt bare sin afslutning. I retrospekt er det stadig et af de smukkeste og vigtigste forhold, jeg har haft i mit liv, og sådan noget sætter sine spor«.
Hardcore at være i live
Selv om debutalbummet har fået titlen ’Lovers That Come and Go’, er det ikke en detaljeret udflugt gennem Kwamie Livs eget personlige kærlighedsliv. Derfor er hun heller ikke meget for at udpensle konkrete oplevelser. Teksterne er en refleksion af, hvad der rører sig inde i hende, og en del af inspirationen til sangene har hun hentet i tilbageblik på alle dem, hun har elsket, som med tiden har tjekket ind og ud af hendes liv. Men hun beskriver mere albummet som et slags landskab. Som en stemning eller tilstand af forgængelighed i timerne mellem solnedgang og solopgang, som både rummer øjeblikke af ekstrem tryghed og velbehag og af ikke at vide, hvad der skal ske og en søgen efter styrke og fred.
En trofast følgesvend, som fortsat akkompagnerer sangerinden, er den melankoli, som former hendes tekster og musikalske udtryk. Hendes karakteristisk døsige, næsten hviskende vokal går igen på albummet og vækker en følelse af ensom intimitet.
Kreativt har Kwamie Liv altid følt sig tiltrukket af de tunge følelser. Hun er meget sensitiv, så hun lægger mærke til og føler mange ting, og det skal ud. Ellers bliver det simpelthen for meget for hende, fortæller hun.
»Det hjælper mig til at skabe en balance i mig selv, at jeg har et sted, hvor jeg kan parkere de følelser og deale med dem. Ensomhed er bare endnu en af de følelser, som jeg er tiltrukket af, når jeg skriver, fordi jeg kan genkende den hos mig selv, men også hos menneskene omkring mig«.
Hun kan ikke kæde sin forståelse for de tunge følelser sammen med noget specifikt. Melankolien og ensomheden har bare altid boet i hende. Men hun husker, at hun som barn blev meget bevæget af de mere eller mindre tragiske sange, som hun og hendes klassekammerater sang i skolen i Sydafrika. Hun husker også, at hun læste en historie om en ejer og hans hund, som døde fra ham.
»Det lyder så banalt, men jeg var virkelig ked af det. Jeg følte, hvor trist det var, at deres forbindelse var blevet brudt. Det satte sig i mig. Ikke på en måde, hvor jeg gik rundt og var ked af det, men melankolien resonerede i mig. Jeg forstod den fra en meget tidlig alder, selv om jeg ikke var et melankolsk barn. Jeg er stadig dybt optaget af menneskets tilstand, og hvor hardcore det er at være i live – selv for de lykkeligste mennesker«.
Man skal lytte til sig selv
Der er en kæmpe frihed i at skrive musik. Det er derfor, Kwamie Liv altid har gjort det og fortsat gør det. I musikken kan noget, der skete for ti år siden pludselig blive til nutid. Tiden findes ikke i sangskrivning. På samme måde kan musikken opløse landegrænser, hvilket stimulerer den rastløshed og rejselyst, som prikker til hende, når fans på den anden side af jorden fortæller hende, at hendes musik har hjulpet dem gennem hårde tider. Med musikken kan hun bevæge sig samtidig med, at hun står helt stille.
Kwamie Liv er konstant splittet mellem sin længsel efter at plante fødderne solidt på jorden og lande et sted og sin evige lyst til at flyve væk – ikke for at flygte, men for at mærke følelsen af, at verden er åben. Når hun kigger op, er det vigtigt for hende, at hun kan se hele himlen. Det er nok bare en del af hendes personlighed, vurderer hun, og samtidig hænger det utvivlsomt sammen med hendes nomadeopvækst, hvor det var helt normalt at hive teltpælene op og starte forfra hvert tredje år.
I det voksenliv, som kun er rykket tættere på Kwamie Liv de senere år, har frihedstrangen og rastløsheden muligvis en pris, men:
»Så længe, man følger sin egen vej, tror jeg, man er okay, hvad end man så har lyst til at lande eller svæve frit omkring. Man skal lytte til sig selv. Man må ikke forveksle andres stemmer med sin egen. Jeg omgiver mig med mennesker, som på en eller anden måde lever ligesom mig, så i mit liv er det rimelig normalt at være sådan her«.
Du stikker ikke ud til vennernes parmiddage som den eneste, der ikke har fået børn endnu?
»Nej, nej, nej. Der er selvfølgelig også folk omkring mig, som lever sådan, men jeg måler ikke mig selv ud fra det. Jeg måler mig selv ud fra: Er du glad? Er du, hvor du gerne vil være, og hvis du ikke er det, hvad vil du så gøre ved det? Det afhænger ikke af, hvad alle andre gør. Det er lidt ligesom den der hype, som vi snakkede om. Det er bare ikke sådan, jeg forholder mig til mig selv. Det sker, at vi bliver forvirrede og holder op med at stole på os selv, men det skal vi lade være med, for vi har kun os selv. Man skal være sød mod det menneske, man bærer med sig«.
Men det kræver nok en rimelig stor styrke ikke at lade sig påvirke af normerne…
»Vi er, hvem vi er. Selvfølgelig kan der ske ting, som kan forandre os fundamentalt, men overordnet tager vi selv nogle valg, som gør, at vi ender, hvor vi er. Derfor er man sikkert, hvor man skal være, fordi man selv har valgt det. Selvfølgelig er der særlige tilfælde, hvor man ikke selv har mulighed for at rykke sig derhen, hvor man gerne vil være, men i vores tilfælde er det sådan, det er. Du er drevet af at skrive, og jeg er drevet af at skrive, så her er vi. Vi skriver. That’s how it goes, right?«
Tænker du nogensinde på, om der mon kommer en dag, hvor du må finde på noget andet at lave end musik?
»Nej, den tanke har aldrig strejfet mig. Jeg har skrevet musik hele livet, så det er afgjort mit livs kærlighed, men jeg ville have lavet musik ligegyldigt hvad, og det tager en stor del af presset. Selvfølgelig kan jeg ikke lave det uden at få løn for det, men jeg ville gerne. Jeg elsker det virkelig, så min identitet er ikke hængt op på, hvordan andre ser mig, for man kan ikke fjerne den passion i mig. Måske ender jeg i en anden konstellation på et tidspunkt, men jeg er ikke i tvivl om, at hvis det sker, er det fordi, det er det, der skal ske«.
Og hvad hvis vi mødes igen om tre år? Er der så noget, du gerne vil have opnået?
»Jeg har arbejdet tæt sammen med folk, for hvem det at forfølge sine drømme var abstrakt, fordi de befandt sig i politiske situationer, som forhindrede dem i at forlade en lejr, få et pas eller gå i skole, så siden da har jeg ikke tænkt sådan. Jeg føler mig ekstremt heldig og taknemmelig, fordi jeg har mulighed for at vælge, hvilket liv jeg vil leve og forfølge mine drømme. Om tingene så sker, præcis som jeg gerne vil have det eller ej, betyder ikke rigtig noget. Det vigtige for mig er, at det er muligt«.
Kwamie Liv stikker lidt til blomkålsrisene. Lægger gaflen og kigger op igen med iver i øjnene.
»Har jeg fortalt dig om dengang, jeg arbejdede i en flygtningelejr i Bangladesh?«, spørger hun så.
»Det ændrede virkelig mit liv. Jeg fik en e-mail fra en af Rohingya-flygtningene, som fortalte mig, at han var blevet genbosat i Australien, og at han lige havde købt sit første hus og havde afsluttet skolen og nu arbejder med udsatte mennesker i samfundet. Da jeg mødte ham dengang i Bangladesh, måtte han ikke forlade lejren eller gå i skole. Han havde aldrig været ude at flyve og kendte ikke til andet end følelsen af ikke at være velkommen, og nu har han alt det. Når jeg hører sådan noget, får jeg det bare sådan: We’re good«.
Hun nikker. Smiler blidt. »We’re good«.
Læs også: Animeret striptease i musikvideoen til Kwamie Livs nye single ‘My Boo’
Tak til Orangeriet i Tivoli for lån af location.