Blood Orange forførte Den Grå Hal med en rørende kærlighed til musikken
Den første tanke, der slog mig, da Dev Hynes’ første fløjlsbløde fraseringer fyldte Den Grå Hal, var, at han i høj grad havde hengivet sig til perfektionismen. Med præcision og dedikation leverede han i selskab med sit overmåde kompetente orkester ’Saint’ og ’Orlando’, som vi kender dem fra hans seneste formidable træk under sit Blood Orange-alias, ’Negro Swan’.
Der var en helt klokkeklar hengivenhed til lyden af ’Negro Swan’. Alle albummets små, komplekse facetter – endda også de små samtaler og skramlede samples – flød gennem højtalerne.
Jeg frygtede, at Hynes’ næsten overdrevne hengivenhed til alle detaljerne i sin lyd ville være hæmmende. At hans dedikation til det komplekse univers, de tunge tematikker og den introverte indlevelse, der gennemsyrer ’Negro Swan’, ville holde ham fra at kunne møde sit publikum rigtigt.
Men min frygt blev hurtigt gjort slemt til skamme. Det, Dev Hynes denne aften hengav sig til, var nemlig frem for alt musikken. Musikken i sin allerreneste, allermest ægte form.
Der var intet behov for visuals, storstilede showtricks eller andet publikumslefleri. Blot et par podier, der gav det vanvittigt velspillende backingband den opmærksomhed, de så oprigtigt fortjente. En opmærksomhed, der både fremhævede hvert medlems overskudsrige kyndighed og ikke mindst alle de små, smukke facetter i Blood Oranges instrumentering, som netop gør hele udtrykkets funk-gennemsyrede, soulede og r’n’b-klingende kompleksitet så magisk.
Det ene øjeblik lokkede Hynes hele Den Grå Hal med ind i sit soveværelse på ’Champagne Coast’, det næste skruede han ned for hele showet ved at sætte sig til tangenterne med et cover af Nina Simone-sangen ’No Fault of Mine’ – inden han fik hele salen til at danse igennem til de lidt mere åbenlyst catchy og ufejlbarlige pophits ’It Is What It Is’ og ’You’re Not Good Enough’.
Men selv om Hynes med sit kampcharmerende scenetække og en tilbagelænet karisma naturligvis agerede førsteelsker, var det tydeligt, at den kærlighed, han dyrkede, var musikken. Sommetider gik han helt i baggrunden med sin guitar og overlod scenen til den enormt dynamiske korduo Ian Isiah og Eva Tolkin eller charmebøffen af en saxofonist/tværfløjtenist.
At Hynes sluttede aftenen af med ’Smoke’ – ’Negro Swan’s både ømme og kuriøse afslutningsnummer – understregede, hvilken koncert, vi havde været vidner til. Selv om Isiah og Tolkins croon-udskejelser desværre tog nummerets sårbarhed lidt som gidsel, efterlod Hynes og hans gruppe sit publikum smittet af deres helt oprigtige, topprofessionelle kærlighed til musikken i sin allermest komplekse helhed.
Kort sagt
Blood Orange, hans overmåde kompetente orkester og ekstremt dynamiske korduo leverede både skarpt og professionelt. Men frem for alt hengav de – og Dev Hynes i særdeleshed – sig til alle de smukke, små facetter i Blood Orange-udtrykkets komplekse instrumentering, der gjorde hans lyd så forførende, at det gjorde hele Den Grå Hal blød i knæene.
Læs anmeldelse: Blood Orange ‘Negro Swan’