»Confirmation’s easier / when you don’t think so much about it«, gentager London-baserede Westerman på nummeret ’Confirmation’, som han udgav i starten af året. En varm, fortryllende sang, hvis flydende, nærmest terapeutiske toner gør den uundgåelig ikke at falde pladask for. ’Confirmation’ var mit første møde med Westerman, en kunstner, som jeg siden ikke er blevet meget klogere på. Og ikke fordi, jeg ikke har prøvet.
Der er kun taget få billeder af Westerman, og helst kigger han væk fra linsen, når den endelig findes frem. Han har kort hår. Ikke så kort, så det på en eller anden måde siger noget om ham, insinuerer en karakteristik af en art, snarere bare kort på en måde, så det fremstår helt ligegyldigt, som om det er sket ved et uheld.
Men hvor Westermans hår fremstår såre ligegyldigt, vidner mandens musik om en anderledes rigdom. Både i sangenes instrumentering og i Westermans egen særprægede vokal finder man en uimodståelig varme og vedkommenhed, som står i stærk kontrast til hans distancerede anonymitet foran en linse.
Sidste fredag udgav Westerman sin anden ep, ’Ark’. Den er optaget på »to eller tre dage, hvor jeg var alene og ikke kunne sove« tilbage i »marts eller april«, har Westerman fortalt til The Fader, og den er derfor måske ikke helt det øjebliksbillede på Westermans musikalske udvikling, som man kunne have håbet. Ikke desto mindre fremstår udgivelsen, som består af fire numre, alligevel som en helt naturlig forlængelse af Westermans stadigt formtagende sangkatalog.
Westerman og Bullion
For to år siden udgav Westerman sit første officielle nummer, ’Harvard’. Dengang lød det, som om en fløjlsbetrukken Sting-plattenslager var faldet over et akustisk Neil Young-demobånd i Londons beskidte metro. Sagt i mindre billedlig forstand: Det lød rigtig fint.
Men det rigtig fine blev først rigtig godt, da produceren Bullion for alvor kom ombord. Westerman har selv forklaret udviklingen således:
»Jeg mener stadig, at melodien er omdrejningspunktet, for det jeg laver«, har han sagt i et interview med Stereogum: »Men jeg er blevet mere interesseret i, hvordan man kan skabe en sonic world«.
Med Bullion ved tasterne er Westermans kompositioner blevet skåret fri af folkgenrens til tider tyngende rammer og tilsat ny luft. Den musikalske side har fået flere nuancer, flere synthlag og anderledes trommearrangementer. Westermans melodier og ord har fået vinger.
En nyfunden opfindsomhed
På ’Roads’ fra ep’en ’Call and Response’, der udkom sidste år, kan man høre prøver på den forvandling, Westerman i denne periode gennemgår.
Tag bare hans egen vokal, som han i højere grad begynder at bruge til at skabe forandring og fremdrift i sangene. Pludseligt veksler Westerman mellem de høje toner og et mere mavedybt, næsten snakkende lejde, som han ikke tidligere har anvendt. Det giver uforudsigelighed i sangene.
Og netop uforudsigeligheden er et nøglebegreb i Westerman post-2016. »If I’m still up alone tonight / staring up a road to nowhere / will it be alright?«, synger han på ’Roads’, karakteristisk spørgende, usikker, søgende efter svar i de ensomme timer. Men så sker der noget uventet.
Efter disse linjer fortsætter sangens klangfyldte guitarfigur, men så – midt i det vanlige efterspil – tages luften ud af ballonen af et abrupt klaverstykke. Sangen finder hurtigt sig selv igen, men ikke desto mindre står klaverstykket tilbage som et testamente til Westermans (og Bullions) nyfundne opfindsomhed.
Fragmentering og minimalisme
Det bringer os tilbage til udgangspunktet og ’Confirmation’, som jo udkom tidligere i år. På mange måder fremstår nummeret som et foreløbigt svendestykke for Westerman og Bullion, en kulmination på deres hidtidige udvikling som musikalsk makkerpar.
»Confirmation’s easier / when you don’t think so much about it«, filosoferer Westerman som sagt. Alligevel sidder man som lytter ikke med så meget som en snert af en følelse af, at der ikke er blevet »tænkt så meget over det«. Tværtimod fremstår ’Confirmation’, og de fire nye på ’Ark’ for den sags skyld, som yderst gennemtænkte kompositioner, som i hvert fald ingenlunde emmer af samme tilfældighed som hovedpersonens egen frisure.
Hvor ’Confirmation’ virker som kulminationen på Westerman og Bullions sammensmeltning af deres respektive forcer, er ’Ark’-ep’en lyden af en dekonstruktion af selvsamme.
Foruden perlen ’Albatross’, der åbner ep’en, er ’Ark’ i langt højere grad, end hvad man tidligere har hørt fra Westerman, en øvelse udi fragmentering og minimalisme.
Om dén udvikling er et udslag af ep’ens spontane indspilningsproces, eller om det er et kalkuleret skifte, skal jeg ikke gisne om. Men Westerman står ikke desto mindre stadig som ét af de mest spændende navne inden for synthfyldt guitarmusik.
Læs også: Jpegmafias smadrede internethiphop blander alt fra Ol’ Dirty Bastard til Britney Spears