Udstyret med lsd og sorg har Stephen Steinbrink præsteret sit bedste album til dato
På sit ottende studiealbum bearbejder den Oakland-baserede sangskriver Stephen Steinbrink en tragisk hændelse fra 2016, hvor 36 mennesker omkom i en brand i et kunstkollektiv i netop Oakland. I et terapeutisk og selvmedicineret forløb bestående af stoffer og isolation i et containerstudie har Steinbrink – der ud over sit solomateriale turnerer med blandt andre Girlpool og Dear Nora – skabt et stærkt værk, der i en blanding af sorg og lsd-trip fremstår ekstremt melodiøst og vedkommende.
Lyden er markant anderledes end hans seneste album, ’Anagrams’, som overvejende bestod af en akustisk og guitarcentreret lyd a la Elliott Smith. Det er stadig Steinbrinks blide og smukke vokal, som er central, men den har fået mere kant.
Den helt store udvikling udtrykkes dog gennem lydlandskabet, som indtager nye elektroniske jagtmarker og mæsker sig i trommemaskiner, atmosfæriske lydeffekter, abstrakte synthklange og pulserende basgange. Steinbrink udtaler selv, at albummets lyd skal afspejle, hvor stegt hans hjerne var under den daglige indtagen af lsd.
Ikke desto mindre har den selvdestruktive og kyniske mur, sangeren skjulte sig bag under albummets skriveproces, affødt en lytteroplevelse, der er overraskende harmonisk, helstøbt og afbalanceret.
Åbningsnummeret og førstesinglen ’Bad Love’ er en finurlig og kontrastfyldt popsang, der udspringer af en vidunderlig diskrepans mellem Steinbrinks himmelragende vokalregister og et morads af kvalmende ustemte sci-fi-guitarer. Spektrale synthesizere understøtter hans stemningsfulde og afsondrede vokal i omkvædet, og mens lyrikken ved første øjekast er umiddelbar, spiselig og direkte, åbner den sig ved nærmere eftersyn mere og mere op – på samme måde, som musikken gør.
Således slår Steinbrink sit bedste album til dato an, og fra første tone cementerer han sin taktik og viser, hvordan han angriber et uudsletteligt traume med en kvalitetspopsang, der afstemmer forholdet mellem melodi og eksperiment perfekt.
’Bad Love’ er det perfekte billede på, hvordan opskriften på albummets lydmæssige dna er sat sammen. Men man kunne lige så vel fremhæve numre som ’A Part of Me Is a Part of You’, ’Zappa Dream’ og ‘In Another Kind of Dream’, der alle besidder samme styrke og interessante nerve.
Steinbrinks helt store talent viser sig ved, at han formår at skrive strømlinede melodier og slanke dem til et absolut minimum, hvorefter han placerer dem i et abstrakt, underligt landskab og skaber en række neo-pophymner, der efter hver gennemspilning afslører flere og flere niveauer af sansestimuleringer.
’Utopia Teased’ er et samtidsvidnesbyrd om en tragisk og traumatisk episode, der har afstedkommet en række æstetiske indtryk og udtryk hos Steinbrink, som tilsammen udgør en dragende, stemningsmættet oplevelse, der både udtrykker meningsløshed og håb. Vi skal være glade for, han valgte at dele sit sorgarbejde med os, for det fører skønhed og kaos sammen i en dystopisk symbiose.
Kort sagt:
’Utopia Teased’ er Stephen Steinbrinks stærkeste udgivelse til dato. Den amerikanske sangskrivers helt store talent er, at han formår at slanke sine melodier til et absolut minimum, hvorefter han placerer dem i et abstrakt og underligt lydlandskab, som løfter lytteren hen til en fjern og ny afkrog af det menneskelige sind.