Alessia Cara har mentalt vokseværk på ‘The Pains of Growing’
Det er næsten for meget af det gode at kalde en 22-årig sanger, der kun har et enkelt album i bagagen, toneangivende for sin generation. Men man kan faktisk godt gå så vidt med Alessia Cara.
Ikke fordi hun er en banebrydende, grænsesøgende sangskriver eller musiker. Men fordi hendes sanges sødme og ikke mindst hendes vokale klang er gået hen og blevet indbegrebet af – og pejlemærket for – en særlig generation af unge kvindelige sangerinder. Caras quirky artikulation og den svage vibrato i slutningen af hendes sætninger er kopieret i ekstremt stor stil i diverse talentshows og Youtube-videoer – det er nærmest blevet måden at synge på i 2018.
Derfor var jeg også en lille smule skeptisk, inden jeg lyttede til popstjernens andet album. For hvad er Alessia Cara så egentlig, ud over at være prototypen på en popsanger anno 2018?
På mange måder er Alessia Cara alt det, man kunne forvente – hun lyder som sig selv og dermed også som så meget andet. Men hun er altså lige det bedre end sine efterlignere. ‘The Pains of Growing’ byder således på mange flotte sange, der med fine melodier og finurlige tekstbidder fremstår ærlige og som noget, Cara har lagt masser af liv og tanke i.
Ene og alene albummets titel og artwork fortæller fint, hvordan Cara synger om ungdomslivets svære faser med lige dele alvor og humor, og denne vekslen bliver kendetegnende for hele albummet. Det ene øjeblik hører man hende synge om parforhold i Super Mario- og Zelda-metaforer på ‘Nintendo Game’, det næste sidder man og bliver helt rørt over den fine, sørgelige ‘Out of Love’.
Temaet om at blive voksen tager dog en lille smule overhånd på sange som ‘Girl Next Door’, ‘My Kind’ og ‘All We Know’, hvor nostalgien bliver lidt for meget med ægte barnelatter i outroen på ‘My Kind’ og sætninger som »St. Nick don’t exist anymore / and Oz was just a lonely man« på ‘All We Know’. Her bliver det næsten understreget unødvendigt meget, at det er et album, hvor Cara længes mod sit simplere barndomsliv. Af og til ville det faktisk have været mere interessant at høre om, hvorfor hun længes, og ikke bare hvad hun længes mod. Hvad er det helt præcist for en smerte, hun forbinder med at blive voksen?
Musikalsk bliver tankerne hurtigt ledt hen på kunstnere som Julia Michaels og Camila Cabello, men som på debutalbummet ‘Know-It-All’ snuser Cara også til mere soulede himmelstrøg på eksempelvis ‘7 Days’, hvis trommebeat lyder som noget, der kunne have optrådt på Amy Winehouses ‘Back To Black’.
Soulstemningen fylder også på de mere low key ‘I Don’t Want To’, ‘A Little More’ og ikke mindst den tilbagelænede ‘Comfortable’, men overvejende holder Cara sig dog i et ret solidt popunivers, hvilket særligt skyldes hendes karakteristiske vokal og de vocoder-agtige korstemmer, man også hørte på det kæmpe hit ‘Stay’, Cara lavede i samarbejde med Zedd sidste år. De er ret tilstedeværende på åbningsnummeret ‘Growing Pains’ og også i mindre produceret grad på ‘Where I Live’.
På trods af Alessia Caras strømlinede lyd er det altså lykkedes hende at lave et album, der virker vedkommende og er en fin udvidelse af det musikalske univers, hun fik etableret på ‘Know-It-All’. Næste skridt for den canadiske sangerinde må være at turde kradse lidt i den polerede popoverflade, hun tydeligvis mestrer.
Kort sagt:
På trods af Alessia Caras strømlinede lyd er det lykkedes hende at lave et album, der virker vedkommende og er en fin udvidelse af det musikalske univers, hun fik etableret på ‘Know-It-All’.
Læs også: Soultalentet Alessia Cara imiterer Nicki Minaj og Lorde til perfektion hos Jimmy Fallon