1. Sterling
Første band på scenen var Sterling, der her gav deres første koncert i otte år. Den charmerende poprock fra gruppens tre album havde dog ikke mistet gnisten, og bandets spilleglæde var stadig en oplevelse at overvære. Forsanger Mads Nygaard var især en spektakulær showman, der fik løftet den kække dansksprogede sangskrivning til helt nye højder.
Det var en koncert, der var præget af nærvær til publikum. Lige fra åbningsnummeret ‘Lyssværd’ var det svært ikke at trække på smilebåndet, og bandet havde sammensat en setliste, der fik fremhævet alt det bedste fra bagkataloget på imponerende kort tid. Afslutningsnummeret ‘Ubesvaret opkald’, en fordanskning af Brian Eno-klassikeren ‘Needles in the Camel’s Eye’, var en regulær energibombe, der gjorde, at humøret var højt i løbet af hele arrangementet.
Én tings afslutning kan være en anden tings begyndelse, og hvis dette er begyndelsen på et Sterling-comeback, klager jeg ikke.
2. Slægt
At høre black metal siddende virker på papiret som en skidt idé, med mindre vi har at gøre med det allermest atmosfæriske, såsom Myrkur eller Morild. Slægt var dog bevidste om deres venue, og de udnyttede virkemidlerne fortrinligt. Deres set startede med trommeslageren bag et flygel, formentlig lånt fra DR Symfoniorkester, og her etablerede han et dramatisk lydbillede, der snart ville omfavne hver en kubikcentimeter i koncertsalen.
Bandet lød muligvis bedre end nogensinde, når de fik mulighed for at komme rundt i koncertsalens kroge, og det siger en del, når der har været så meget kælen for detaljerne på deres to seneste album, ‘Domus Mysterium’ og ‘The Wheel’. Deres fyldige lyd var dog ikke alt – deres visuelle udtryk var også enormt stærkt med en ungdommelig iver, der ledte tankerne hen mod en ung inkarnation af Led Zeppelin, bare med lidt mere død og ødelæggelse.
3. Peter Sommer
Peter Sommer trådte på scenen alene sammen med pianist Palle Hjorth, som han også netop har været på turné med, hvilket lagde op til nogle intime, lettere indadvendte opførelser af sangene fra Sommers seneste album ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’. Peter Sommer var dog eminent til at omsætte sine inderlige følelser, så de nåede helt ud til de bageste rækker. Hver eneste lille rynke i hans ansigt kommunikerede så komplekse emotionelle billeder, at det minimale setup føltes som alt andet end en budgetløsning.
Sommer og Hjorth fik i løbet af koncerten besøg af både Mikael Simpson på mundharmonika og Søren Huss på trompet. De to musikere, der begge ellers er stjerner i egen ret, lod dog flot være med at stjæle rampelyset fra Sommer. Især Huss’ trompet understøttede fornemt Sommers personlige melankoli på ‘Det evige nu’, så sangen fik et helt nyt format.
4. KakkMaddaFakka
Norske KakkMaddaFakka havde den fordel, at mens de andre optrædende kun fik tre-fire sange til at vise deres værd, fik de selv et set af almindelig festivallængde. Men selv hvis de lod sig nøje med de tre-fire første sange, ville de være havnet på denne liste, for så dygtige performere er de simpelthen. Deres energiske poprock handler for det meste om letforståelige kærlighedskvaler, men selv om der sjældent er den store filosofiske kompleksitet på spil, er de mestre i at sælge musikken til publikum.
De leverede den ene ørehænger efter den anden på tværs af hele bagkataloget, og bedst som alle troede, at det var ved at være slut, hev Bergen-kvintetten et es ud af ærmet, som de færreste nok havde forventet – det var simpelthen blevet tid til en charmerende rockudgave af Rasmus Seebachs ‘Natteravn’ tilsat en smule norsk accent og godt med kæk selvironi. Der ville have været en vis tragisk ironi over det, hvis P6 Beat Rockers sidste toner nogensinde var en Rasmus Seebach-sang, så heldigvis gik de over i deres egen breakup-basker ‘Forever Alone’, som overraskende nok var garant for mindst lige så meget godt humør og fællessang.
Læs også: Officielt: DR lukker tre radiokanaler og omstrukturerer tv-fladen