Low var både urovækkende og imødekommende i DR Koncerthuset
Sjældent har jeg haft så spændte forventninger til en koncert. Med sidste års album ‘Double Negative’ foretog veteranerne Low et radikalt kursskifte, hvor de med ambiente og forvrængede lydkilder føjede højst besynderlige, men også sært dragende dimensioner til deres tyste melankoli.
Det store spørgsmål, der meldte sig på vej i metroen mod Koncerthuset, var derfor, hvordan trioen fra Minnesota ville gribe opgaven an med at indflette de forvredne, nærmest formløse lydcollager i et livesetup.
Med netop trioformatet som affyringsrampe – sanger/guitarist Alan Sparkhawk, sanger/trommeslager Mimi Parker og bassist Steve Garrington – lå det i kortene, at Low givetvis ville gå til materialet på organisk og vanligt afdæmpet manér. Hvilket da også var tilfældet, og ‘Always Up’ åbnede seancen på så andægtig vis, at man ikke kunne undgå at høre den umiskendelige lyd af en dåsebajer blive knappet op. Hvilket frembragte flere smil fra de forsamlede, alt imens vi lod os opsluge.
For det er Lows helt unikke force. De dyrker minimalisme og effektfuld repetition med en sådan indlevelse og overbevisning, at lytteren (og koncertgængeren) bydes indenfor. Mandag aften i DR Koncerthusets Studie 2 kom det blandt andet til udtryk i Sparhawk og Parkers tindrende smukke vokalharmonier i ‘Plastic Cup’, Parkers æterisk skælvende leadvokal i ‘Fly’, og under den nærmest vægtløse ‘Tempest’.
Sidstnævnte blev fusioneret med den gamle traver ‘Do You Know How to Waltz?’, der tegnede sig for aftenens klimaks med en stjernetåge af stigende intensitet, der forløstes i et inferno af hvid støj og flimrende visuals af My Bloody Valentine’ske proportioner, så man selv blev helt omtåget.
På denne måde indgik ekskursionerne til bagkataloget på glimrende vis med de soniske nybrud fra ‘Double Negative’. At Low samtidig fortolkede materialet gennem håndspillede instrumenter frem for elektroniske backingtracks, gjorde blot seancen endnu mere vedkommende. Så da Sparhawks guitarkabler pludselig begyndte at drille umiddelbart inden ‘Always Trying to Work It Out’, fremkaldte det såmænd kun jubel, fordi man anerkendte sårbarheden i guitar, bas og trommer-setupet.
Selv om Low primært lod musikken kommunikere, var den introverte fremførsel og kompromisløse kakofoni ingenlunde udtryk for distance. Inden ‘Murderer’ rundende aftenen af, takkede Alan Sparhawk længe og hjertevarmt bandets danske hardcore-fans og bød samtidig nye tilkommere velkommen i folden.
Kombinationen af de to elementer vidnede om en koncert af de helt store. At noget både sørgmodigt og urovækkende samtidig kan være varmt og mødekommende var helt fortryllende.
Kort sagt:
Low gik til materialet fra deres seneste, radikale album ‘Double Negative’ med organisk håndspillet fokus og nærvær. En disposition, som fornemt flettede de nye sange ind i gruppens bagkatalog og udmøntede sig i en koncertoplevelse af de helt store.
Læs anmeldelse: Low ‘Double Negative’