1. Janelle Monáe
For et år siden udgav Janelle Monáe sit hidtil bedste album, det overdådige, konceptuelle ‘Dirty Computer’. Denne sommer tager hun på en omfattende festivalturné, der heldigvis får hende forbi Roskilde Festivals Orange Scene.
Janelle Monáe er en ambitiøs multikunstner, så formentlig er der ikke bare tale om en traditionel koncert. Det bliver med garanti både teatralsk og genrekrydsende, ligesom da hun sidst var i Danmark. Hendes afrofuturisme giver plads til både det filmiske, det musiske og det sceniske, og det skal nok blive en spektakulær koncert, når hun optræder med sin vidunderlige musik, der blander r’n’b, pop, hiphop og en lille snært rock i en farvestrålende cocktail.
Janelle Monáe spiller på Orange Scene lørdag den 6. juli.
2. Skepta
I 2016 havde Roskilde Festival godt med pumpet grime på plakaten, da både Skepta og Stormzy indtog Apollo, begge med fremragende koncerter. Sidste år var Stormzy igen på Dyrskuepladsen med et gigantisk moshpit-show på Arena, og nu vender kollegaen Skepta såmænd også tilbage, formentlig også opgraderet til Arena.
Enhver, der så Skepta i Tap1 sidste år, ved, at han er vanvittigt god til at holde både rapteknik og energi i top, mens der moshes på livet løs. Skeptas tilbagevenden til Roskilde er en koncert, man ikke har lyst til at misse, hvis man kan lide rowdy, hårdkogte hiphopfester.
Skepta spiller onsdag den 3. juli.
3. Vampire Weekend
For seks år siden aflyste Vampire Weekend en koncert i København, og vi skal dermed hele ni år tilbage, før de kække newyorkere sidst var i Danmark – netop på Roskilde Festival, hvor de spillede på Arena. I år vender de endelig tilbage, og de vil endda have et spritnyt album med i bagagen i form af det kommende ‘Father of the Bride’, der er ude 3. maj.
Spørgsmålet er, om popgruppen er blevet så eftertragtet, at de skal tage springet fra Arena til Orange? De må vel være lige på vippen, men samtidig har de også været ude af rampelyset i usvigeligt lang tid – deres seneste album er ‘Modern Vampires of the City’ fra 2013!
Uanset scenen bliver det formentlig fornøjeligt at synge med, når de behagelige popsange fra både ‘Modern Vampires of the City’ og ‘Father of the Bride’ for første gang bliver opført på dansk jord.
Vampire Weekend spiller fredag den 5. juli.
Aldous Harding spiller fredag den 5. juli.
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 56 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde-plakaten vinder på x-faktor – og ikke den slags, man finder i talentshows
Læs også: Roskilde Festival: Årets hiphopprogram har præcis det, der manglede i 2018
Læs også: Hvem spiller på Orange Scene til sommer? Her er de sikre navne og vores bud på de sidste pladser
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program
4. DJ Koze
Ingen Roskilde Festival uden store elektroniske dansefester, og i det felt er få bookinger nær så stærke som DJ Koze aka Stefan Kozalla. Den tyske house-maestro imponerede os på Distortion for fire år siden, og vi er ganske sikre på, at han kan levere et stærkt sæt igen, især oven på sidste års tætpakkede album ‘Knock Knock’.
‘Knock Knock’ er en skive fyldt med lyse solskinsstunder og storsmilende retrostemning, og DJ Koze mestrer at blande det dansevenlige med det tilbagelænede. Det bliver en fest, når man lørdag får æren af at lukke Apollo-scenen ned.
DJ Koze spiller lørdag den 6. juli.
5. Weyes Blood
I 2017 skulle Weyes Blood have spillet på Roskilde Festival, men hun endte med at måtte aflyse af personlige årsager. Dengang skulle hun have spillet midnatskoncert på Gloria. Nu er hun annonceret igen, og med sig tager hun albummet ‘Titanic Rising’, der udkommer 5. april
Den amerikanske singer/songwriter trækker meget på klassikerne – hun har blandt andet fremhævet Bob Seger og The Kinks som inspirationskilder, men hun får dem til at passe ind i en moderne kontekst. Hendes kommende album handler sågar om klimaforandringer. Musikken er elegant, hymnisk og dragende.
Weyes Blood spiller fredag den 5. juli.
6. Sheck Wes
Hvis du har fulgt med i hiphop det seneste års tid, har du helt sikkert hørt Sheck Wes’ megahit ‘Mo Bamba’, men han er så meget mere end det. Det viste han sidste år på det højenergiske og humoristiske debutalbum ‘Mudboy’.
Hans lyd er mørk og horror-klingende, men han har altid et glimt i øjet. Selv over det dunkleste beat er Wes ikke bleg for at råbe »BITCH!« i vilden sky – et ord, han sikkert kommer til at råbe et utal af gange til sin Roskilde-koncert. Det store spørgsmål bliver scenen: ‘Mo Bamba’-hypen er måske lidt for meget til Apollo, men omvendt virker Arena som en meget stor mundfuld for den spirende G.O.O.D. Music-rapper.
Sheck Wes spiller onsdag den 3. juli.
7. Maggie Rogers
Maggie Rogers gav denne måned koncert i Store Vega, men hvis du missede popstjerneskuddet, så er det jo enormt heldigt, at hun nu er på Roskilde-plakaten. Hendes lune popsange slog smukke gnister på dette års debutalbum ‘Heard It In a Past Life’, og vi glæder os til at skråle med på hendes velklingende melodier.
Maggie Rogers er den slags popsanger, der problemfrit får modsætninger til at mødes. Hun blander det rustikke med det polerede, det følsomme med det selvsikre, det organiske med det producerede. Der er en landlig ærlighed ved hendes popmusik, der får hende til at skille sig ud i poplandskabet – Avalon virker som scenen, der bedst kan få dette frem.
Maggie Rogers spiller onsdag den 3. juli.
8. Saweetie
Sidste år udgav rapperen Saweetie den iskolde debut-ep ‘High Maintenance’. Her rapper hun med et passiv-aggressivt, simpelt, men effektivt flow, Hun har den mest vidunderligt nonchalante attitude omkring al sin musik, og det er noget af det, der gør hende så tiltalende.
Det er sjældent, man møder rappere, der lyder så overlegne allerede fra første udgivelse, men når Saweeties vokal først har sat sig på et beat, ejer hun det. Det samme kommer nok til at gælde, når hun træder på scenen til sommer – Apollo virker som det mest oplagte valg.
Saweetie spiller fredag den 5. juli.
9. Yves Tumor
Sidste år væltede Yves Tumor os omkuld med albummet ‘Safe in the Hands of Love’. Her gik industrielle elektroniske teksturer i smuk forening med skarpe pophooks og fængslende hiphopbeats.
Yves Tumor giver på Roskilde Festival koncert med fuldt band, og han kan skam også finde på at synge, når det skal være. Han er glad for hektiske lysshows, og han skruer ofte gevaldigt op for bassen, så man kan mærke musikkens intensitet helt ind i kroppen. Igen: Apollo virker som den ideelle scene for den stemning.
Yves Tumor spiller fredag den 5. juli.
10. Aldous Harding
Vi slutter af med et af de knap så kendte navne fra dagens pakke. Aldous Harding er en newzealandsk folk-singer/songwriter med to album i bagagen. Et tredje, betitlet ‘Designer’, udkommer 26. april.
Hardings univers lader på overfladen til at bygge meget på traditionerne, men som man dykker ned i hendes musik, vil man opdage, at nærmest hver eneste sang har sine egne små eklektiske touches, der giver dem særegen karakter. Dertil er Hardings idiosynkratiske stemme til at falde i svimer over – forhåbentlig er den lige så overvældende live.
Aldous Harding spiller fredag den 5. juli.
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 56 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde-plakaten vinder på x-faktor – og ikke den slags, man finder i talentshows
Læs også: Roskilde Festival: Årets hiphopprogram har præcis det, der manglede i 2018
Læs også: Hvem spiller på Orange Scene til sommer? Her er de sikre navne og vores bud på de sidste pladser
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program