Janelle Monáe – gøglet superheltinde
Janelle Monáe crowdsurfer ikke bare. Hun crowdsurfer selvfølgelig som en flyvende superheltinde på vej ud for at redde verden og menneskeheden.
Storsmilende, med udstrakt arm og fuld af kæk selvtillid. Det erfarede jeg hen mod slutningen af aftenens koncert i Falconer Salen, efter at Monaé og hendes talrige gospel-hvidklædte orkester havde spillet den forpustede ’Come Alive (War of the Roses)’ i næsten 15 minutter og sat min tålmodighed over for koncert-gimmicks på alvorlig prøve.
Først ’dånede’ Monáe, pludseligt og yderst dramatisk, af bar ekstatisk anstrengelse, og kunne, som en ægte electric lady, selvfølgelig kun vækkes til live igen ved højere og højere klapsalver, mens hendes backup-sangere og konferencier så bekymrede til.
Herpå efterfulgte adskillige og gentagende call-and-response-seancer, der druknede i Falconer Salens – på denne aften – utilgiveligt dårlige diskantmislyd og derfor sugede mere energi ud af publikum end omvendt. Hvorefter den energiske soul-, funk- og pophybride-sangerinde kommanderede alle i salen ned at sidde på gulvet, så hun kunne ryste sin non-lying booty i de kridhvide ridebukser og derefter mageligt lægge sig ned på scenegulvet og cykle sporadisk ud i luften med benene.
Først var det charmerende, så blev det irriterende. For overfloden af spilopper blev desværre på bekostning af muligheden for at spille mindst to-tre yderligere sange fra Monáes allerede solide bagkatalog. Et katalog, som ellers var blevet luftet med både en inderlig udgave af ’Cold War’, en spændstig version af ‘Q.U.E.E.N.’, hvor Monáe leverede så meget empowerment-attitude, at man slet ikke savnede bedsteveninden Erykah Badu, samt en tilpas slesk udgave af ’Primetime’ med masser af lummert guitarkræs. Mer’ vil som sagt have mer’ – og knap så meget lir.
Læs også: Video: Janelle Monáe og Miguel i cyberromance til lyden af ‘Primetime’
Men den slags må man nok finde sig i fra en performer som den bette Monáe, der har koryfæer som Prince, Michael Jackson og selveste James ’The Godfather of Soul’ Brown som forbilleder.
Især sidstnævnte legendes teatralske performancetradition blev nemlig hyldet. Eksempelvis ved at Monáe entrerede scenen iført spændetrøje, spændt fast til en båre som en anden crazy lady, og ved at hun duplikerede Browns udødelige kappetrick under en velspillet udgave af monsterhittet ’Tightrope’.
Og selv om hun desværre leverede en lunken, karaokelydende coverversion af netop Browns ’I Got You (I Feel Good)’ og en forvirrende, rabalder-kaotisk udgave af Princes ’Lets Go Crazy’, er Janelle Monáe en performer, der sagtens kan måle sig med sine idoler.
Hverken hendes uovertrufne vokal eller hendes vildt skøjtende dance moves lader noget som helst tilbage at ønske. Janelle er en performer af Guds nåde. Og det befriende ved hende er jo netop også, at hun – ulig eksempelvis Beyoncé – bringer en kernesund portion humor ind i sit retrofuturistiske sceneshow. Også selv om det af og til bliver en anelse for gøglet.
Læs også: Billeder og publikums reaktioner fra Janelle Monáe-koncerten