Janelle Monáe
Fra Burt Bacharach’sk salonpop over den minimale Minneapolis Sound som Prince mangfoldiggjorde i 80’erne til Lauryn Hills reggae-inspirerede neosoul. På trods af sin ydmyge statur formår Janelle Monáe at inkorporere og rekonstruere mere end 50 års amerikansk musikhistorie med hjælp fra egne ikoner som netop Prince og Erykah Badu og samtidige ligesindede som Solange og Miguel.
Hvor Solanges bidrag på titelnummeret forekommer svært differentierbart fra Monáes egen vokal, passer Miguel nærmest perfekt på den Ready for the World-inspirerede ‘Primetime’. Enkelte numre bliver dog så æstetiserede, at de får karakter af deciderede stiløvelser, som ‘Dorothy Dandrige Eyes’, der nærmest lyder som parafrase over Michael Jacksons ‘I Cant Help It’. Det er imidlertid ingen skam at stå på skuldrene af giganter, når man for længst har bevist, at man også kan stå på egne ben.
Læs også: Top Track: Janelle Monáe feat. Miguel ‘Primetime’
Alene titlen på det alsidige album er en slet skjult hentydning til Jimi Hendrix’ hæderkronede Electric Ladyland, og de to deler også en musikalsk mangfoldighed. Fraværet af en rød tråd kompenseres af de mange breaks, der indgyder illusionen af en kontinuerlig studiesession, og den overordnede sci-fi-ramme, som har været at finde på alle Monáes udgivelser. Til forskel fra disse fremstår den nye plade melodiøst en anelse svagere, men trofaste tilhængere vil givetvis føle sig tilpas udfordret.
Det er passende, at pladen slutter med den Toto-agtige ‘What An Experience’, for der er utvivlsomt tale om en lytteroplevelse. Spørgsmålet er, om den kunne have været større, hvis Monáe havde givet nogle konceptuelle indrømmelser.