Weezers kejtede charme er ikke nok til at redde deres overpolerede poprock
Historien om Weezer har alt for ofte vendt tilbage til de to første album, ‘Weezer (Blue Album)’ og ‘Pinkerton’. Den gængse opfattelse er, at disse to er de eneste gode udgivelser i bandets diskografi, hvad jeg personligt er lodret uenig i. Men de er utvivlsomt kronjuvelerne, og hvor bandets idiosynkratiske kiksethed i starten blot virkede som et karaktertræk, har det siden vist sig, at det muligvis er skyld i, at Weezer så ofte er landet med fjæset først.
Når Rivers Cuomo synger om at spille Dungeons and Dragons på ‘Weezer (Blue Album)’ er det charmerende. Når han synger om at være en festabe (og får et gæstevers fra Lil Wayne!) på ‘Raditude’, er det ynkeligt. Men hvor falder den nye ‘Weezer (Black Album)’ så på skalaen?
Den rammer et interessant sted. For det er ikke et godt album. Men hvor den kiksede æstetik blot gjorde ‘Make Believe’ og ‘Raditude’ til endnu større makværker, er den på ‘Weezer (Black Album)’ et lille lysglimt, der i begrænset omfang bringer en tiltrængt gnist og personlighed til ellers flad, kantløs poprock.
Bandet har for første gang hyret TV on the Radio-guitaristen David Sitek som producer. Sitek har produceret mange album, men det er efterhånden længe siden, hans produktion havde nogen slagkraft. Det var en af årsagerne til, at TV on the Radios seneste album ‘Seeds’ var sådan en underbagt oplevelse, og selv når ‘Weezer (Black Album)’ har fat i nogle fine ideer, er produktionen tit god til at hive livet ud af sangene.
Hvis der er noget, Weezer stadig kan finde ud af, er det catchy hooks. Det må de have indset, for selv albummets bedre sange er tit struktureret, så omkvædet bliver en så central del af musikken som muligt. Sangene føles så skabelonskårne, at hele lytteoplevelsen bliver meget forudsigelig. Du kan faktisk nøjes med at høre det første halvandet minuts tid af hver sang, og så ville du egentlig ikke være gået glip af meget nævneværdigt. Sangene udvikler sig typisk ikke videre derfra.
Weezers kejtede udtryk sørger for, at sangene i det mindste har noget karisma. Især når dette sætter sig i musikken, såsom med de fjollede ‘Can’t Knock the Hustle’, ‘Zombie Bastards’ og den fuldkommen lallede ‘Byzantine’, vækker det faktisk et lille smil. At de integrerer hiphopelementer som trap-trommer og Migos-agtige ad-libs (!) på ‘California Snow’ er umanerligt lamt, men det er også et kærkomment eksempel på deres tiltalende humor.
Dog er de eneste sange, der til fuldkommenhed undgår at lyde som metervare, de to Beatles-klingende skæringer ‘High as a Kite’ og ‘Piece of Cake’. Her har gruppen fat i en lyd, der klæder dem, rent faktisk trækker dem i nogle nye retninger, og det føles som om, de har mere på hjerte end, at vi blot skal lade os underholde af deres dorky personlighed. For mens den skam er et lyspunkt på albummet, er den ikke nok til at løfte den klichéfyldte sangskrivning og polerede produktion op til et niveau, hvor det rent faktisk er værd at lytte til.
Kort sagt:
Weezers personlighed er intakt på ‘Weezer (Black Album)’, men ud over det, er de uinteressante variationer over popskabelonerne ved at falde over hinanden. Den er langt fra gruppens værste album, men det siger mere om, hvor dybt nede, de har været, end det siger noget om dette albums kvalitet.