Jade Birds debutalbum er musikalsk normcore på første klasse
Hun har samme cut-the-crap fandenivoldskhed som Alanis Morissette, her og der noget af samme sødme og country-duft som Dolly Parton – og nok også lidt af pseudo-rebelskheden, man også fandt hos Avril Lavigne, da hun var på sin karrieres gnistrende højdepunkt. Jade Bird er landet.
Med et helt rockhistorisk kabinet af stærke kvinder stående som inspirationer i kulissen tilbyder sangfuglen en dugfrisk aftapning af alternativ, bredt appellerende poprock til en ny generation. Og denne generations nostalgisk anlagte forældre måske. Forældrene, der, modsat Bird selv, var født, da Alanis Morissette ordinerede sin ’Jagged Little Pill’ i 1995.
Debutalbummet med den selvsikre titel ’Jade Bird’ er lyden af en ung kvinde, der har nærstuderet den klassiske rocksangskrivnings store lærebog. Og især taget noter i kapitlet om det snart fjerne årti kaldet 1990’erne.
Vi er meget langt fra det goth-tunge univers hos en Billie Eilish. Jade Bird fremstår balanceret, kernesund og måske en anelse ufarlig til sammenligning. Nogle gange undervejs i ’Jade Bird’ kniber man sig lidt i armen: Har jeg virkelig ikke hørt det her nummer før? Jeg har dog ikke ikke opsnuset noget, der peger i retning af plagiat – blot dygtig pastiche udført med en utrolig musikalsk sikkerhed. Lad os få lov at høre de her sange på Orange Scene, når Bob Dylan og Neil Young en dag er hjulpet ned derfra for sidste gang.
Alt på albummet har den 21-årige kvinde skrevet selv. Med en tilsyneladende intuitiv forståelse for, hvordan man strikker rockpoppede stadionhymner sammen. Bare tag den triumferende ’My Motto’. Det er virkelig svært ikke at hamre næven i vejret, når hun når til dét omkvæd og man næsten ser søjlen af stadionspotlys tænde omkring Jade Bird. Eller ’Lottery’, hvor hun lader sin stemme vibrere og dirre i omkvædet, en hengiven og måske ængstelig henvendelse til en elsket. Med uafviselig effekt. Eller det indledende hey-hey-hey i ’I Get No Joy’, der er sådan en muntert misfornøjet sag, Alanis Morissette, Linda Perry eller Jack White også ville elske at inkludere på sin sætliste. Eller… Man kunne næsten blive ved. Okay, der er også et par halvkedelige og anonyme klaverballader gemt bagerst på albummet. Andet kunne man næsten heller ikke kapere.
Her er ingen forsøg på at skabe disruption i genresiloerne og brænde rocklandskabet ned til grunden. Hos Jade Bird er der sikker grund under fødderne. Debutalbummet er musikalsk normcore på første klasse.
Bird har fuld tiltro til, at man kan knægte den lurende anonymitet i teksterne og guitar/bas/tromme-arrangementerne med stærk sangskrivning. Og fantastisk nok holder det stik. Manglen på originalitet eller en mærkbar fornemmelse af et nyt årtusinde bliver aldrig et stort problem. Debutalbummet har en varighed, der svarer til et halvt rockalbum fra 90’erne, så man når aldrig at kede sig. Kan hun vove sig lidt længere ud af idolernes skygge og lade sin egen personlige sol stråle endnu klarere, er fremtidens stemme ankommet for rødkindede rockfans – og deres forældre.
Kort sagt:
For en 21-årig debutant er andelen af klokkeklare hits på ’Jade Bird’ næsten uforskammet høj. 90’er-rockfornemmelsen er udtalt på de fleste numre: Lidt mere originalitet på næste album kunne være det sidste lag flødeskum.