Soak stråler som vokalist på halvhjertet konceptalbum om at være fortabt
Efter fire års pause er nordirske Bridie Monds-Watson tilbage med sit andet album under navnet Soak. ‘Grim Town’ har fået den utaknemmelige opgave at agere efterfølger til det stærke debutalbum ‘Before We Forgot How To Dream’, og lige fra første minut prøver Soak at overbevise os om, at album nummer to er større, mere ambitiøst og mere dybsindigt.
‘All Aboard’ er en intro, der varsler et konceptalbum om en by ved navn Grim Town. Et sted for de fortabte, de udstødte, de ensomme – en verden uden omsorg eller kærlighed. Det varslede koncept er måske lige at oversælge albummet. For mens Soak skam synger en del om at være ensom og fortabt, er det ikke i en grad, hvor det kræver dette alternative univers. Alle sangene synes faktisk at være godt og grundigt rodfæstet i den virkelighed, hun nu engang befinder sig i – en virkelighed, hvor folk allerede ofte føler sig fortabte. Efter introen bliver byen Grim Town da heller ikke nogensinde nævnt igen.
Tematikkerne starter med at være albummets mest inciterende element, men de bliver med tiden lidt af en hæmsko. Soak har et godt øre for melodier, men som albummet skrider frem, bliver det svært at være investeret i det syvende nummer i streg om, at fortælleren føler sig fortabt, men ikke vil lade sig overvinde. Hun har ikke særlig meget forskelligt at sige om de temaer, hun behandler – ofte fordi lyrikken er ualmindeligt vag.
Selv om det ville være rart med flere konkrete detaljer i Soaks tekstunivers, forstår hun rigtig godt, hvordan man sætter en sang sammen. ‘Maybe’, ‘Knock Me Off My Feet’ og ‘Life Trainee’ er virkelig solidt konstruerede poprocksange. Sonisk er de ikke særlig eventyrlystne, men det er svært at komme uden om, at håndværket altså fungerer.
Dertil er hun som vokalist muligvis stærkere end nogensinde, og hendes stemme er fuld af karakter, charme og indlevelse. Detaljegraden i hendes måde at synge diverse små fraser kompenserer en smule for, at instrumentationen og lyrikken ikke er nær så rig på spændende idiosynkrasier som hendes tidligere udfoldelser.
Men det er desværre ikke helt nok til at trække et bemærkelsesværdigt niveau af engagement ud af de 54 minutter, albummet varer. Selv når sangskrivningen er stærkest, føles det som om, man skal trækkes med mere af det samme. De bedste melodier går lige i hjertet – men der er simpelthen ikke nok variation på tværs af tracklisten til, at albumlængden er til at retfærdiggøre.
Kort sagt:
Soaks lyrik er vag, og hendes instrumentation er en kende ensartet. Heldigvis er hun stadig en tiltalende sanger med et godt øre for melodier, men ‘Grim Town’ har ikke nok variation til at retfærdiggøre den noget langtrukne spilletid.