Aldous Harding er både mystisk, kryptisk og let at lytte til
Det er svært at beskrive Aldous Harding og hendes musik. Det er svært at sammenligne den med noget andet. For selv om det kunne være oplagt at sammenligne hende med en række af folkmusikere før hende, er hun så tilpas mystisk, kryptisk, omskiftende og mangefacetteret, at ingen sammenligninger rigtig slår til.
‘Designer’ er den newzealandske sangers tredje album og skal bygge videre på det mindre gennembrud, Harding fik med albummet ‘Party’ i 2017. Derfor er der skruet op for produktionsværdien, og lydbilledet er både større, glattere og mere fyldigt end tidligere. Alt lyder til at være spillet live, og som lytter har man en følelse af at være til stede i samme rum som Harding og hendes musikere. Det er en varm og organisk lyd, der på én gang er svævende og jordbunden. Tag bare åbneren ‘Fixture Picture’, der lyder som en varm solskinsdag i 70’ernes Californien eller titelnummeret, der med sit ubekymrede groove næsten sender tankerne i retning mod sandstrande og palmer.
Den lækre fyldige lyd kan på overfladen let få en til at føle, at noget af mystikken fra Hardings musik er forsvundet. For ved første lyt er ‘Designer’ både rart og let for ørerne at lytte til. For eksempel kan jeg uden problemer synge med på den fremragende førstesingle – og albummets bedste skæring – ‘The Barrel’ og dens både kryptiske og catchy omkvæd. Men hvis du spørger mig, hvad ordene betyder, er jeg stadig på bar bund.
»It’s already dead / I know you have the dove / I’m not getting wet / looks like a date is set / show the ferret to the egg / I’m not getting led along«.
Det er som størstedelen af albummets tekster så kryptisk, at jeg i hvert fald farer godt og grundigt vild i de mange ord og billeder. Men lige netop i den forvirring og mystik ligger også den sære og tiltrækkende fascination, der kendetegner Aldous Hardings sange. Det er som en labyrint, hvor forståelsen, meningen, oplysningen hele tiden ligger og lurer om det næste hjørne. Det er så skævt og grænsende til det mærkelige, at du aldrig helt ved, hvor hun er på vej hen. Alligevel kan du ikke lade være med at blive draget mod hende.
Dertil kommer også, at Aldous Harding er en fremragende sanger med et bemærkelsesværdigt register. Som når hun går fra en dyb hæs ryst til en falset på et øjeblik i omkvædet på ‘Zoo Eyes’, eller når hun nærmest ubesværet skifter vokal fra sang til sang. Det er næsten som om, hun med hvert nyt nummer skifter ham og afslører et nyt musikalsk udtryk.
Det er for eksempel få sangere, der kan holde lytterens opmærksomhed i over seks minutter kun akkompagneret af en spartansk og repetitiv klaverfigur, som Harding gør på ‘Damn’. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men så snart hun begynder at synge, folder man instinktivt ørerne ud og giver sig hen. Det er vokal autoritet, så det batter, men det virker samtidig helt ubesværet og aldrig insisterende.
Alligevel kan ‘Designer’ ikke se sig fri for at have en række sange, der ikke rigtig griber lytteren. Det gælder især albummets tre sidste sange. ‘Weight of the Planets” føles lidt let og uforløst. På ‘Heaven Is Empty’ synger Harding endnu engang fremragende, men det er som om hun ikke rigtig kommer nogen vegne, og den lidt ligegyldige ‘Pilot’ er bestemt ikke den flotte afslutning, som albummet ellers godt kunne have fortjent.
I sidste ende er det dog skønhedspletter på et flot album, der føjer ny musikalsk fylde til Hardings sangskrivning uden at give køb på hendes skævheder og særegne mystik.
Kort sagt:
Der er skruet op for produktionsværdien på Aldous Hardings tredje album. Men trods et lækkert og let tilgængeligt musikalsk udtryk, bevarer den newzealandske sanger den dragende skævhed og mystik, der altid har kendetegnet hendes sangskrivning.