Er dét Morrissey? The Smiths-legendens nye album er et monument af ligegyldighed
Er dét Morrissey?
Det var min første reaktion, da jeg lyttede til ’California Son’. Og det korte svar er: Nej, det er ikke Morrissey. Det er 12 covernumre af alt fra Bob Dylan til Roy Orbison, og den 60-årige Morrissey fra legendariske The Smiths formår på ingen måde at gøre sangene til sine egne. Faktisk lyder det præcis som en 60-årig mand, der spiller Bob Dylan og Roy Orbison. Det går måske an til et guldbryllup, men kunst er det sgu ikke.
Albummet lægger ud med en tyggegummipop-udgave af Jobriaths ’Morning Starship’, hvor det lykkes Morrissey at dræne nummeret for enhver futuristisk David Bowie-vibe, som originalversionen besad. Det mest deprimerende er, at det faktisk er albummets højdepunkt. Herefter går det hastigt ned ad bakke, inden albummet rammer bunden med det ultimative balle-cover af Laura Nyros ’Wedding Bell Blues’. Et cover, hvor Billie Joe Armstrong fra Green Day af uransagelige årsager synger kor, uden at det gør hverken fra eller til.
Genremæssigt springer vi fra den ene yderlighed til den anden. Fra pop til blues, rock til ragtime, folk til ballade. Det stikker i tusind forskellige retninger og ikke på en god måde, som når en playliste er godt skruet sammen. Mere som Kandis der spiller Volbeat lige efter Birthe Kjær. Der er ingen sammenhæng.
Der er momenter, hvor det lyder ok. Sangene er jo gode nok, og de er skarpt arrangeret med big band og det hele. Produceren er tydeligvis også dygtig, for han får det til at lyde som om, Morrissey synger rent. Men midt i al den autotune, der unægtelig er taget i brug, midt i det professionelle arrangement, midt i andre folks tekster, er Morrissey forsvundet.
I virkeligheden var det vel forventeligt, at det ville ske en dag. Morrisseys solokarriere har båret præg af, at hans enorme selvfedme lidt efter lidt har ædt den depressive ærlighed, der i 80’erne gjorde ham til stemmen for en generation af ensomme unge. Han har placeret sig selv i mere og mere storladne kompositioner og tilsidesat hverdagspoesi til fordel for politiske statements og lommefilosofi. Undervejs er nerven gået tabt.
2017’s ’Low In High School’ markerede et foreløbigt klimaks på denne udvikling. Morrisseys dirrende vokal, der historisk har balanceret mellem det ømme og det pivfalske, var pludselig poleret i sådan en grad, at det skar i ørerne. Og til lyden af melankolsk pianospil sang han i ramme alvor: »The Arab spring called to us all / the people win when the dictators fall«. Der var vi nok mange, der tænkte, at det da ikke kunne blive værre. Men der tog vi fejl.
’California Son’ er et monument af ligegyldighed. Det kan ingenting, det vil ingenting, og man får fornemmelsen af, at Morrissey er kravlet så langt op i sin egen røv, at han tror, hans opblæste ansigt på albumcoveret er nok til at sælge plader. Og sandheden er, at han har ret. Havde det ikke været, fordi Morrissey var Morrissey, så havde vi glemt alt om ham for længst.
For lad os være ærlige: Morrissey har ikke lavet god musik i årevis. Ondsindede tunger vil sige, at vi skal tilbage til The Smiths-tiden, og at han ikke er noget uden Johnny Marrs geniale guitarspil. Mere medgørlige tunger vil minde om, at ’You Are the Quarry’ fra 2004 faktisk var udmærket. Under alle omstændigheder er det lang tid siden, og fornemmelsen af, at ’den gamle’ Morrissey er død, er ikke blevet mindre efter ’California Son’. Tværtimod.
Kort sagt:
California Son er et spraglet tæppe af ligegyldige covernumre, der giver anledning til, at man endegyldigt lægger Morrisseys solokarriere i graven og retter sin opmærksomhed mod noget mere interessant så som maling, der tørrer.