Bob Hund er næsten blevet for stuerene på deres gamle dage
Har man aldrig helt forstået Bob Hund som fænomen, så kan de nemmest opsummeres som en blågul galimatiasforvrængning af den amerikanske 90’er-indierock-bølge, som sidenhen er blevet hængende for at hjemsøge svenske og danske jagtmarker langt ind i dette årtusinde.
Undervejs er det blevet til en masse kreative proptrækkerkrøller og omveje for at holde indholdet af den lille sorte hundepøllepose dampende friskt, blandt andet bandets engelsksprogede eventyr som Bergman Rock, sideprojektet Sci-Fi SKANE og så et ufrivilligt kreativt benspænd, da bandet i starten af 00’erne fik stjålet grej for mere end 100.000 kroner og måtte starte forfra.
Netop den udfordring har skåningene sidenhen gjort til en permanent bestanddel af deres tilværelse. Ligesom forgængeren ‘Dödliga Klassiker’ er det seneste album fra indie-ikonerne nemlig et dogme-album: De seneste seks år har Bob Hund eksisteret på nomadiske kår – uden fast base, studie eller sågar egne instrumenter, og ‘0-100’ er således indspillet på grej primært lånt af deres fans, på må og få, blandt andet sågar som livesessions.
Sådan en tilgang burde resultere i noget spontant og uforudsigeligt, og i tilfældet med ‘Dödliga Klassiker’ var det også ét af bandets friskeste, mest umiddelbare udspil længe. Men på ‘0-100’ er det som om en vis sathed atter har lagt sig over løjerne.
Det er ikke et ueffent album, og produktionen er både chokerende pæn og homogen taget den formentligt ret kludetæppe-agtige proces i betragtning. Men det hele bliver også undertiden blot en kende sterilt og tandløst, selv om der stikkes bravt til ilden med for eksempel den sprødt 8-bit-synth-knasende ‘Så glad 1 gång’, der åbner med den herlige linje »Du är forväntansfuld, jag är bara fuld«, samt titelnummeret og ‘Om du gillar os’, der begge med deres optimistisk ascenderende korlinjer mest af alt lyder som om Tomas Öberg og co. har kigget Flaming Lips i kortene.
De mere afdæmpede hjørner af albummet byder også på den lille melankolske mobile ‘Vi är såå lyckliga som bara olyckliga människor kan bli’, der med få hooks rammer den velkendte, særligt skandinaviske blå tone i hjertet, som kun svensken kan, men generelt befolkes albummet af lidt for meget fyldstof, der enten står helt stille, eller blot hopper umotiveret op og ned på stedet uden at flytte lytteren nogen steder hen heller. En smule eksplosivitet savnes simpelthen.
Skulle man gisne om bandets fremtid, så er der måske i virkeligheden snart et nyt kreativt benspænd i horisonten, for ellers udvikler satheden sig til et par cementsko, der kan tynge selv det livskraftigste lille gadekryds af en køter ned på bunden af Øresund – og det utilpassede går hen og bliver tilpasset.
Kort sagt:
Bob Hund savner på deres første album på den anden side af 25 års jubilæet en smule eksplosivitet, og selv om ‘0-100’ er indspillet på lånt grej, delvist live og generelt på må og få, virker albummet en smule sat og sterilt i modsætningen til den friske og fyrige forløber. Skåningene må snart finde på et nyt kreativt benspænd.