Deerhunter gjorde en hverdagsaften til en bekymringsløs fest
Der er visse tidspunkter i ugens løb, som bare per automatik kan lægge en dæmper på en koncertoplevelse. For mit vedkommende (og mange andres, tænker jeg) er særligt søndage og mandage de absolutte dødssejlere, hvor selv et oplagt band kan have svært ved at trænge igennem til et publikum med fokus ligeså meget rettet mod den begyndende arbejdsuge.
Denne opfattelse sprang Deerhunter til atomer i Pumpehuset, hvor de gjorde mandag aften til en euforisk festaften. En attitude lagt for dagen af gruppens kækt kokette styrmand Bradford Cox, som var i mildest talt godt humør i gensynet med de danske fans. Aftenens mange monologer kom både omkring Spritz-anekdoter og Cox’ forundring over at have opsnappet, at ænders ’sprog’ på dansk jo er en musikgenre (»I mean, rap? What the fuck!«).
Denne løsslupne jovialitet gelejdede publikum ind i en feststemning, som dog ingenlunde var givet på forhånd. Koncerten åbnede med en nærmest utilnærmelig instrumentalintro svøbt i dissonante støjcollager og sluttede tilsvarende med en monumental ‘Monomania’, som var et kompromisløst klimaks af svimlende shoegaze-flader.
Inden for denne konsekvent optegnede ramme viste Deerhunter det brede musikalske spektrum, der overlegent fusionerer genrer på én og samme tid. Således marcherede det barokpoppede cembalo som en selvfølge hånd-i-hånd med de fuzzede guitarer i ‘Death in Midsummer’, percussion-akkompagnementet i ‘Plains’ medbragte en fed calypso-stemning, og ‘Helicopter’ var brusende indie-patos af fineste karakter. Ligesom Javier Morales’ hæsblæsende saxofon i ’Coronado’ vakte The E Street Band-vibes og således gav koncerten et skvæt dad rock-konnotationer. Til yderligere begejstret hujen fra salen, hvor folk svajede arm i arm.
Bradford Cox labbede den gode stemning i sig, og det var ikke blot i hans tydeligvis velovervejede fremtoning med jakkesæt og store solbriller, at man fik associationer til David Bowie og Bryan Ferry fra Roxy Music. Når han lagde guitaren fra sig og greb om mikrofonstativet, havde han en fremtoning som en distingveret artrock-elegantier.
Som anført kunne formen så absolut matche indholdet, og Deerhunters koncert i Pumpehuset var ikke alene en suveræn showcase i, hvordan genrer fusioneres, når talentet er åbenlyst. Det var også en pragtfuld bekræftelse af, hvordan hverdag kan udvikle sig til fest, når koncerten rammer plet.
Kort sagt:
Med en imødekommende Bradford Cox som styrmand sejlede Deerhunter ind i Pumpehuset og gjorde en hverdagsaften til en bekymringsløs fest.
Læs anmeldelse: Deerhunter ‘Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’