Status efter The Streets på NorthSide: Mike Skinner, skal vi ikke bare tage på pub i stedet?
Et heftigt beat badet i dramatiske stryger-synths, som nærmede vi os et slasher-mord i en gyserfilm. ’Turn the Page’ brager effektfuldt ud over en højspændt NorthSide-plads, der er klar til et comeback fra den britiske 00’er-hiphops favoritgadedreng.
Ind sjosker Mike Skinner med en selvfølgelighed, som var de sidste års The Streets-retræte blot en powernap i en Birmingham City-halvleg: Med direkte kontakt til sit publikum, med ærkebritiske bars fordelt lemfældigt og med solid, frydefuld skævhed over de hårde beats. Før åbningsnummeret nåede sin ende, havde Skinner både bundet en øl blandt publikum, filmet sig selv på sin telefon og væltet byens bedste slagterhunde af pinden i frækhed.
På den ene side var det helt, som det skulle være. Mike Skinner er en mand af folket, der kigger sit publikum direkte i øjnene og befinder sig bedst langt ude over scenekanten. Festen i hans hoved er alt for stor og distræt til, at han på nogen måde ville kunne levere noget, der minder om et stramt sceneshow – og det er heller ikke det, han skal.
Skinner måtte takke sit skarpe orkester, der – trods hovedpersonens dybt charmerende og ukuelige balladelyst – holdt snor i settet, der tog os fra ’Original Pirate Material’s elektroniske, ustyrlige og konstant ekspanderende univers over ’A Grand Don’t Come for Free’s flabede storhits og følelsesladede ballademageri.
Skødesløsheden klæder den direkte elskværdige Skinner, og vildskaben klædte de fandenivoldske perler som ’Sharp Darts’ og ’Open the Till’, der startede noget nær grimefester foran scenen. Men noget af det, der gør The Streets så vanvittigt væsentlig, er ikke mindst den nerve og inderlighed, der gemmer sig i den britiske bramfrihed. Den selv samme ærlighed, der fortæller om at være tæskestiv og gøre fuldfede tilnærmelser til en bird går nemlig igen i de følsomme numre – fra de simple, men ømme livslektioner i ’Everything is Borrowed’ og den rørende inderlighed i breakup-balladen ’Dry Your Eyes’ til den uhyggeligt klaustrofobiske rus på ’Blinded By the Lights’.
Netop denne nerve og inderlighed gik tabt et sted blandt champagnesprøjt og lol-bemærkninger. Som havde Mike Skinner i løbet af de seneste ti års tid glemt de ærlige følelser, der bløder igennem The Streets-materialet, og som gør det så særligt og så unikt.
Da Skinner sluttede af med sit ubestridt største og allermest underholdende hit ’Fit But You Know It’, der desværre gik tabt under spidskandidaten til årets mest akavede crowdsurf, efterlod han mig og måske også resten af NorthSide med samme følelse: Mike Skinner ydede ikke sine fabelagtige, små genistreger retfærdighed. Men hvor ville han dog være en straight up fryd at tage på pub med i stedet.
Kort sagt:
Mike Skinner leverede et elskværdigt, men dybt distræt festforsøg, der druknede den inderlighed og ærlighed, der gør hans britiske bramfrihed så speciel.
Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.