Supergruppen The Raconteurs navigerer udenom faldgruberne på veloplagt comeback
Jack White er en af musikkulturens mest fascinerende skikkelser. Alt han bedriver er gennemsyret af en idiosynkratisk sans for æstetik, og han forstår som få at genanvende rockhistoriens byggesten i sit eget rigt ornamenterede tempel af hyppige udgivelser i såvel eget navn som i bandregi.
Med et fint indstillet fokus af det kritiske kompas kan man advokere for, at connaisseuren fra Detroit blot er en rockarkæolog, der støver allerede støbte monumenter af. Men det ville være at gøre regning uden vært, for White gør netop sin ting med så meget omhu og sikker navigering i velkendt farvand, at man overgiver sig.
At være en betvinger af de velkendte tricks i bogen frem for en slave af disse, har altid været hans modus operandi, og således også på det nye udspil fra The Raconteurs.
Det åbner veloplagt og overbevisende med ‘Bored and Razed’, hvor man tydeligt fornemmer en trang til at banke støvet af instrumenterne efter 11 års pause, ligesom ‘Don’t Bother Me’ er et frydefuldt ridt over stepperne med alt, hvad den strømførende diligence kan trække af tempovariation, gnistrende guitarsolo og et smægtende vokalhook.
The Raconteurs er en akkumulation af gruppens fire talenter, og de andre medlemmer gemmer sig ingenlunde i skyggen af Jack Whites status. Brendan Benson kan bryste sig af en hæderkronet solokarriere, mens Jack Lawrence og Patrick Keeler har spillet sig tæt ind på hinanden efter mere end 20 år sammen som rytmesektionen i The Greenhornes.
Hvordan de individuelle præstationer bidrager til det samlede facit vidner ‘Hey Gyp (Dig the Slowness)’ om. Her er det i høj grad Patrick Keelers polyrytmiske kreativitet, der forædler en lettere inferiør bluesrocker. Trommeslagerens sprudlende bidrag er en glimrende påmindelse om, at The Raconteurs for alvor gør indtryk, når firkløveret krydser klingerne og kollektivt gør hinanden bedre.
Hvilket også er tilfældet i sangskrivningen, hvor Brendan Bensons introspektive væsen på fin vis komplementerer Jack Whites iltre temperament. ‘Only Child’ er således et glimrende og veltilrettelagt akustisk moment, ligesom den nuancerede ‘Thoughts and Prayers’ bygger flot op og klinger albummet af på fornem vis.
Med højdepunkterne således belyst, kommer vi ikke udenom, at bekvemmeligheden også møver sig ind på ‘Help Us Stranger’. Væsentligt mindre indtryk vækker titelnummeret, ‘Now That You’re Gone’ og ‘Somedays (I Don’t Feel Like Trying)’. Et udsagn, man næsten tager for pålydende, havde det ikke været for det interessante postludium, der giver nummeret et nærmest rapsodisk skær.
Det høje bundniveau bevirker heldigvis, at The Raconteurs styrer udenom faldgruberne, og i sine bedste stunder er ‘Help Us Stranger’ en funklende fakkel fra rockpuritanerne.
Kort sagt:
Akkumulationen af fire talenter og temperamenter sikrer et højt bundniveau, der navigerer The Raconteurs’ tredje album udenom de dybeste faldgruber.