10. Elias Boussnina ‘Shameboy’
Med udgivelsen af ’Shameboy’ blev Elias Boussnina Danmarks nye r’n’b-kronprins – ep’en var så overbevisende, at hans fortid som lol-rapperen Yung Coke allerede er gået i glemmebogen. Elias synger som en drøm, og på ’Shameboy’ serverede han en række stærke, Frank Ocean-kanaliserende sange med følelserne uden på tøjet.
9. Liss ‘Second’
De gik i hi i tre år, søgte ly fra popstjernedrømmens bagside med stress og jag. Men da Liss endelig vendte tilbage med ep’en ‘Second’, var det som om, næsten intet var hændt. Kvartetten leverede nemlig endnu en samling dybt catchy soulpopsange, der både bevarede udtrykket og udbyggede med nye finesser.
8. Jamaika ‘Nordsiden’
Jamaika er en splittet mand. På den ene side er hans vokal skrøbelig og smuk, når den besynger hans drømme om at slippe væk fra gaden og hen til et bedre liv. På den anden er der unægteligt en hårdere side ved ham. En fascination af det kriminelle dybt indprentet i Vejle-rapperen. Dén pendlen mellem gadeliv og legalitet er den centrale konflikt på ‘Nordsiden’. Det bliver nærmest en kamp på liv og død: Det er nok derfor, ‘Nordsiden’-coveret er halvt ansigt halvt skelet.
7. Søn ‘Det skandinaviske design’
Ringlende The Smiths-influeret guitarpop møder skælvende jazzede momenter på debutalbummet fra københavnske Søn, hvor frontmand Kristoffer Jessens opsigtsvækkende situationsberetninger og skæbnefortællinger skriver en ny original tekstforfatter og et ambitiøst band ind i den dansksprogede rockhistorie. En helstøbt og medrivende lytteroplevelse, der driftssikkert skaber dynamisk forløsning, flow og sammenhæng.
6. Erika de Casier ‘Essentials’
Erika de Casiers ‘Essentials’ er ikke som sådan et forsøg på et genskabe slut-90’ernes og start-00’ernes r’n’b. Det er mere et forsøg på et dykke ned i nostalgiske og længselsfulde minder om dén tid: Den gyldne r’n’b set gennem et filter af drømme, melankoli og fortabelse. Det gør ‘Essentials’ til en fundamentalt virkelighedsfjern udgivelse.
Og det er ment som en kompliment! For er sange som ‘Little Bit’, ‘Do My Thing’ og ‘Good Time’ ikke netop opfordringer til at give slip på virkeligheden og bare give sig hen til den søde fristelse?
5. Barselona ‘Legebørn’
Et enkelt debutalbum kunne ikke gøre det, så Rud Aslak og Rasmus Theodor udgav hele to album – ‘Legebørn’ og ‘Hjertebank’ – simultant, hvoraf det mere organiske udtryk på førstnævnte virkelig klæder de brusende, veleksekverede hymner om kærligheden og ungdommen og løfter dem derop, hvor det efterlader et varigt aftryk.
4. Branco ‘Baba Business’
Brancos første soloalbum hedder ‘Baba Business’, fordi det handler om, at han gør de ting, han gør, for sine børns skyld. Men titlen giver også mening i forhold til den danske hiphopscene generelt. For Branco er nemlig far til store dele af den æstetik, der præger dansk gaderap.
Først som del af MellemFingaMuzik, hvor han skabte den hårde, ghetto-orienterede stil, der siden eksploderede. Og nu med ‘Baba Business’, der tager lyden op på et globalt niveau. Den lokale rapper fra Vestegnen opererer nu på et internationalt plan – vi er gået fra ‘Nordvest’-stil til fuld ‘Narcos’. Det er en helt ny skala for dansk hiphop. Mon ikke resten af scenen følger efter Baba Branco igen?
3. Jada ‘I Cry a Lot’
I en verden, hvor alle konstant forsøger at holde følelserne inde, er det forfriskende med Jada, der helt ufiltreret kalder sin debut ’I Cry a Lot’. Hendes følelser er da også albummets væsentligste drivkraft, og sammen med fremragende produktion, en bjergtagende vokal og fængende melodier sørger de for, at musikken på én gang bliver rørende og øjeblikkeligt catchy.
2. Lowly ‘Hifalutin’
Det ambitiøse ensemble bruger debutens høje niveau som springbræt og fortsætter på ‘den svære toer’ deres stilsikre færd gennem gennemarbejdede kompositioner og produktioner, hvor Soffie Viemose og Nanna Schannongs klare vokaler lyser det farverige dreampop-landskab op. Et sonisk velorkestreret eventyr spækket med finurlige og pirrende detaljer at fordybe sig i.
1. Hans Philip ‘Forevigt’
Den tidligere Ukendt Kunstner-frontmands hjerteskærende debutalbum tog os med storm. Han er gået fra rapper til r’n’b-crooner og behandler på ’Forevigt’ et utal af tungsindige følelser i kølvandet på et brud.
R’n’b-melankolien klæder ham umanerligt godt, og når albummet er forbi, føler man, at man emotionelt er kommet helt tæt på Hans Philip. Som om musikken har været den selvterapi, der var nødvendig for at komme videre i livet. Philip har skudt solokarrieren i gang med manér – og det har så sandelig været den lange ventetid værd.