Tears for Fears på Roskilde Festival: Den glitrende popæstetiks forfædre scorede kun en halv triumf

Der var lagt op til det helt store triumftog, da Tears for Fears efter en mangeårig pause besøgte Danmark for første gang i små tre årtier. Som en af 80’ernes største grupper har den britiske synthpop-duo været med til at forme nutidens glitrende popæstetik, ligesom de har skrevet en lang række sange, der med rette kan kaldes evergreens.

Et triumftog var det også, men kun et halvt et. Med et anonymt backingband lagde frontmændene Roland Orzabal og Curt Smith ud med deres største hit, ’Everybody Wants to Rule the World’, og så var der ellers lagt op til en storslået popparade. Men efter et fremragende ridt med minisymfonien ’Sowing the Seeds of Love’ faldt energiniveauet.

Selvom Orzabal strålede som en grand old man med dybe rynker og grånende løvemanke, var der ikke meget interaktion eller publikumskontakt fra de fåmælte frontmænd. Det føltes, som om de holdt sig tilbage, mere af bekvemmelighed end nødvendighed.

Synge kan de til gengæld stadig, hvilket vi fik at høre i klassikeren ’Mad World’, den smukke ’Memories Fade’ og ikke mindst ’Bad Man’s Song’, hvor der gik jazz- og blues-jam i den. Men man kan undre sig over, at mand med et repertoire som Tears for Fears’ vælger at spille et slæbende cover af Radioheads ’Creep’ halvvejs igennem koncerten.

Forløsningen kom med de afsluttende ’Head Over Heels’ og ’Shout’, hvor musikken for alvor blev blæst op i den stadionstørrelse, den fuldt ud fortjener. Det var bare noget sent.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Fredag byder på Roskilde-programmets mest hjerteskærende overlap: Hvad skal jeg gøre?