Blood Orange spillede toptjekket knaldemusik, men manglede nærvær i Store Vega
Smukke, unge mennesker fyldte Store Vega på denne hede sommeraften. Smarte som bare pokker med stilrene outfits og rank ryg. Mange par. Mange hænder, der gled op ad ryggen på en partner. Der var lagt i kakkelovnen til en rigtig kærestekoncert. Man fornemmede, at det musik, der skulle spilles denne aften, ville ramme folk lige et vist sted. Ikke i hjertet, men i bukserne.
Fornemmelsen blev bekræftet, da klokken slog 21.00, og Dev Hynes aka Blood Orange indtog scenen sammen med sit band – der naturligvis indeholdte en saxofonist. Det første nummer, ’Champagne Coast’ fra debutalbummet ’Coastal Grooves’, startede brat uden yderligere introduktion og var præcis lige så ømt som forventet. Hynes’ fintfølende r’n’b-vokal kærtegnede øregangen, mens korsangerne dansede sensuelt på sidelinjen og lyserødt spotlys snoede sig op ad bagtæppet. »Come in to my bedroom / come in to my bedroom«, sang han hengivent ind i mikrofonen. Og publikum tog imod invitationen.
De næste par numre kom hurtigt i rap, kun adskilt af et obligatorisk »How are you doing tonight«, der blev mødt af en lige så obligatorisk hujen fra publikum. Egentlig en underlig måde at besvare et spørgsmål på, men Dev Hynes lod til at være tilfreds og begav sig herefter ud i en skarpskåret parade med korte versioner af sine numre. Efter et kvarter var vi oppe på seks-syv sange, der serveret på den måde virkede som ret meget af det samme.
Det skulle vise sig at være symptomatisk for hele koncerten. En hulens masse numre, der lød mere eller mindre ens, selv om instrumenteringen varierede en smule. Dev Hynes krydrede oplevelsen med så mange blærerøvssoloer, at man blev helt forpustet. Nogle numre spillede han guitar. Andre klaver. Andre sang han bare, mens han dansede op og ned ad scenen. Lige meget hvad han gjorde, lød det pisse godt. Men jeg kunne ikke lade være med at savne et eller andet. Der gik et stykke tid, før det gik op for mig, at det var ham, jeg savnede. For selv om han gav den gas, så virkede Hynes underligt afkoblet, som en mand på arbejde frem for en kunstner i proces.
Ikke desto mindre var publikum med på den. Og mon ikke det skyldtes, at Blood Orange var – og er – god smag personificeret. Han vandt mere på den sprøde retro-æstetik end på det musikalske indhold.
Festen kan man heller ikke tage fra den gode blodappelsin. Det var dejlig dansemusik fra et fremragende danseorkester, og aftenen blev rundet af med de to vel nok største hits, ’You’re Not Good Enough’ og ’Charcoal Baby’, som Blood Orange spillede med den præcis samme professionalisme og følelsesmæssige distancering, som havde kendetegnet koncerten.
Efter dette klimaks spillede han et sidste nummer og forlod så scenen uden anden kommentar end: »Thank you«. Først da crewet gav sig til at pille trommesættet fra hinanden, indså folk, at det var det.
Mens folk så småt sivede ud af lokalet kom en kvinde op til mig. Hun havde bemærket, at jeg havde noteret lifligt i min notesbog under koncerten. »Jeg ved, hvad din rubrik skal være«, sagde hun. »Knaldemusik.« Og det var lige præcis, hvad koncerten havde været. Sexet musik, der kan spille i baggrunden, mens man mærker magien på anden vis.
Kort sagt:
Blood Orange gav en professionel og toptjekket koncert, der gik lige i bukserne, men den store kunstneriske oplevelse udeblev.
Læs også: Se Blood Oranges smukke og intime ’Tiny Desk’-koncert