Chance the Rappers ‘The Big Day’ er for meget af det gode
I en hiphopgenre, der i løbet af hans karriere har tenderet mod tunge følelser og dystre temaer, har Chance the Rapper holdt fast i håbet og optimismen. Både musikalsk, med dur-akkorder, gospelinspirationer og lyse trompeter, og tematisk, hvor ordene kærligt har beskrevet hjembyen Chicago, den (bitter)søde kærlighed og livet som indie-rapper.
Men ’The Big Day’ er for meget af det gode. På flere måder.
Chances officielle debutalbum kredser om hans bryllup og ægteskab. Og som til så mange bryllupper bliver de store ord og den sukkersøde stemning bare lidt meget. Oven i det er ‘The Big Day’ (også ligesom mange bryllupper) meget langt, og man kommer lidt til at sidde og vente på, at det skal slutte.
Albummet kommer godt rundt rent genremæssigt: Der er både funket rap, trap, hip-house, r’n’b, juke og Bon Iver-produceret indie, og det har samme lidt ubestemmelige fornemmelse, som man vil finde på mange bryllups-playlister (hvis du er træt af bryllupstematikken, skal du ikke glæde dig til albummet…).
Chance rammer dog rigtigt noget af tiden. ‘Town On the Hill’ og ‘Sun Come Down’ er kærkomne, stille øjeblikke, ’Eternal’ er en groovy, funky, dansabel sang, og ’Handsome’ og ‘Do You Remember’ føles tilnærmelsesvis som den Chance, man kender og holder af.
De gode sange er dog i undertal. ‘Found a Good One’ er omklamrende positiv, og ‘Lets Go On the Run’ er sikkert perfekt til nygifte, men rimelig intetsigende for alle os andre. ‘Hot Shower’ med MadeinTYO og DaBaby kunne være spændende, men lyder som om halvdelen af instrumentalen mangler. Den Brandy-samplende, housede ‘Ballin Flossin’ er tilforladelig, men ligegyldig, og kan ikke reddes af en Shawn Mendes-feature.
Gæstelisten er generelt ligeså broget som til et ægte bryllup: Her finder man blandt andre Nicki Minaj, Lil Durk, Francis and the Lights, Randy Newman, Gucci Mane og lillebror Taylor Bennett. Ligesom med musikken er der træffere; Megan Thee Stallion er skarp på ‘Handsome’, og Death Cab For Cutie-frontmand Benjamin Gibbards omkvæd på ‘Do You Remember’ er drømmende med et hint af sentimentalitet. Men gæsterne fjerner fokus og bliver forvirrende i længden. Oven i det udstiller de stedvist hovedpersonens til tider mangelfulde vokalpræstation – Lil Durks vers på ‘Slide Around’ føles som en åbenbaring efter mange statiske Chance-vers.
Hovedpersonens vokaler er nemlig ofte uinspirerende og ensidede, både i levering og ord. Der er glimt af genialitet, for eksempel på ‘5 Year Plan’, hvor ordlegen og flowet især hen mod slutningen føles friskt og spændende. Men linjerne om kærlighed, gode tider og det gode liv mangler nuancer og modspil. På et nummer som ‘Lets Go On the Run’ bliver de børnetime-agtige linjer nærmest irriterende, og ‘Big Fish’ er ucharmerende moraliserende; »But they don’t sell marriage no more / guess bein’ all alone ain’t so scary no more / guess our lives ain’t for sharin’ no more / guess the tale can’t end like a fairy no more«. Selv om Chance altid har haft en religiøs side, klæder denne her form for prædiken ham ikke.
Gennem karrieren har Chance the Rapper set alverdens dårligdom i øjnene og bekæmpet den med glæde og håb. Det gør han stadig, og han er en karakter, som utvivlsomt gør verden til et bedre sted. Det er beundringsværdigt at insistere på det positive. ‘The Big Day’ mangler bare dybde. Der er ikke noget på spil mere, og man har desværre lyst til at smutte, så snart brudevalsen er overstået.
Kort sagt:
Chance the Rapper er tilbage med sin velkendte optimisme på ‘The Big Day’, der kredser om rapperens bryllup. Desværre kammer de gode vibes over på det langtrukne, forvirrede og lidt unuancerede album.
Læs også: Her er 26 udenlandske album, vi glæder os helt vildt meget til i anden halvdel af 2019