KOMMENTAR. Hvornår blev Drake verdens største rapper? Det er der ikke lige et helt entydigt svar på, men mit bud er i sæsonen op til ’Views’.
Ja ja, alle hans album op til var gået nummer et i USA, men indtil ’Hotline Bling’ i juli 2015 skulle man helt tilbage til ’Best I Ever Had’ (2009) for at finde en Drake-single, der havde nået bare andenpladsen på den amerikanske singlehitliste hos Billboard.
’Hotline Bling’ gik også nummer to, men blev fulgt op af Aubrey Grahams allerførste førsteplads. Et monumentalt øjeblik for den canadiske rapper, der var rimelig slukøret over, at ’Hotline Bling’ med den meme-værdige musikvideo ikke blev hans første sang på tronen. Men det skete altså kort tid efter. Yep, der er tale om den famøse ’One Dance’-sommer. Dancehall-hittet blev udgivet i april 2016 og lå nummer et på Billboard i hele ti uger.
Nå, alt det her for at forklare, at tiden før ’Hotline Bling’ kan omtales med tidsbetegnelsen f.d.a.d. (Før Drakes Altoverskyggende Dominans).
Det var en tid, hvor Drake melankolsk grublede over sin berømmelse i stedet for at svælge i den. Hvor selvtilliden endnu ikke boblede over som en Möet-champagne, der er blevet hældt op med lidt for lemfældig hånd. Det var dengang, Drake kanaliserede al sin usikkerhed ind i hovedværket ’Take Care’, der altså stadig er og bliver det bedste Drake-album nogensinde. Basta.
Nu er det ikke fordi, at man sådan umotiveret skal svælge i fortiden, og ’den og den rapper var bedre i gamle dage’ er et eller andet sted en lidt trættende indledning til en diskussion.
Men nu har Drake selv lagt op til det. I sidste uge udgav han opsamlingsalbummet ’Care Package’, der indeholder 17 sange fra perioden 2010-2016: Løse tracks, gemte perler og numre, der ikke kom med på nogle af de store album.
De fleste af numrene har været ude før, nogle af dem er klassiske Drake-tracks, men at høre dem i sammenhæng mindede mig om én ting: Drake var bare mere interessant at lytte til i gamle dage.
Ikke at han var en skarpere rapper dengang. Eller en bedre sanger. Eller at Noah ’40’ Shebib og OVO-holdet var mere nyskabende i forhold til beats (men det var de…).
Nej, hovedpointen er, at Drake altid har kommunikeret sit indre i musikken, og dengang var han ganske enkelt et sted i sit liv, som lagde op til markant mere spændende indhold end i 2016-2019.
I dag er Drake på toppen, for otte år siden kiggede han mod tinderne med fråde om munden. I dag er succes så naturlig en del af hans liv som at trække vejret, dengang lå han søvnløs med bekymringer om, hvordan hans begyndende berømmelse ville påvirke hans liv og relationer.
Hvis jeg skal blive lidt specifik i forhold til ’Care Package’, så har jeg fokuseret på de fire sange, som blev udgivet op til ’Take Care’, men altså ikke klarede cuttet til hovedværkets endelige trackliste: ’Dreams Money Can Buy’, ’Trust Issues’, ’Club Paradise’ og ’Free Spirit’ med Rick Ross.
Disse fire numre blev udgivet i perioden maj-september 2011 og fungerede som en slags ekstra-appetizers til ’Take Care’, der landede i november. Der blev også udgivet officielle (geniale) singler som ’Marvins Room’ og ’Headlines’, og retrospektivt var det den vildeste magtdemonstration sådan på den måde at udgive fire virkelig stærke sange for samtidig at proklamere, at de ikke var specielle nok til ’Take Care’.
Det var her, Drake var på toppen rent kreativt – men kun fordi, at han rent succesmæssigt ikke var øverst i pyramiden endnu.
Hvilket kan høres på to måder: I hans tekster og så i den personlighed, der titter frem bag ordene som et metalag, man kan granske yderligere.
’Club Paradise’ er det bedste eksempel: En sang om, hvordan Drakes liv forandrer sig, og hvordan hans fortid og hjemby langsomt forsvinder fra hans virkelighed. Alle hans ekskærester har nye fyre, mens Drake nu er »that guy that know them strippers by their real names«.
Det er en sang om at få at vide, at man er blevet fjern. Og selv være i tvivl om, hvem der har ret. »You think I’m so caught up in where I am right now / uh, but believe I remember it all«, synger Drake i omkvædet, men hele nummeret igennem kan man høre på hans stemme, hvor meget det her rent faktisk går ham på. Selv om Drake mener, at han stadig har fokus på sit gamle liv, så piner det ham at få at vide, at nogle mener det modsatte.
Det er ganske enkelt en af de bedste Drake-ballader overhovedet – en af hans mest gennemførte sange om et emne, som de første mange år definerede hans karriere: Kampen mod og med berømmelsen. Hvilket også viser sig på ’Trust Issues’; en sang, hvor bare titlen siger det hele.
Dengang var Drakes ballader præget af en melankoli, som bare føltes mere ægte, end den gør på hans nyere materiale. Han var ægte slukøret, angst for at begå fejl, bange for at miste sig selv i det hele. Og ja, samtidig var han nogle gange også smålig og lidt kikset.
Men Drake var ikke udelukkende ballader dengang. Af og til stak han også hånden i hvepsereden og prøvede kræfter med de hårde bangers, blærerøvsattituden og den der følelse af uovervindelighed, som for alvor manifesterede sig på ’Nothing Was the Same’ og siden da har domineret hans univers.
»My favorite rappers either lost it or they ain’t alive«, rapper han på den Jai Paul-samplende ’Dreams Money Can Buy’, men dengang i 2011 var Drake i midten af 20’erne. Han var ikke pumpet. Han havde ikke haft et nummer et-hit. Der var stadig en usikkerhed bag hele facaden, som var tydelig at høre for alle andre – selv når Drake prøvede at være hård.
Det er endnu mere tydeligt på ’Free Spirit’ – en herligt primitiv og totalt lol sang om at få kvinder til at få tatoveret billeder af Drake og Rick Ross.
»Tat my fuckin’ name on you so I know it’s real / I know it hurts, but I ain’t tryna hear it / ’cause when I’m not around, I still be there in spirit«, rapper Drake i omkvædet, og i verset er det nemt at høre, hvordan det lidt hurtige tempo ikke er hans naturlige habitat endnu.
Drake prøver at lyde barsk – men han har endnu ikke helt lært, hvordan man gør. Og det var jo netop det, der var charmerende. Det er en fejl i kongruensen mellem tekst og levering, som gør Drake menneskelig.
Og netop menneskeligheden – eksemplificeret ved ting som at tillade sig selv at fejle og være i tvivl – er det, som gør 2011-Drake til en meget mere spændende karakter end 2019-Drake.
Dengang havde Drake et sårbart sind, og han lagde alle kræfter i at projektere det ud i sin musik – både direkte og mellem linjerne, bevidst og ubevidst. Disse nuancer har bare ikke været der siden 2016. Og selv om Drake siden da er blevet verdens største rapper og har lavet en komplet vanvittigt antal geniale popsange, som jeg også elsker, så er essensen af ham og hans musik bare ikke lige så interessant som i starten af karrieren.
Det er ’Care Package’ en ambivalent påmindelse om. For dels er det jo ærgerligt at blive mindet om det faktum, at vi aldrig får den gamle, usikre Drake tilbage. Men samtidig er det fantastisk at få serveret de her gemte perler, som for alt i verden ikke må gå i glemmebogen.
Jeg tror, Drake skal opleve noget fiasko, før han igen kan levere musik, som indeholder samme følelsesmæssige dybde som mange af sangene på ’Care Package’. Indtil da er vi stuck med succes-Drake. Han leverer hits, men han lukker dig ikke ind bag rustningen.
Læs også: Drakes OVO-koncert havde flere gæster end et DJ Khaled-album – se videoerne