Florists smukke folk-album er musik til en ensom regnvejrsdag
Florists tredje album hedder ‘Emily Alone’, og det er en titel, der holder, hvad den lover. Albummet er nemlig skrevet og indspillet af bandets sanger og sangskriver Emily Sprague på helt egen hånd. Hvor Florists to første album blev indspillet med et fuldt band, er ‘Emily Alone’ bogstaveligt talt bare Emily Sprague alene.
Det har resulteret i en samling sarte, skrøbelige og ikke mindst smukke folksange, der kræver noget af lytteren. Det var således først da jeg var alene en aften uden distraktioner, at albummet virkelig kom ind under huden på mig. Indtil da havde dets afdæmpede skønhed simpelthen haft svært ved at overdøve hverdagens travlhed og trafik, der nærmest drukner albummets ensomme og blå intimitet. For selv om musikken er skrevet og indspillet i solrige Los Angeles, hvor Sprague har hjemme, er der ikke meget L.A.-solskin over ‘Emily Alone’, der mere lyder som musik til en ensom regnvejrsdag på østkysten, hvor Sprague oprindeligt kommer fra.
Albummet er både intimt og bedragerisk simpelt. Alle sange består af ganske få akkorder, der danner en naturlig bund, som Spragues luftige og kølige stemme, der ofte er optaget i flere lag, kan svæve henover. Her er ingen faste sangstrukturer. Ingen store omkvæd, der hænger fast. I stedet bevæger sangene sig lige præcis derhen, hvor Emily Sprague lader dem føre hende. Det er så nært, at musikken føles som et vindue ind i en anden persons tanker, følelser og personlige rum. Lukker man øjnene, kan man næsten mærke hende sidde foran en med sin guitar blot en armslængde væk.
Det hele er desuden krydret med en sporadisk brug af reallyde som fuglefløjt, hvilket bidrager til en frodig lyd, der sætter musikken i direkte forbindelse med naturen omkring os. Som når fuglene fløjter sagte gennem et åbent vindue på ‘Celebration’, eller når lyden af vand bølger og bruser beroligende under albummets smukke sidste sang, ‘Today I’ll Have You Around’. Dette går også igen i Spragues lyrik, hvor naturen konstant er til stede. Her besynges solen, månen, moder jord, skoven, floderne, fuglene, vinden, skyerne, torden, regn, sne, frost og ikke mindst vandet og havet.
»And if I lose my mind / please give it back to the earth / fire, water, wind / earth, fire, water, wind«.
Musikken er i et med naturen. I et med elementerne.
Men ‘Emily Alone’ er også et album, der handler om tab. Emily Spragues mor døde i 2017, og det tab er konstant til stede på et album, hvor livet, døden, minder og ensomhed bearbejdes på næsten meditativ og spirituel vis.
»Where did it come from / that tender soft inside of you? / did the wind bring it back from a cloud? / unbelievable I even get to see it«.
Sådan synger Sprague på den smukke ‘Ocean Arms’, og man kunne sagtens forestille sig, at ordene er henvendt til hendes mor. En slags taknemmelighed for livet og for de følelser og minder, som selv ikke døden kan udviske.
På Instagram beskrev Sprague albummets tredje single ‘Celebration’ som en kærlighedssang til mørket, og det er på mange måder en fin beskrivelse af hele albummet. Sangene på ‘Emily Alone’ er kærlighedssange til mørket, til tabet og til ensomheden, men på forunderlig vis også til livet. Der er intet mørke uden lys, og det er netop de modsætninger, der gør livet så specielt og magisk.
»Death will come / then a cloud of love«, synger hun på ‘Moon Begins’, og aldrig har døden syntes rarere og mere tryg. Det er musikalsk åndemaning og håbefuld melankoli. Det er forbandet fin sangskrivning.
Kort sagt:
På Florist’s tredje album står sanger og sangskriver Emily Sprague alene og uden et band i ryggen. Det har ført til en samling intime sange, der ved hjælp af naturen på nærmest spirituel vis kredser om ensomheden, livet, døden og alt derimellem. Det perfekte soundtrack til en ensom, eftertænksom regnvejrsdag.