NEKROLOG. Det er vel noget, de fleste af os har: En eller flere sange, som får os til at græde. For mit vedkommende drejer det sig om tre numre: ‘Jealous Guy’ af John Lennon, ‘God Only Knows’ af The Beach Boys og ‘Now’ af Daniel Johnston, som netop er gået bort som følge af et hjerteanfald.
Fraregnet min personlige emotionelle forbindelse giver det ganske fin mening at sætte den særegne lo-fi-musiker i dette fornemme selskab. For bag mange af sangenes kassettebåndsstøj, de fumlende akkordskift og Johnstons mildest talt pitchy vokal, fandt man en unik kunstner, som havde ufiltreret passage til et kildevæld af kreativitet, som foruden sange desuden materialiserede sig i et hav af tegninger og malerier.
På sin vis var Daniel Johnston en slags Brian Wilson for den alternative rockscene. For ligesom det musikalske mastermind fra ovennævnte The Beach Boys døjede Johnston også med mentale skavanker det meste af livet. Hvilket hører med til fascinationen af og myten om Johnston.
Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham via en række omtaler og anmeldelser af hans koncert på Roskilde Festival 2003. Hvordan et menneske plaget af både skizofreni og bipolar lidelse, som blandt andet derfor aldrig var flyttet hjemmefra sine forældre, var i stand til at turnere, gjorde mig nysgerrig. Jeg havde allerede bidt mærke i Johnstons visuelle oeuvre i form af den ikoniske ‘Hi How Are You?’-t shirt, som Kurt Cobain flashede både på Nirvanas photo shoots og ved bandets optræden til MTV Music Video Awards i 1992.
Nu var det tid til at dykke ned i musikken.
Fra karrierens begyndelse er det tydeligt, at vi har at gøre med et unikt talent med en ret enestående sans for melodi og ord. Når ens ører har vænnet sig til båndstøjen, den skingre stemme og det insisterende klaverspil på ‘Grievances’ (fra ‘Songs of Pain’, 1981) og ‘Story of an Artist’ (fra ‘Don’t Be Scared’, 1982), åbenbares et iørefaldende univers, som både har et skær af The Great American Song Book og The Beatles.
»If I had my own way, you would be with me here today / but I rarely have my own way, I guess that’s why you’re not here with me today«, lyder det i ‘Grievances’.
En humoristisk beskrivelse af en nederen situation, der vidner om Johnstons skarpe formuleringsevne og vid, som psykiatriske indlæggelser, medicinering og hallucinationer heldigvis aldrig fik bugt med.
I de senere år skiftede Johnston båndoptageren ud med professionelle indspilninger og allierede sig med musikalske sparringspartnere, blandt andet Mark Linkous fra Sparklehorse og det hollandske band The B.E.A.M. Orchestra, ligesom turnévirksomheden var ret stabil, når man medregner hans psykiske helbred.
Det var således med en vis spænding, at jeg tog til koncert med Daniel Johnston på Vega i foråret 2010, hvor der både var visning af dokumentarfilmen ‘The Devil and Daniel Johnston’ (en af de mest rørende musikfilm nogensinde. Se den!) og efterfølgende koncert med hovedpersonen.
Det har aldrig givet mening at bedømme Johnstons optrædener ud fra konventionelle parametre som samspil, interaktion og teknisk kunnen. Derimod var man vidne til noget så dybt gribende som et fuldkomment blottet menneske, der både var smerteligt direkte og afvæbnende umiddelbar og derfor i total kontakt med sit publikum – på trods af lukkede øjne, rystende hænder, falsk intonering og et fumlende greb om guitaren.
Fordi Johnston ingenlunde var teknisk funderet og hans egne evner som musiker begrænsede, var det netop så rigtigt og respektfuldt set af førnævnte Mark Linkous at agere fødselshjælper og samle et hold professionelle musikere på albummet ‘Fear Yourself’ fra 2003, der kunne præsentere Johnstons sange, som deres kvaliteter indbyder til og fortjener.
Dog stadig med hensyn til ophavsmandens udgangspunkt – hvilket leder mig tilbage til, hvorfor ‘Now’ påvirker mig så stærkt og altså er blandt de tre numre, som kan få mig til at græde.
Nummeret starter som en af Johnstons gamle kassettebåndssange – skramlet og leveret med uskøn guitarklimpen og skinger vokal. Men gradvist stiger produktionen op fra dybet og folder sangens magi ud i takt med nogle linjer, som indkapsler essensen af Daniel Johnstons naive, indsigtsfulde og fantastiske univers: »And tomorrow: No more sorrow / you can call her, if you want to / there’s a new way, why won’t you try it?«.
En tindrende smuk og formfuldendt forløsning. Hvil i fred, Daniel Johnston.