Bill Callahan i Store Vega: Et spillevende og morsomt møde med en stor sangskriver

Bill Callahan er i strålende humør. En smilende, flere steder næsten sludrevorn guide ind i sin verden af psykedelisk country, poesi, lommefilosofi og midtvejslykke – tilsat lidt småmorsom palaver med publikum om edderkopper, Norge og Finland (!).

Noget godt er sket for +50-årige Callahan med den sprukne baryton, der næsten soler sig, når folk råber sangønsker op til ham. Han har fundet lykken i et lille kongerige bestående af ham selv, kone og en lille søn.

Opturen er tydelig på hans seneste album ’Shepherd in a Sheepskin Vest’, og at lytte til dét er som at ligge i en robåd på en flod, stilfærdigt drivende mod kosmos med tiltagende fred og accept i sjælen. Altså æoner væk fra den desperation, der konstant piblede frem på tidlige sadcore-mesterværker som ’The Doctor Came At Dawn’ og ’Red Apple Falls’.

Tilfredsheden, omfavnelsen af livet er gennemgående også denne torsdag aften på et pænt fyldt Store Vega, hvor fire mænd i opsmøgede skjorter sætter sejl mod det kosmiske. Her og der maler impressionistiske elguitar-passager uden for stregerne og får det store koncertrum til at virke endnu større.

Torsdagens setliste bestod overvejende af sange fra ’Shepherd…’, ’Apocalypse’ og ’Sometimes I Wish We Were An Eagle’ – alle album udgivet under Bill Callahans eget navn de seneste ti år. Samtlige album har uomtvistelige stjernestunder: ’Drover’, ’Too Many Birds’ og ’Jim Cain’ var blandt aftenens højdepunkter, sidstnævnte blev på ingen måde svækket af, at guitaristen lod sin Gibson tage nummeret en tur helt op under stjernerne. Da vi nåede til den nye sang ’Son of the Sea’ – med sin både morsomme og smukke linje »the panic room is now a nursery« sunget i muntre melodiske hop – var det næsten som om, vi fejrede Bill Callahans private triumf på hjemmefronten i fællesskab.

Men flere gange i løbet af aftenen ærgrede jeg mig over de pluk, der blev foretaget fra det store katalog: ’America!’ er – diplomatisk skrevet – bare ikke nogen særlig god sang. For mig har nummeret altid mere lydt som en spøg og skæmt-parodi på et countrynummer. Det kunne mundharmonika og udstrakte sfæriske guitarsoloer ikke ændre på. Nummeret blev bare ved. Det var spild af plads, når man har et katalog som Bill Callahans at øse fra.

Et af de få medtagne numre fra de snart fjerne 90’ere var ’Let’s Move to the Country’. Den oprindelige minimalisme i nummeret blev droppet til fordel for et arrangement, der gav alle på scenen noget at gøre med deres hænder, men som også ændrede nummerets oprindelige karakter af en slags frieri. Jeg fandt det en smule synd og kunne ikke lide den nær-ironiske 2019-fortolkning af sangen. Den blev behandlet skidt, sådan lidt tungen i kinden-kækt, af bandet, der tilsyneladende var mest i sync med det nyere materiale.

Sublime ’Say Valley Maker’, fra den sidste Smog-plade, blev ikke udsat for (for mange) krummelurer eller psykedeliske guitar-slides. Den blev i stedet et af aftenens højdepunkter i kraft af sin direkte, universelle skønhed, både hvad musik og lyrik angår. Det fungerede optimalt, da nummeret skiftede fra akustisk vuggevise til noget mere elektrisk, højt og intenst end i albumversionen.

Callahan og hans bands flirten med det abstrakte blev cementeret til sidst, hvor opvarmningsbandet leverede synth-flader og ekstra rislende slagtøj, så finalen næsten antog karakter af et ritualistisk, shamanistisk syretrip. Også sent i koncerten måtte jeg således ærgre mig over de lange ekskurser, når der nu er gået fem år siden seneste besøg fra den store sangskriver. Næste gang må han gerne balancere det rigtig gode nye materiale med lidt mere af det funklende gamle.

---

Kort sagt:
Bill Callahan sendte sine sange gennem det psykedeliske kalejdoskop, så koncerten her og der blev lovligt løs i kødet – især når man tænker på, hvor mange gode sange der blev forbigået. Stadig var Vega-seancen et spillevende og morsomt møde med en stor sangskriver i glimrende humør.