Bill Callahans pragtfulde comebackalbum er et opgør med en forbenet kunstnermyte
Bill Callahan har altid slået mig som en i eminent grad selvberoende kunstner. Forstået på den måde, at han synes at lave musik, der først og fremmest udtrykker hans egen søgen efter mening og trang til at indfange øjeblikke i både ord og lyd, eller bredere (men måske allermest præcist) udtrykt: Hans egen idiosynkratiske, men uanstrengte, opfattelse af tid og rum.
Callahans ofte cykliske melodier (der udfolder sig som mantraer, der skiftevis fremstår slørede og krystalskarpe) og fragmentariske lyrik (der kredser om en række faste billeder, såsom hesten, ørnen, vinden og floden) er så egenartede, at det ikke vil være forkert at hævde, at han trækker sin egen plovfure gennem den nordamerikanske sangskrivertraditions righoldige muld.
Selvfølgelig trækker Callahan på en tradition (Dylan, Reed og Cohen spøger alles i Callahans musik, lyrik og vokal), men han er samtidig så meget sin egen, at når han efter en karriere som produktiv sangskriver med nogenlunde fast opskruet udgivelsesfrekvens har været forsvundet fra radaren siden 2013, så måtte man næsten tro, at der lå et aktivt valg bag. Som fan spurgte man sig selv: Har Callahan (som en anden tilbagetrukket mystiker eller poet) sagt alt det, han ønsker at sige? Har han selv en fornemmelse for, at værket er fuldbragt – og at han ikke ønsker at servere klatværk og fodnoter for resten?
I et stort opsat interview med Pitchfork gav Callahan i begyndelsen af maj selv en forklaring: Livet – og nærmere bestemt: kærligheden og familien – kom i vejen. Callahan fandt sin udkårne og fik en søn i en sen alder (han er nu 53 år). Der lå altså ikke noget bevidst valg bag ved hans ’forsvindingsnummer’.
Nu udgiver han et dobbeltalbum (hvis man er til vinylvarianten) med 20 sange, et antal der i sig selv markerer, at Callahan vover sig ud i anderledes sangformat med sit comebackalbum (forgængerne ’Dream River’ og ’Apocalypse’ var henholdsvis ni og syv sange lange).
Dét indtryk bliver kun forstærket, når man bevæger sig ind på livet af de nye sange. De barokt-folkede og/eller dub-repeterende arrangementer fra forgængerne er forladt til fordel for en mere skrabet og akustisk lyd, der først ved nærlytninger folder sig ud som andet og mere end demoer fra hjemmestudiet ude på familiens landsted ved Austin, Texas. Der er faktisk intrikate instrumentelle detaljer og brug af andet end organisk ledsagelse (synths) på spil i arrangementerne, som man senere i lytteprocessen forbløffes over, at man ikke rigtigt lagde mærke til – endsige værdsatte! – de første fem eller seks gange, man stiftede bekendtskab med sangene.
Callahans sange har altid haft lidt af denne kviksølvagtige kvalitet over sig. De er svære at fastholde, fordi de på umærkelig vis forskyder sig, forgrener sig ved genlytninger – det gælder for musikken, som det gælder for ordene. En Callahan-sang betyder sjældent det samme for mig, hver gang jeg lytter til den. Synger han om en elsker, sin mor eller Moder Jord? Perspektivet skifter med humøret eller stemningen eller erfaringen.
Én ting der dog står klart (og det lægger Callahan da heller ikke skjul på i ovennævnte interview med Pitchfork): ’Sheepskin Vest’ synes drevet frem af en forholdsvis tydelig dagsorden: Hvordan skrive sange om ægteskab og familielykke, tilfredshed og stabilitet? Det er jo som regel ting, vi (fejlagtigt) opfatter som fjender af kunsten, som ting, der berøver kunstneren hans illusionsforladte klarsyn, hans vildskab og energi, hans drive og ambition – det er den benzin, der ansporer kreativiteten: smerten, savnet og rastløsheden.
Callahan skriver altså dels om ægteskab og familielykke, men han skriver også (og ofte samtidig) om at skrive om ægteskab og familielykke (sangen ’Writing’ understreger dette forhold på mest eksplicitte maner)! Det er denne iboende spænding, denne metakommenterende forskydning, der i lange stræk forlener albummet med en særlig identitet, der både er rørende, oplysende og – ikke uvæsentligt – humoristisk forløsende.
Der er noget netop kreativt ved den legende måde, hvorpå Callahan holder fortid og nutid op over for hinanden eller den måde alvor og lyst pirker til hinanden (som i den både morsomme og sørgmodigt nostalgiske ’The Ballad of the Hulk’). En af kvaliteterne ved Callahans dybe barytonstemme er, at den nærmest prædisponerer lytteren til at identificere den med dybde og oprigtighed, og derfor er det desto mere befriende, at han samtidig er så sjov en sangskriver.
Fordi han har sin autoritative stemme, der lyder som om den er så gammel som det ældste træ i skoven, behøver han ikke understrege morsomheden eller pudseløjerligheden i sine observationer. Den dybe baryton kan med deadpan-gravalvor levere linjer som »The panic room is now the nursery« (fra ’Son of the Sea’) om indretningen af familiens hjem efter sønnens fødsel. Det er både en simpel konstatering, men samtidig genuint morsomt.
Der er en drømme- eller zen-agtig ro over Callahan, der ikke alene har med hans stemme eller hans ofte associerende melodier at gøre, men også med lyrikkens naturmetaforik, hans tilbøjelighed til at antropomorfisere naturfænomener, at se menneskelige kvaliteter i tingene (eksemplificeret i sangtitlen på den fornemme ’Morning Is My Godmother’). Alt hænger sammen i Callahans verden, eller som han konstaterer (med udgangspunkt i morens død) på ’Circles’: »I made a circle, I guess / when I folded her hands across her chest«. Callahan ser nogle sammenhænge og fremstiller dem med en indlysende naturlighed, der er øjenåbnende for lytteren.
Sange som ’747’, ’Watch Me Get Married’ og – den næsten ubærligt ømme – ’What Comes After Certainty’ vidner om en sangskriver, der fortsat bevæger sig ned ad drømmefloden, hvor han indfanger og serverer gode sange, som var de naturlige skabninger (eller perlemor), der bare har ventet på at blive hentet op fra dybet.
Bevares, ’Shepherd in a Sheepskin Vest’ er i sagens natur løsere i fugerne end for eksempel ’Dream River’, der var som et koncentrat af den cykliske sangskrivningsmodel, Callahan dyrkede først i 10’erne, men der er noget tilsvarende åbent, inviterende og befriende over den mere umiddelbare og kvantitativt udflydende sangskrivning, der præger dette nye kuld Callahan-gevækster.
Kort sagt:
’Shepherd in a Sheepskin Vest’ er med sine 20 sange løsere i fugerne end forgængerne ’Apocalypse’ og ’Dream River’, men der er noget åbent, inviterende og befriende over den mere umiddelbare og kvantitativt udflydende sangskrivning, der præger dette nye kuld Callahan-gevækster, hvor den eminente 53-årige sangskriver – og nybagte far og ægtemand – på vittig og metakommenterende vis gør op med kunstnermyten om at smerte, savn og rastløshed er den eneste benzin for kreativiteten.