Bremer/McCoys instrumentaljazz på ’Utopia’ er en analog uldsweater til sjælen
Store armbevægelser er overvurderede, når jeg at tænke, lige før min første gennemlytning af Bremer/McCoys i alt fjerde, men blot første album på et internationalt selskab, nemlig David Byrnes label Luaka Bop, lakker mod enden. Og jeg forstår efterhånden godt, hvorfor den tidligere Talking Heads-frontmand har samlet de to danskere op.
For bassist Jonathan Bremer og tangentspiller Morten McCoy begår nemlig sofistikeret jazz af en karat, der så småt får én til at forstå, hvorfor aficionadoer udi netop den genre snakker om den særligt skandinaviske blå tone. Og når ’Utopia’ er bedst og måske mest viseagtig, rammer Bremer/McCoy ubesværet de samme efterårskuldslåede frekvenser som en salig Jan Johansson. Det kan lyde som at tage munden meget fuld at fiske sådanne koryfæsammenligninger frem af skuffen, men et par skæringer som ‘Åben Bog’ og ‘Dråber’ er helt derovre og -oppe, ganske enkelt.
Andetsteds er makkerparrets mere tilbøjelige til smårepetitiv modaljazz. Det er faktisk ikke fordi det er meget mindre interessant, og de produktionsmæssige krumspring fra Morten McCoys fingre og duoens hemmelige tredje medlem gør, at der løber er en fin, rød tråd gennem hele albummets velsammenstrikkede, lune og favnende uldsweater af lyd.
Modsat de fleste traditionelle jazzduoer, benytter Morten McCoy sig – med inspiration fra dubben – nemlig af et ensemble af analogt grej til diskrete båndsløjfer og til faktisk også at indspille på. Der har med andre ord ikke været elektronik fra dette årtusinde involveret i tilblivelsen af ‘Utopia’s lyd. Den lavmælte susen af en analog Studer-båndmaskine er derfor også allestedsnærværende, tonerne bløde og sprøde af (indrømmet, tilsat) ælde, og til det sparsomme menageri slutter sig undertiden strygere, som på de melankolske og smukke dagscyklus-meditationer ‘Solopgang’ og ‘Tusmørke’, som et sidste, afgørende krydderi i en utroligt smagfuld helhed.
Bremer/McCoy er behagelige uden at være behagesyge, meditative uden nogensinde at gå i ét med tapetet og frem for alt vedkommende, selv om de aldrig mæler et eneste ord på ‘Utopia’. Albummets stærke melodier og dogmatisk gammeldags tilblivelse ender tilsammen med at være en zen-ø af eftertænksomhed i et 2019, hvor alle er ved at brøle ørerne af hinanden.
Det eneste, man måske kan savne, er, at de to herrer udfordrer deres eget status quo en smule mere. Ret beset er deres fjerde album mestendels en direkte forlængelse af den lyd, der har præget deres seneste tre udgivelser også, men når det falder så usigeligt lækkert ud som ‘Utopia’ gør, er det svært at brokke sig meget og længe over.
Kort sagt:
Hvis dogme-duo-dub-jazz tilsat analoge båndmaskiner synes som noget, der kun burde tiltale et smalt publikum, så tro om igen: Bremer/McCoy er på deres fjerde album blevet samlet op af selveste David Byrnes pladeselskab Luaka Bop. Og det er fordi de simpelthen fortjener en bredere anerkendelse.