Chromatics omfavnede deres dansable side i Store Vega

Chromatics omfavnede deres dansable side i Store Vega
Chromatics i Store Vega. (Foto: Thomas Rasmussen / Soundvenue)

På Vegas hjemmeside stod Chromatics’ koncert under overskriften ‘Chromatics & Desire slår dørene op til en kæmpe fest’. Jeg undrede mig en smule, da jeg læste den overskrift. Ikke så meget fordi Desire var hevet helt oppe i overskriften (i praksis fungerede de mere som opvarmning end som co-headliner), men rettere fordi koncerten blev solgt som »en kæmpe fest«. Måske er jeg bare gammeldags, men jeg ville aldrig have beskrevet Chromatics som festmusik.

Men måske har det mest noget at gøre med, at jeg inden fredag aften aldrig havde set Chromatics live.

For lige fra bandets instrumentale intronummer, ‘Tick of the Clock’ stod det klart, at det her ville være en koncert med puls. På album er deres synthbaserede dreampop ofte atmosfærisk, blød og introspektiv, men til koncerten fik deres sange så stort et tilskud adrenalin, at dreampop nok end ikke ville være en særlig passende beskrivelse af deres stil. Det var nærmere electrodisco, synthwave eller måske endda, hvis man tillader sig at være en kende fræk, en lidt drømmende afart af house.

Stort set alle numrene fik et four-on-the-floor-beat, og hvad end det var den i forvejen groovy ‘Night Drive’ eller den mere svævende ‘Kill Your Love’ fik de et alvorligt dance-makeover. Lige deres famøse covernumre var mere tro mod albumudgaverne, og det ville da også have været tilnærmelsesvis blasfemisk, hvis de havde forvandlet Neil Youngs ‘Hey Hey, My My (Into the Black)’ til et festnummer. Deres egne numre fik de dog forvandlet stilfuldt, som regel med sangenes soniske sans for detalje intakt.

Som koncerten skred fremad, og langt de fleste numre brugte meget ensartede trommer, blev jeg dog lidt træt af deres insisteren på, at musikken konstant skulle være dansabel – ikke så meget fordi det stoppede med at fungere, men rettere fordi det stoppede med at overraske. Og overraskelser var koncerten altså ikke rig på. En enkelt noise-outro til deres cover af Kate Bushs ‘Running Up That Hill’ var ganske finurligt, og da forsanger Ruth Radalet tog sig af Springsteens ‘I’m On Fire’ uden assistance fra resten af bandet, var der noget skrøbelighed, som koncerten ellers savnede.

Et glimrende lysshow sørgede for at bidrage til stemningen. Æstetikken mindede om Nicholas Winding Refns ‘Drive’ blandet med en cyberpunk-natklub. Det stod rigtig godt over for musikken, og det sørgede for at accentuere de mest intense øjeblikke med hektiske lys – noget, der især fungerede under de mere potente sektioner af ‘These Streets Will Never Look The Same’.

De spillede deres kort sikkert, og hele vejen igennem nød jeg da også at være omgivet af gruppens kølige synthesizers. Men kun ganske sjældent ville jeg beskrive koncerten som egentlig medrivende eller imponerende. Deres optræden var vellykket, uden at den nogensinde blev overvældende.


Kort sagt:
Chromatics havde fokus på den dansable side af deres lyd i Store Vega. Denne stil blev opnået med succes, og lysshowet bidrog yderligere til stemningen. Men koncerten føltes lidt for sikker, og nogle flere overraskelser havde været kærkomment.

Læs også: Kan Carmon lægge gaden bag sig én gang for alle?

Chromatics. Koncert. Store Vega.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af