Det er fem år siden, Kashmir gik i selvvalgt dvale, men nu er det danske rockband med Kasper Eistrup i front klar til comeback. Det sker med to arenakoncerter, hvor det bedste fra diskografien bliver serveret i henholdsvis Herning og København.
Kashmir spiller i Jyske Bank Boxen i Herning den 28. maj og i Royal Arena i København den 29. maj.
Det seneste halve årti har medlemmerne brugt på andre kunstneriske såvel som musikalske projekter, og både Asger Techau og Henrik Lindstrand har over årene udgivet soloalbum. Det seneste album, Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg, Asger Techau og Henrik Lindstrand udgav i fællesskab, var ‘E.A.R.’ i 2013, og der er indtil videre ingen forlydender om ny musik i forbindelse med de to koncerter.
Forsanger Kasper Eistrup udtaler i en pressemeddelelse: »Hvis Kashmir nogensinde skulle vende tilbage, skulle tiden være til det, og det er den nu. De seneste år har vi oplevet en rørende efterspørgsel fra vores fans, og det har skubbet til vores egen lyst i en sådan grad, at vi nu er klar til at gå på scenen som Kashmir igen. Da vi valgte at holde pause på ubestemt tid, gjorde vi det uden at markere beslutningen og vi skylder både os selv, og i særdeleshed vores publikum at fejre vores fælleskab og det vi har opbygget sammen«.
»Vi ønsker at give alle en dejlig oplevelse med en rejse igennem hele Kashmir-kataloget. Vi kaster mere ind i kampen for det ultimative show, end vi nogensinde har gjort. Det pirrer mig, at vi aldrig har arbejdet med en produktion af dette omfang. Det bliver spændende at prøve kræfter med, og vi håber det bliver nogle fantastiske oplevelser«, fortsætter Eistrup.
Et spørgsmål, der presser sig på, er, om de to koncerter blot er startskuddet til en større festivalturné – det vil tiden vise.
Billetsalget starter den 4. oktober kl. 10 via Ticketmaster.
Kashmir (DK)
28. maj
Jyske Bank Boxen, Herning
Billetpris: Endnu ikke offentliggjort
29. maj
Royal Arena, København
Billetpris: Endnu ikke offentliggjort